Altædende og planteædende græshopper

En sommerdag på et solvarmt overdrev prøver et temmelig stort dyr at smutte væk i græsset foran vores fødder. En mus – eller måske et firben? Nej, det viser sig at være en meget stor og kraftig, 3-4 cm lang græshoppe, selv om den snarere løber end hopper. Grøn med sorte eller mørkebrune pletter. Dyret er en vortebider (Decticus verrucivorus), en af vore to største græshoppearter (figur 5-25).

Græshopperne inddeles i løv- og markgræshopper, og de meget lange og tynde følehorn viser, at vortebideren er en løvgræshoppe. Det samme gør hunnens lange, svagt opadkrummede læggebrod, som bruges til at lægge æggene i jorden. De klækkes om foråret, men først efter en lang hvileperiode på mindst 2 og undertiden op til 7 år! Det dyr, vi lige har set, stammer altså ikke fra sidste års æglægning. Efter at ægget er klækket, tager opvæksten ca. 3 måneder, og de voksne overlever indtil september. Som de fleste andre løvgræshopper bruger vortebideren de kraftige munddele (deraf navnet) til foruden en varieret plantekost at æde forskellige smådyr, bl.a. mindre græshopper.

På varme dage „synger“ hannerne ved at gnide det forreste par vinger mod hinanden, formentlig især for at tilkalde hunner. Sangen er kraftig, men da tonelejet er meget højt, kan mange ældre mennesker ikke høre den. Selv om vortebiderne normalt kravler rundt i vegetationen nær jorden, så har de under forvingerne også et par ret korte flyvevinger. Ved deres hjælp kan dyrene forlænge et kort spring til f.eks. 1 m’s længde.

Men hvad med egentlig flyvning? Nogle hævder, at vortebideren kan flyve, op til 30 m i ét stræk. Det er nu nok en sjælden begivenhed, og andre forfattere angiver faktisk, at arten ikke flyver. I så fald kan denne prægtige, varmeelskende græshoppe på længere sigt være truet. Den er i tilbagegang, og uden at kunne flyve får den svært ved at genindvandre til områder, hvorfra den én gang er forsvundet. Da områder med græsland efterhånden er blevet så få og oftest små, som tilfældet er, vil der nemlig normalt være en betydelig afstand imellem dem. Derfor er der desværre nok mange græslandsdyr – og planter – med begrænset spredningsevne, der har samme problem som vortebideren.

Vortebideren er ikke den eneste græshoppeart på stedet; faktisk er der langt flere markgræshopper, som er væsentligt mindre – og hopper væsentligt bedre. Markgræshopper kendes bl.a. fra løvgræshopper ved, at følehornene er betydeligt kortere end kroppen. Desuden har hunnerne ingen læggebrod. Ved æglægning bores bagkroppen, som kan forlænges teleskopagtigt, ned i jorden ved hjælp af nogle små vedhæng i bagkropsspidsen.

Der er adskillige arter, men især almindelig markgræshoppe (Chorthippus brunneus) kan være yderst talrig i alle typer af græsland. Den er 1,5-2,5 cm lang, hunnen størst, og med en højst variabel farvetegning: Nogle individer er helt brune, evt. meget mørke, andre mest olivengrønne, andre igen græsgrønne, og nogle har endda brune, røde og gule farver (figur 5-26). På indersiden af baglårene, som også leverer muskelkraften til springet, sidder der en række ganske små, hårde vorter, filen. Ved at gnide filen mod skraberen, en hård liste på forvingen, kan dyrene synge, hannerne kraftigst. Almindelig markgræshoppe flyver udmærket og vil på varme dage ofte flygte ved at flyve nogle meter væk. Den er derfor bedre til at sprede sig end vortebideren og virker på ingen måde som en truet art.

Alle markgræshopper er vegetarer hele livet, og bortset fra køer, får osv. er almindelig markgræshoppe, der lever af mange forskellige græsser, nok en af de vigtigste græsædere i græsland. Dens gnavemærker – indskæringer i siden af græsbladene – er normalt talrige og lette at se. Hvad betyder denne græsning egentlig for økosystemet? Fra Danmark er der desværre ingen gode tal, som belyser dette. Men undersøgelser i det sydvestlige Finland viste, at markgræshopperne kun fjernede 2-5 % af den overjordiske planteproduktion pr. år, selv om de med 10-20 voksne individer pr. m² var yderst talrige og helt dominerende blandt de planteædende insekter.

Dette resultat har formentlig generel gyldighed for græslandets forskellige planteædende insekter. Dyrene kan ganske vist være talrige, men de er også små. Derfor vil de normalt kun æde en lille brøkdel af den samlede vegetation, selv om deres græsning undertiden kan have negativ indflydelse på enkelte plantearter (se Samspillet mellem arterne). Med store græssere som får, kvæg eller heste er det en ganske anden sag. De vil ofte konsumere 30-40 % af græslandets overjordiske, årlige planteproduktion og dermed have afgørende indflydelse på vegetationen.