Kalkgræsland

Laver er dobbeltorganismer, der består af en svamp og en alge (se nærmere i boks 7-1 i De tørre klitter). Laver spiller en meget begrænset rolle i græsland, både hvad angår biomasse og artsrigdom. Dog ser man ofte arter af bægerlav på sandede eller sure græslandstyper, f.eks. brungrøn bægerlav (Cladonia chlorophaea), kløftet bægerlav (Cladonia furcata), spættet bægerlav (Cladonia rangiformis) og ru bægerlav (Cladonia scabriuscula). Der findes endvidere en særlig gruppe af lavarter knyttet til kampesten.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

Afsnit fortsætter her.

Laverne har udviklet en ekstremt nøjsom strategi. De vokser meget langsomt og er i stor udstrækning i stand til at klare sig med de næringsstoffer og det vand, som de kan opfange direkte fra luften. Herved bliver mange af vore 900 lavarter i stand til at vokse direkte på sten.

Mange af de laver, der er tilknyttet store granitsten, er i løbet af de sidste hundrede år gået markant tilbage og er i dag enten sjældne eller kun almindelige i det bornholmske klippeterræn. Tilbagegangen skyldes især en kombination af næringsbelastning og ophørt græsning. Laverne på mange græslandsarealer er simpelthen blevet skygget ihjel af græsser og andre urter, der vokser op omkring kampestenene. Samtidigt har den øgede forurening med luftbåret kvælstof betydet, at mange af de arter, der oprindeligt var tilknyttet de golde og næringsfattige granitblokke, nu er blevet udkonkurreret af mere konkurrencestærke og næringskrævende arter.

Man kan stadigvæk hist og her finde disse specielle lavsamfund. De forekommer især på tørre græslandsarealer (samt heder, strandenge og enkelte kirkegårdsdiger, hvor lavfloraen ikke er ødelagt af mekanisk rensning eller bortskygning). Har man været heldig at finde et sådant refugium, og tager man sig tid til at se nærmere på kampestenene, vil man blive mødt af en stor rigdom af både farver og former.

De bladformede skållaver (Parmelia) hører til de almindeligste, og man kan ofte finde op til 5-6 forskellige arter af skållav på samme sten. Den mest udbredte af disse er askegrå farve-skållav (Parmelia saxatilis), der i tidligere tider, som navnet antyder, har været anvendt til farvning af klæder eller garn, og som giver en smuk og varig brun farve.

Bevæger man sig endnu tættere på kampestenens overflade, vil flere af de almindelige skorpelaver kunne iagttages. Det drejer sig om arter af kantskivelav (Lecanora) og andre arter af skivelaver (Lecidea), f.eks. den cremehvide stengærde-kantskivelav (Lecanora rupicola) og den charmerende rudret skivelav (Lecidea fuscoatra). Denne art har et chokoladebrunt løv, i hvis overflade de knaldsorte frugtlegemer er indsænket. Støder man på en mosaik af skinnende, gulgrønne polygoner, er der sandsynligvis tale om gulgrøn landkortlav (Rhizocarpon geographicum). Den kan i sine mest udviklede stadier lede tanken hen på et landkort. Blandt de mere sjældne og – inden for lavernes verden – spektakulære arter er navlelaverne (Umbilicaria). Navlelaver består oftest af et enkelt bladformet løv, der rejser sig op over stenens overflade, og som kun er fasthæftet til substratet i ét centralt punkt – navlen. Den almindeligste af disse er glat navlelav (Umbilicaria polyphylla). Den er gået stærkt tilbage i Danmark vest for Bornholm, men den overlever flere steder på kampesten i lysåbne naturtyper.

Det specielle samfund af laver, der vokser på kampesten i græsland er dårligt undersøgt i Danmark. Væbner man sig med en lup, en lavflora og masser af tid, er der derfor rig lejlighed til at gøre opdagelser – og husk at laver kan studeres hele året rundt!

Stenstrøning på israndsbakke i Mols Bjerge. Foto: R. Poulsen.