Forholdsvis få arter af hvirvelløse dyr findes udelukkende på lyngheder, f.eks. arter knyttet til hedelyng. Mange arter holder også til på andre levesteder, men trives på lyngheder, når blot det rette fysiske miljø er til stede, f.eks. varme og tørre sandflader. Desuden kan indvandrende planter, der egentlig ikke hører hjemme på lyngheden, introducere planteædende insekter, som normalt er knyttet til andre plantesamfund. Skønt den egentlige hedefauna er artsfattig, kan heder således alligevel huse i hundredvis af arter.

Det rigeste liv af smådyr findes på heder med en mosaik af mange levesteder med forskellige økologiske kår: nøgne eller vegetationsfattige sandflader, hedelyng i alle aldersklasser, græsbevoksede pletter, hedekær og hedemoser samt spredte buske og træer. Levevilkårene og dermed dyrelivet er f.eks. meget forskellig på sandfladerne og i hedelyngen.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Hedens smådyr og deres tilpasninger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig