Levevilkår på heden

Lynghederne findes i områder med kølige, fugtige somre og milde vintre. Lokalt kan klimaet på hederne være barsk, da det lave plantedække ikke tager af for vind og kulde. Nattefrost til langt hen på foråret kan forekomme i lavninger. De stedsegrønne dværgbuske er derfor ofte udsat for barfrost, der giver risiko for frost- og tørkeskader. Mange af dværgbuskene har dog små blade med kort bladstilk, så de sidder tæt ind mod stænglen, hvilket beskytter dem mod kraftig vind og dermed kulde og udtørring.

Selv om klimaet er fugtigt, udsættes planterne let for sommertørke. Den sandede jord tørrer nemlig hurtigt ud. Det sker navnlig i områder med åben vegetation, hvor der er bar jord mellem dværgbuskene, eller i vindbrud, hvor jordbundsudviklingen er ringe.

Store temperaturforskelle mellem nat og dag er almindelige i luften over hedens sandflader (figur 6-5). Temperaturudsvingene er meget mindre inde under dværgbuskene. En sommerdag kan temperaturen på en eksponeret sandoverflade nå op på 50-60 °C (figur 6-6). Til sammenligning er lufttemperaturen i bunden af en tæt lyngbevoksning om dagen på omkring 30 °C. De varierende mikroklimatiske forhold på hederne er med til at fremme den mosaik af plante- og dyresamfund, som hederne ofte består af. Mere om klima og mikroklima i kapitlet Livsbetingelser og tilpasninger til livet i det åbne land.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Afsnit fortsætter her.

Foruden det udvaskede blegsandslag og allaget har en podzoljord et tørveagtigt morlag af uomsatte plantedele liggende på overfladen. Dannelsen af morlaget skyldes, at lyngplanter udskiller særlige organiske stoffer, der virker hæmmende på mange jordbundsdyrs aktivitet. Derfor forsvinder regnorme og andre jordbundsdyr, som ellers blander det organiske materiale fra overfladen med den underliggende mineraljord. De døde plantedele ophobes i stedet, og morlaget er dannet.

Jordbundsforholdene kan være forskellige fra hede til hede, men også inden for den samme hede kan der være forskelle. Det kan skyldes jordenes forhistorie. Bakkeøerne er som nævnt morænedannelser, der har været udsat for ud vaskning i mere end 100.000 år, fordi de ikke blev dækket med is under den sidste istid. Derfor er podzoljorden særlig kraftigt udviklet her. I Østjyllands og Øernes unge morænesandsområder fra sidste istid er podzoleringen svagere. Udvaskningen er ikke forløbet så langt, og disse heder er derfor rigere på positive ioner end de ovenfor nævnte.

Hedesletterne er ligeledes dannet siden sidste istid. De består af smeltevandsaflejret kvartssand. De er meget udvaskede og næringsfattige, da kvartssand indeholder meget få af de nævnte ioner. Mange steder inde i landet findes indsande eller indlandsklitter som Vrads Sande og Randbøl Hede, der i modsætning til kystklitterne er dannet af smeltevandssand på sandflugt – såkaldt flyvesand. Flyvesandet er udvasket og derfor surt og næringsfattigt. Hvor disse indlandsklitter kun er få hundrede år gamle, er podzollen ikke særlig kraftigt udviklet. Der kan være et ganske svagt allag, et tyndt lag af blegsand og et tyndt morlag på toppen.

De varierende jordbundsforhold skaber ligesom de varierende mikroklimatiske forhold grundlaget for det varierede plante- og dyreliv, der findes på heden.

Vandforholdene på heden afhænger naturligvis af nedbøren, men den afhænger også af jordbunden. På morænejordene vil leret binde vandet, mens de sandede jorde som udgangspunkt tilba geholder meget lidt vand. Jordens vandholdende evne varierer også med dens indhold af organisk stof, som har en stor vandbindingsevne. Størstedelen af vandet i hedejorde findes derfor i morlaget. Vandet i morlaget er altid let tilgængeligt for planterne. De sandede indlandsklitter med deres ringe mængde af organisk stof kan naturligvis ikke tilbageholde meget vand.

Hedens vandholdende evne varierer også med udnyttelsen. Når hedebonden i gamle dage skrællede tørven af, blev den tilbageværende jord ikke blot fattigere på næringsstoffer, men også på vand.

Ligesom de varierende mikroklimatiske forhold har også forskelle i hedejordenes vandbindingsevne været med til at fremme en mosaik af plante- og dyresamfund på hederne.

De næringsstoffer, der er vigtigst for hedens planter, er kvælstof og fosfor. De to plantenæringsstoffer har en meget forskellig forekomst.

Fosfor findes i mineraler i jorden, og herfra frigøres det langsomt ved forvitring. En lille del af det frigivne fosfor udvaskes fra jorden, mens det meste bindes i det organiske materiale. Der tilføres ikke meget udefra med luften og vandet, så udvaskningsprocesser og fjernelse af materiale fra heden bevirker, at jorden med tiden bliver mere og mere fosforfattig.

Kvælstof findes derimod ikke i jordens mineraler, men i store mængder i luften som frit kvælstof, der ikke kan udnyttes af planterne. Desuden er der mindre mængder af nyttige kvælstofforbindelser for planterne, som stammer fra processer på landjorden – se boks 4-3. Næsten al den kvælstof, der findes i hedejorden, er derfor på et eller andet tidspunkt tilført udefra. Det samme gælder for andre naturtyper, men det specielle ved hedejorden er, at den kan binde kvælstof i komplekse kemiske forbindelser, som planterne har svært ved at udnytte. Hedejorden kan derfor indeholde meget kvælstof – op til 6-9 tons pr. ha – men samtidig betegnes som meget næringsfattige, da det meste er bundet i svært nedbrydelige organiske forbindelser, som ikke let kan udnyttes af planterne.

Hedejorden indeholder altså meget lidt plantetilgængeligt kvælstof. Af det, der trods alt er, findes en stor del i frie aminosyrer, mens kun lidt findes i ammonium og endnu mindre i nitrat (se nærmere om kvælstof i boks 6-1 og boks 6-3).

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Levevilkår på heden.

• Forrige afsnit er Lynghederne
• Næste afsnit er Hedens planter