Planternes tilpasninger (på lyngheder)
FIGUR 6-17 (a). Tværsnit af revlingblad. Bladrandene når helt sammen hos revling, og spalteåbningerne er lukket inde i et hulrum, hvorfra fordampningen af vand og udveksling af luft kun sker gennem en hårklædt fure.
FIGUR 6-17 (b). Hedelyngbladet er fortykket, så der på undersiden dannes en dyb fure. I furen sidder spalteåbningerne. Tynde hår i furen beskytter mod udtørring. Overhudscellerne er meget store, og deres indre cellevægge fungerer som vandmagasin. De langstrakte celler indenfor har grønkorn. Her foregår fotosyntesen.
Tilpasninger til næringsfattige forhold
På lynghederne må planterne bl.a. kunne klare sig med meget begrænsede mængder af næringsstofferne fosfor og kvælstof. Det gør de ved hjælp af forskellige tilpasninger.
Lyngplanterne sørger f.eks. for, at næringsstofferne ikke forlader planterne. De er stedsegrønne og beholder bladene i 3-5 år. Desuden trækker de den største del af næringsstofferne tilbage fra bladene, inden de visner og afkastes.
En anden tilpasning til de beskedne mængder næring består i et kompliceret sæt af mekanismer. Den ses hos alle dværgbuskene og sikrer, at mere næringskrævende, konkurrerende planter ikke får adgang til det kvælstof, der trods alt kunne komme ud i jorden under nedbryd ning af dødt materiale. Buskene gør det, at de udskiller store mængder polyfenoler fra såvel levende som døde blade under nedbrydningen. Mikroorganismerne i jorden binder disse polyfenoler og kvælstof sammen i svært omsættelige forbindelser, som er utilgængelige for de fleste planter, men som kan udnyttes af lyngplanterne selv gennem deres symbiose med særlige mykorrhizasvampe (se boks 6-1).
Græsser og urter må naturligvis også være tilpasset de særlige forhold for at overleve. Bølget bunke har vist sig at kunne optage frie aminosyrer (se Levevilkår på heden), men arten er sandsynligvis ikke i stand til at udnytte mere komplekse organiske kvælstofforbindelser. Den har nemlig en anden mykorrhizatype end lyngplanterne. Lyngplanterne har i det hele taget med deres helt specielle mykorrhiza (boks 6-1) sandsynligvis adgang til en kvælstofressource, som kun i ringe grad kan udnyttes af de andre planter på heden.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Boks
Tværsnit af ungt hedelyng-rodhår (diameter ca. 70 pm). Cellerne er stærkt koloniseret af mykorrhizasvamp. Svampehyferne danner et løst netværk på røddernes overflade. De trænger ind i barkcellerne og danner her små „nøgler“, hvor næringsudvekslingen mellem værtsplanten og svampen finder sted.
Tværsnit af ungt hedelyng-rodhår (diameter ca. 70 pm). Cellerne er stærkt koloniseret af mykorrhizasvamp. Svampehyferne danner et løst netværk på røddernes overflade. De trænger ind i barkcellerne og danner her små „nøgler“, hvor næringsudvekslingen mellem værtsplanten og svampen finder sted.
| Dværgbuskene har tilpasset sig det lave indhold af uorganisk kvælstof og fosfor i jorden ved hjælp af mykorrhizasvampe. Mykorrhiza betyder „svamperod“, og ordet bruges om et symbiotisk forhold mellem bestemte svampe og finrødder hos højere planter, se Livsbetingelser og tilpasninger til livet i det åbne land. Afsnittet fortsætter efter boksen. Boks
Afsnit fortsætter her. Alle hedens planter danner mykorrhiza. Men der findes forskellige former. Hedelyng, klokkelyng, tyttebær, mosebølle og revling danner den særlige lyng-mykorrhiza. Svampehyferne gror i et tyndt lag på lyngplanternes finrødder. Svampen vokser ind i røddernes barkceller og danner små „nøglebundter“. I nøglebundterne udveksles stoffer mellem plante og svamp. Hyferne har med deres vidtforgrenede net i jorden en meget stor overflade, hvorigennem næringsstoffer kan optages (fotografiet). Disse næringsstoffer kommer også planten til gode, mens omvendt svampen får kulhydrater fra plantens fotosyntese. Helt op til 20 % af det kulstof, som planterne assimilerer, kan gå til svampene. Det specielle ved lyng-mykorrhizasvampene er, at de kan nedbryde de tidligere omtalte, svært tilgængelige organi- ske forbindelser, der er rige på kvælstof, og overføre det til planten. Men i hvilken form dværgbuskene optager kvælstofforbindelserne fra svampen, ved man endnu ikke præcist. Hvor meget dværgbusken får fra svampen i form af kvælstof- og fosforforbindelser er heller ikke kendt, men med nye metoder, der inkluderer bestemmelse af svampene ved hjælp af deres DNA og mærkning med stabile kvælstofisotoper, forsøger man at kortlægge mykorrhizasvampes udbredelse og betydning for næringsoptagelsen hos dværgbuskene. |
|
Tværsnit af ungt hedelyng-rodhår (diameter ca. 70 µm). Cellerne er stærkt koloniseret af mykorrhizasvamp. Svampehyferne danner et løst netværk på røddernes overflade. De trænger ind i barkcellerne og danner her små „nøgler“, hvor næringsudvekslingen mellem værtsplanten og svampen finder sted. Foto: U. Søchting. |
Afsnit fortsætter her.
Tilpasninger til de tørre forhold
På de sandede jorde er der stor risiko for tørke. Risikoen er til stede hele året – om sommeren ved at jorden udtørres, eller om vinteren ved at jorden fryser til og hindrer rødderne i at optage vand.
Nogle planter har tilpasset sig denne situation ved at nedsætte vandtabet fra deres indre. Klokkelyng, revling og hedelyng har små blade med nedadbukkede kanter, der næsten mødes på bladets underside (figur 6-17). Det nedsætter fordampningen af vand fra spalteåbningerne, der sidder på undersiden af bladet. Ydermere er undersiden beklædt med hår. Hårene kan fange og holde vanddråber fra dug eller regn. Desuden dæmper de luftbevægelse hen over bladet og hæmmer dermed fordampningen af vand fra bladet.
Cellevæggene på bladenes overside er desuden fortykkede og dækket af isolerende voks, der yderligere forhindrer fordampning af vand. De mange små blade sidder tæt ind mod stænglen, hvilket også beskytter mod udtørring. Endelig har lyngplanterne en del rødder, der går dybt ned i jorden. Det kan sikre vandforsyningen under tørke.
Tilpasning til brand
Brand er et vigtigt levevilkår for hedens planter (figur 6-31). For hedelyngen gælder det endda, at brand er med til at sikre dens fortsatte beståen, og den udviser da også træk, der fremmer brand. Lyngen lagrer f.eks. ikke energi i form af stivelse, men derimod olie. Det gør bladene meget brandbare. Og de tynde, fine og forveddede grene er som skabt til at brænde.
Også hedelyngens frø er tilpasset brand, idet brand får særlig mange af dem til at bryde frøhvilen.
Boks 4
| FIGUR 6-17. Tværsnit af A) revling- og B) hedelyngblad. Bladrandene når helt sammen hos revling, og spalteåbningerne er lukket inde i et hulrum, hvorfra fordampningen af vand og udveksling af luft kun sker gennem en hårklædt fure. Hedelyngbladet er fortykket, så der på undersiden dannes en dyb fure. I furen sidder spalteåbningerne. Tynde hår i furen beskytter mod udtørring. Overhudscellerne er meget store, og deres indre cellevægge fungerer som vandmagasin. De langstrakte celler indenfor har grønkorn. Her foregår fotosyntesen. Foto: L. Bolt Jørgensen. |
Vejviser
Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Planternes tilpasninger.
- Forrige afsnit er Laver
- Næste afsnit er Hedens dynamik
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.