Meget få organismer er som nævnt alene knyttet til heden. De fleste af hedens plante-, dyre- og svampearter findes også i andre naturtyper. Af alle rødlistede arter er 4,8 % nævnt fra hede, men kun 1,6 % af arterne har heden som eneste levested.

En enkelt gruppe organismer er i særlig grad knyttet til hederne. Det er laverne. Hele 8,5 % af de rødlistede lavarter er tilknyttet heden, og for 5,6 % af de rødlistede lavarter er heden det eneste levested. Eksempler på rødlistede laver er korallaver og blødvortet knoplav (Pycnothelia papillaria), som især findes i vindbrud i indsande.

Af de rødlistede karplanter kan 5,9 % findes på heder, men kun 1,8 % vokser udelukkende her. Tre arter er nu helt uddøde: bjergmelbærris, bjergulvefod og tysk visse. Og to, cypres-ulvefod og vår-kobjælde, er udryddelsestruede arter, der i særlig grad er knyttet til heder.

Et fællestræk for de arter, der er forsvundet eller er på tilbagegang synes at være, at de er knyttet til forstyrret bund. Cypres-ulvefod ses især i vindbrud, langs veje, i grusgrave og på andre bortgravede flader. Vår-kobjælde findes på de tørre heder og indsande i Jylland og er afhængig af åbne eller lave plantesamfund. Den er efterhånden meget sjælden og vokser kun enkelte steder i Midt- og Vestjylland. Vår-kobjælde er en såkaldt ansvarsart, hvilket betyder, at en stor del af den samlede bestand findes i Danmark, og at vi derfor skal beskytte den. Guldblomme, kattefod, håret visse, farve-visse og lyng-vikke er andre plantearter i stærk tilbagegang. De er i særlig grad tilknyttet tidligere dyrket jord på heder og hedeagtige næringsfattige græslandsarealer.

For insekternes vedkommende findes 6,2 % af de 1240 landlevende insektarter, der var optaget på rødlisten fra 1997, på heder, men kun 1,0 % findes udelukkende her. De fleste lever også på åbent græsland. De fleste af hedens insektarter er ligesom planterne knyttet til forstyrrede steder og lysåben bund. Siden 1850 er mindst 10 markante insektarter knyttet til heden uddøde i Danmark. Tabet er alvorligt, da antallet af egentlige hedearter i forvejen er meget lavt. Blandt de forsvundne arter kan nævnes hedeskratten (Bryodema tuberculata), en stor, smuk markgræshoppe, der forsvandt omkring 1950. Tilbagegangen for insekterne synes desværre at fortsætte, og i dag er 6 ud af hedens 16 arter af dagsommerfugle akut truede eller sårbare.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Rødlistede hedearter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig