Moserne og de ferske enge
FIGUR 4-7 (a). Hængesæk dannes ved, at tørvemosser vokser ud over en vandflade, hvor der er stillestående vand. Når først mosserne har dannet et sammenfiltret tæppe hen over vandet, kommer andre planter som f.eks. kragefod og tranebær til. Efterhånden bliver hængesækken tykkere og tykkere, så man kan gå på den. Det vil dog være en både gyngende og ret farlig gåtur, for man risikerer at træde igennem hængesækken og få fødderne ned i vandet nedenunder.
FIGUR 4-7 (b). Skematisk tegning af snit gennem hængesæk.
FIGUR 4-8. Højmoser i Danmark. De lokaliteter, der er valgt her, har uforstyrrede tørvelag og en karakteristisk højmosevegetation. Der har tidligere været væsentlig flere højmoser, men de er ødelagt af tørvegravning, dræning og opdyrkning. I de fleste af de viste højmoser er det bevarede højmoseareal ret lille, og kun i 3-4 højmoser er dele af kantzonen og laggen bevaret. Det samlede højmoseareal i Danmark anslås til ca. 3450 ha. Heraf udgør Tofte Mose i Lille Vildmose alene 2300 ha. Det gør den til det største sammenhængende højmoseområde i det nordvesteuropæiske lavland (figur 14-32).
FIGUR 4-9 (a). Fordelingen af højmoseplanter langs en fugtighedsgradient med tuer og høljer.
FIGUR 4-9 (b).
FIGUR 4-10. Tørvemos findes på fugtige, næringsfattige levesteder. Det har en stor evne til at holde på vandet på grund af bladets opbygning med to slags celler: dels de levende celler med fotosyntese, dels nogle store, tykvæggede og døde celler, kaldet hyalinceller. Hyalincellerne kan indeholde store mængder vand.
FIGUR 4-11. Liden soldug.
Soldug.
Gederams.
Almindelig star.
Præsentation
Fra den smalle og afsides landevej nogle kilometer nordvest for Vejle ligger en iøjnefaldende ådal, der som et grønt bælte mellem de gule kornmarker løber ned mod den store smeltevandsdal Grejsdalen midt i det østjyske landskab (figur 4-1). Ådalen, der her er næsten 100 m bred og har 20 m høje skrænter, vil i det følgende blive brugt til at præsentere de vigtigste typer af moser og ferske enge i Danmark.
Midt i ådalen, i den laveste del, snor et vandløb sig i fine, mæandrerende buer, der er dannet gennem adskillige års erosion i den lerede morænejord. Ét sted går en flok sortbrogede kvier på det lave, våde stykke og græsser, mens en vibe et andet sted spankulerer rundt og passer på sine unger mellem lyse-siv, gule ranunkler og fløjlsgræs. Det er en fersk eng, som den typisk ser ud i det østlige Danmark.
Ferske enge er den ene af vore to hovedtyper af åbentlandsnaturtyper på fugtig bund. Den anden hovedtype er moserne, og forskellen ligger i, om der er drift i form af græsning og/eller høslæt på arealet eller ej (se boks 4-1 nederst på siden).
Ferske enge
Naturtypen fersk eng er altså karakteriseret ved, at den udnyttes til landbrugsmæssig drift i form af græsning eller høslæt (slæt). Græsning og slæt er afgørende for, at vegetationen forbliver lav og lysåben, ofte med mange arter af græsser og urter, men uden større buske eller træer. Vandet er en anden væsentlig faktor på den ferske eng. Det tilføres i form af nedbør, opstigende grundvand, udsivning fra vandløb og afstrømning fra højereliggende naboarealer – enten som drænvand i åbne grøfter og markdræn, der åbner ud på engen ved en ådalsskrænt, eller som naturligt trykvand.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Boks
FIGUR 4-1 (a). I en sideådal til den store smeltevandsdal Grejsdalen i det østlige Jylland kan man inden for få hundrede meter finde de fleste af de naturtyper, som er beskrevet i dette kapitel: naturenge, kulturenge, lavmoser og væld. Kortet viser, hvilke af arealerne der af Vejle Amt er registreret som § 3-beskyttede efter Naturbeskyttelsesloven.
FIGUR 4-1 (b).
FIGUR 4-2. I vældet neden for bakken i en sidedal til Grejsdalen står maj-gøgeurt og blomstrer i det kalkrige miljø sammen med hirse-star.
FIGUR 4-3. Lavmoser findes, hvor der er høj grund vandsstand. Her er det planten bukkeblad, der vokser i meget vandrige moser/hængesæk.
FIGUR 4-4. I en lille ådal nær Varde er der en mosaik af græssede ferske enge, væld og moser med pil og pors. Jordbunden er næringsfattig, og der vokser plantearter, som er tilpasset disse forhold: smalbladet kæruld, kragefod, almindelig star, pors og tørvemos. Arealerne kan trods den ret lave produktion udnyttes til græsning med kvier.
FIGUR 4-5. Højmosen er bygget op aflaggzonen, kantskoven og selve højmosefladen.
FIGUR 4-6. Den naturlige tørvedannelse i moser har været forudsætningen for den omfattende tørvegravning i Danmark. Billedet viser de tilbageværende højmoseflader i Holmegårds Mose, mens arrene efter gravning af tørv til Holmegårds Glasværk stadig ses tydeligt. De farvede tegninger viser de højdeforskelle, som findes i højmosen; de højeste punkter er orange, og de laveste er blå.
| FIGUR 4-1. I en sideådal til den store smeltevandsdal Grejsdalen i det østlige Jylland kan man inden for få hundrede meter finde de fleste af de naturtyper, som er beskrevet i dette kapitel: naturenge, kulturenge, lavmoser og væld. Kortet viser, hvilke af arealerne der af Vejle Amt er registreret som § 3-beskyttede efter Naturbeskyttelsesloven. Kort: Kort- og Matrikelstyrelsen, Luftfoto COWI A/S. |
Afsnit fortsætter her.
Videre på opdagelsesrejsen i den østjyske ådal er der et sted, hvor de sortbrogede kvier træder jordbunden op, så der på dele af engarealet dannes et såkaldt knoldkær. Knoldene er små kuplede græstuer, på hvis top der vokser planter, som kan lide at stå tørt: kamgræs, vellugtende gulaks, tusindfryd, mælkeurt og høst-borst. Mellem knoldene er der små vandsamlinger med sump-karse, eng-forglemmigej, kryb-hvene og glanskapslet siv. Knoldkærene giver variation og stor biologisk diversitet inden for et ofte meget lille areal.
Neden for det gulligtgrønne og tørre græsland på ådalens skrænt, hvor grundvandet skærer foden af skrænten, kommer der trykvand ud i engen – dette kaldes et væld eller en sumpkilde. I områder med væld vokser der en række karakteristiske fugtigbundsarter. Her står bl.a. orkidéen maj-gøgeurt (figur 4-2) sammen med den lyserøde trævlekrone, en tue blågrå siv, tykbladet ærenpris med de blanke grønne blade, halvgræsset toradet star og engkabbeleje.
Når en fersk eng indeholder arealer med knoldkær og væld, klassificeres den som natureng. Det er en engtype, der indeholder mange naturligt indvandrede plante- og dyrearter. Naturenge indgår i landbrugets driftsarealer, da de anvendes til ekstensiv græsning eller høslæt. Men på en natureng sker der ingen omlægning – jorden pløjes ikke, og der sås ikke nyt græs. På naturenge bruges der heller ikke gødning eller pesticider. Naturtypen er afhængig af ekstensiv græsning, og tilstedeværelsen af orkidéer kan ses som en indikator for god naturkvalitet.
Ud over orkidéer som maj-gøgeurt og kødfarvet gøgeurt er arter som engkabbeleje, engnellikerod, nyse-røllike og vand-mynte karakteristiske.
Lavmoser
Længere fremme i den østjyske ådal kan man finde lavmosen. Her er der ikke kvæg på græs. Vegetationen er højere og tættere end på engen, og der kan findes spredte buske og træer som f.eks. femhannet pil, vorte-birk og grå-pil. Halvgræsset top-star danner store, massive tuer med en diameter på ca. 1 m; de lange stilke med de brunlige blomsterstande i toppen hænger ud over tuen. Mellem startuerne er der små vandsamlinger, hvor man kan se brune frøer hoppe rundt, og blå vandnymfer spejler sig i vandoverfladen.
En lavmose dannes naturligt, hvor der er en høj grundvandsstand i lavninger i terrænet, langs søbredder og vandløb samt i forbindelse med søer under tilgroning (figur 4-3). I Vandets og vandtilførslens betydning omtales forskellige undertyper af lavmoser. Grundvandsspejlet er relativt horisontalt, men også her kan der være vældpåvirkning ligesom i engen. På grund af det højtstående grundvand består jordbunden i lavmosen overvejende af tørv, som er meget rig på organisk stof. Tørven dannes, fordi mikroorganismer kun nedbryder de døde planterester langsomt, når jorden er vandmættet og dermed uden ilt, se også næste afsnit.
Lavmosens planter
Ud over top-star og andre stararter er der flere andre karakteristiske arter i lavmosen, f.eks. skærmplanten kær-svovlrod, den lyserøde kærdueurt, halvgræsset skov-kogleaks, almindelig mjødurt med de gulligthvide blomster og den op til 4 m høje flerårige græs tagrør, der kan have sine rødder i fuldstændig vandmættet jord.
Tagrør er også en af de vigtigste planter i den lavmosetype, som kaldes rørsump eller rettere ferskvandsrørsumpe, idet der også findes strandrørsumpe (kapitlet Strandengskysterne). Ferskvandsrørsumpe dannes som bræmmevegetation ved søbredder og vandhuller og langs langsomt strømmende vandløb. Rørsumpen fungerer som en overgangszone mellem vandområderne og moserne og engene. Ud over tagrør vokser ofte dunhammer, sø-kogleaks, rørgræs, dynd-padderok og høj sødgræs i rørsumpe. En mere sjælden art er gul frøstjerne, der bliver ca. 1 m høj, og som lidt ligner haveplanten akeleje på bladene. I rørsumpen kan man også finde den elegante gul iris, der er ca. 1 m høj med brede, sværdformede blade, stærkt gule blomster og store, saftigt grønne frugtkapsler.
Tilgroning
Længere oppe i ådalen er der en endnu vådere og mere højtvoksende naturtype end rørsumpen. Det er skovsumpen, hvor vedplanter har overtaget i forhold til lavmosens halvgræsser, siv og urter. De høje elletræer har fuldstændig vanddækkede rødder, og på lidt tørrere partier står der ask og birk. Her vokser desuden hyldebladet baldrian, hjortetrøst og angelik. skovsumpen behandles nærmere i bindet om skovene.
Et andet sted i ådalen er der et område med pilekrat, som er ved at tage magten på en fersk eng, hvor græsningen blev opgivet for ca. 10 år siden. Der står stadig gamle hegnspæle tilbage rundt om græsningsarealet, men den buskagtige og hurtigvoksende grå-pil er ved at danne et massivt, tæt krat, hvor der næsten ikke findes andre planter under de skyggende grene og blade (figur 1-7). En enkelt kravlende bittersød natskygge og den enårige plante burre-snerre klarer at vokse her, da de kan sno sig frem til sollyset hen oven pilekrattet. Men ellers er artsrigdommen ganske lav.
Kulturengen
Vender man nu blikket mod øst ud over den anden del af den østjyske ådal, er synet ikke nær så naturpræget som mod vest. Her er vandløbet reguleret og har ikke længere de fine mæanderbuer, men løber grøftet og udrettet i bunden af ådalen. Vedligeholdelsen af vandløbet er effektiv med det fremmeste formål at sørge for, at vandet strømmer hurtigst muligt væk fra de dyrkede bredarealer. Vandløbet er blevet uddybet og udrettet gennem mange år, så det ligger dybt nedskåret i terrænet. Vandløbsplanterne, grøden, skæres ofte for at forhindre, at bredarealerne bliver oversvømmet. Arealerne langs med vandløbet består dels af omdriftsarealer med landbrugsafgrøder og dels af såkaldte kulturenge.
Kultureng er en intensivt drevet udgave af den ferske eng, og den indgår som en del af de mere intensive landbrugssystemer. overfladerelieffet er ensartet, da arealet indimellem pløjes op, og desuden får det tilført kunstgødning for at øge produktionen. Ved en endnu mere intensiv udnyttelse kan kulturengene blive til græsmarker. Græsmarkerne er drænede, omlægges hyppigt og gødskes meget. Vegetationen er særdeles artsfattig og domineres af de dyrkede arter, der sås ud – især græsarter.
Overordnet set er kulturenge og græsmarker en del af ådalens grønne bælte i det østjyske kulturlandskab. Men de har ikke de samme naturmæssige kvaliteter som lavmosen eller den ferske natureng med kildevæld og knoldkær.
Kulturenge og græsmarker fungerer primært som spredningskorridorer for dyr, der bevæger sig rundt i kulturlandskabet, og som overgangszoner mellem de intensivt dyrkede arealer og vandløbet.
Kulturengens planter
Vegetationen domineres af kulturgræsser som almindelig rajgræs, eng-rottehale, eng-rævehale, eng-svingel og eng-rapgræs, der alle er udsået af landmanden. Græsfrøblandingen kan være iblandet hvid-kløver for at give et bedre udbytte. På kulturengen kan man finde enkelte vilde engplanter som lav ranunkel, mælkebøtte og tusindfryd, men naturengens arter har svært ved at indvandre, da kulturgræssernes rodnet er meget tæt og ikke giver plads til nye planters fremspiring. Græsset fra kulturenge anvendes som vinterfoder til f.eks. kvæg i form af hø eller til ensilage. Græsset slås med maskine et par gange i løbet af sæsonen.
Næringsfattige ferske enge og lavmoser
Naturen i Grejsdalen, som var udgangspunkt for de hidtil beskrevne naturtyper, er et klassisk eksempel på de forskellige næringsrige mose- og engtyper, som findes i en stor del af landet. Men Danmark rummer også næringsfattige enge og lavmoser – især i området vest for isens hovedstilstandslinje under sidste istid. F.eks. langs vandløbene nær Varde og Ringkøbing kan man finde lavmoser og enge på næringsfattig, våd bund. Her vokser arter som smalbladet kæruld, almindelig star og græsset blåtop, og i bunden findes der mange forskellige mosser. Den vellugtende busk pors vokser i de fugtige dele af mosen; planten kendes især af snapsebryggere, som anvender de aromatiske harpiksholdige blade til en mørkegylden snaps.
Ferske enge på næringsfattig bund udnyttes ekstensivt til græsning og/eller høslæt, men der er ikke den samme næringsværdi i græsset/høet fra denne type eng som fra enge på mere næringsrig jordbund, da der vokser langt færre græsser, men flere siv, starer og andre halvgræsser. Disse planter indeholder mere strukturstof som lignin (træstof) og kisel og er derfor ringere føde for kvæg end f.eks. rapgræs og svingel. Men også „mosegræsser“ som mose-bunke, blåtop og katteskæg indeholder så meget strukturstof, at de undgås af de græssende dyr. Produktionen på denne type eng er ikke særlig høj på grund af det lavere næringsstofindhold i jordbunden (figur 4-4).
Højmosen
Som nævnt i boks 4-1 er højmosen en af de naturligt dannede naturtyper på åben, fugtig bund. Den er tillige næringsfattig, fordi den får al sit vand fra nedbøren. Et eksempel er Holmegårds Mose mellem Næstved og Holme Olstrup. Når man nærmer sig Holmegårds Mose fra syd, skråner terrænet markant nedad gennem den nærliggende Fensmark Skov. På det laveste punkt i terrænet går Fensmark Skov over i en såkaldt laggzone (figur 4-5), som udgør højmosens yderste rand. Inden for laggzonen er der i de fleste højmoser en kantskov, som ofte kun er få meter bred med spredte træer som skov-fyr, birk og rød-el. I laggzonen rundt om Holmegårds Mose er der ellesump blandet med dunbirk og pors. Her vokser store eksemplarer af den sjældne, næsten grønt lysende kongebregne sammen med bl.a. hyldebladet baldrian og topstar samt dusk-fredløs og kragefod.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Boks 2
| FIGUR 4-7. Hængesæk dannes ved, at tørvemosser vokser ud over en vandflade, hvor der er stillestående vand. Når først mosserne har dannet et sammenfiltret tæppe hen over vandet, kommer andre planter som f.eks. kragefod og tranebær til. Efterhånden bliver hængesækken tykkere og tykkere, så man kan gå på den. Det vil dog være en både gyngende og ret farlig gåtur, for man risikerer at træde igennem hængesækken og få fødderne ned i vandet nedenunder. Indsat skematisk tegning af snit gennem hængesæk. Foto: C.S. Brok. Ill.: Jørgen Strunge. |
Afsnit fortsætter her.
Når man har bevæget sig gennem laggzonen og kantskoven, strækker der sig foran en et vidtåbent landskab – højmosefladen, der hvælver sig op til toppen af højmosen (figur 4-5). I Holmegårds Mose er der dog kun dele af den hvælvede højmoseflade tilbage, da der gennem 1800- og 1900-tallet blev gravet tørv til brug som brændsel på det nærliggende Holmegårds Glasværk. Heldigvis har en fredning af dele af Holmegårds Mose forhindret en fuldstændig bortgravning, og der er stadig veludviklede højmoseflader tilbage (figur 1-3 og 4-6).
Holmegårds Mose er dannet ved forsumpning af en vidtstrakt flade af issø-ler. Andre højmoser har en anden tilblivelseshistorie. Store og Lille Vildmose i Nordjylland er således dannet ved forsumpning af en lavtliggende flade af hævet stenalderhavbund. Atter andre højmoser, f.eks. Skidendam i Nordsjælland, er dannet ved tilgroning af en næringsfattig sø, idet karplanter med udløbere, f.eks. smalbladet kæruld, krage fod og bukkeblad, sammen med tørvemos er vokset ud over vandfladen og har dannet en hængesæk (figur 4-7).
Uanset dannelsesmåden aflejres der med tiden et kompakt tørvelag. Når dette bliver mere end 50 cm tykt, mister planternes rødder kontakten med det minerogene vand, grundvandet. Dannelsen af et tørvelag af denne tykkelse tager et par hundrede år. Herefter modtager vegetationen kun vand i form af nedbør og kun de næringsstoffer, der er opløst heri eller som afsættes direkte på planterne fra atmosfæren. Højmosen er derfor yderst næringsfattig. Den har sit eget vandspejl, som svinger op og ned alt efter mængden af nedbør og omfanget af fordampning. På grund af sin særlige dannelse kan der kun dannes højmoser, hvor der er et relativt køligt klima med megen nedbør. Figur 4-8 viser udbredelsen af højmoser i Danmark i dag.
Højmosens planter
På turen hen over højmosefladen i Holmegårds Mose støder man på de få, men meget karakteristiske plantearter, der kan klare sig ved høj fugtighed, med meget lidt næring i rodzonen og lav pH, og som kræver meget lys. Højmosefladen er udviklet som en mosaik af våde lavninger, der kaldes høljer, og mere tørre tuer, og højmoseplanterne er fordelt i overensstemmelse hermed (figur 4-9). I høljerne, som kan være mellem 1 og 20 m2 store, er der hængesæk med tørvemos (Sphagnum). I de danske højmoser findes almindeligvis 10-12 forskellige arter af tørvemos (figur 4-10). De mest almindelige er den kraftige, røde Sphagnum magellanicum, den mere spinkle og røde Sphagnum rubellum, den langbladede og grønne Sphagnum cuspidatum og den småbladede, grønne Sphagnum tenellum.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Boks 4
| FIGUR 4-9. Fordelingen af højmoseplanter langs en fugtighedsgradient med tuer og høljer. Jørgen Strunge efter Petersen og Vestergaard, 2006. |
Afsnit fortsætter her.
Tørvemos har en ejendommelige skudbygning, idet stænglens grene er samlet i knipper med 3-5, omtrent lige lange grene i hvert knippe. I bladene er der arbejdsdeling mellem smalle celler med grønkorn, der står for fotosyntesen, og store tomme og farveløse celler, hyalinceller, der kan opsuge vand gennem porer i cellevæggen. Cellevæggen er afstivet med spiral- eller ringformede fortykkelser, så cellerne ikke falder sammen, selv om mosset tørrer ud. Man kan med hånden presse flere deciliter vand ud af en klump frisk tørvemos – mosset genfinder alligevel sin form bagefter.
I høljerne vokser desuden halvgræsset hvid næbfrø og den kødædende plante soldug. Her kan man også træffe tre forskellige arter af soldug – liden soldug (figur 4-11), langbladet soldug og rundbladet soldug, hvoraf den sidste er mest almindelig og også kan findes i de næringsfattige lavmoser uden for højmoserne.
Højmosens tuer er 40-50 cm højere end bunden af høljerne og varierer i størrelse fra 2 til 50 m2. På tuerne og på kanten mellem tuer og høljer træffer man arter som smalbladet kæruld, tue-kæruld og tue-kogleaks samt de smukke dværgbuske klokkelyng, rosmarinlyng, hedelyng, tranebær og revling (figur 4-17B). Desuden findes der på tuerne flere arter af de meget langsomtvoksende rensdyrlaver, Cladonia og Cladina.
Klimaet spiller i øvrigt en rolle for høljernes og tuernes fordeling, som har ændret sig i tidens løb. I perioder med meget nedbør og ringe fordampning er højmosen i vækst, og høljerne breder sig over højmosefladen. I perioder, hvor der er mindre nedbør, vil tuerne derimod brede sig på høljernes bekostning.
Højmoser får i dag ekstra næring
Som nævnt modtager højmoserne kun vand i form af nedbør. Nedbørens indhold af opløste salte varierer imidlertid geografisk og er højere i den vestlige del af Danmark, nær Vesterhavet, end mod øst (tabel 4-1). Dette afspejler sig i højmosernes vegetation. således vokser der på højmosefladen i Kongens Mose i Sønderjylland ud over de ovenfor nævnte karakteristiske højmoseplanter også arter som græsset blåtop og den gulblomstrede benbræk fra liljefamilien. Disse planter vokser normalt kun i moser med minerogen vandtilførsel, men de kan sandsynligvis hurtigt optage de næringsstoffer, som føres fra Vesterhavet via nedbøren, og derfor klarer de sig alligevel på højmosefladen.
I dag er det dog ikke kun de naturligt bestemte forskelle i nedbørens indhold af næringssalte, der regionalt betyder noget for højmosernes vegetation. Gennem det sidste halve århundrede er der sket mere end en fordobling af den mængde kvælstof, der tilføres direkte fra atmosfæren med nedbøren. I gennemsnit tilfører nedbøren 15-20 kg kvælstof pr. ha pr. år, hvor tallene omkring 1900 var 4-5 kg kvælstof pr. ha pr. år. Danmarks Miljøundersøgelser har i 2004 beregnet det totale nedfald af kvælstof for en række udvalgte næringsfølsomme naturområder, og for Kongens Mose i Sønderjylland er værdien 15 kg pr. ha pr. år. Den øgede næringsstofpåvirkning er en medvirkende årsag til, at mere næringselskende karplanter som blåtop generelt er gået frem på vores højmoser på bekostning af mindre næringkrævende planter arter som soldug og tørvemos. Desuden er der indvandret arter, som man ikke tidligere kunne finde i en højmose. Det drejer sig f.eks. om gederams, skarpfinnet mangeløv og almindelig star og ikke mindst birk og bjerg-fyr. De to sidstnævnte vedplanter skygger de lyskrævende og lavtvoksende højmoseplanter ud og forårsager samtidig en udtørring af højmosens overflade.
Ferske enge og moser er ofte vanskelige at afgrænse
Ferske enge og moser fremstår i det foregående som relativt veldefinerede naturtyper, der klart kan adskilles ved tilstedeværelse eller fravær af græsning og/eller høslæt og et karakteristisk indhold af forskellige plantearter. Men helt så enkelt er det ikke altid (se boks 4-2). Eksempel: Bliver en fersk eng til en mose, blot fordi der ikke er græsning med køer dét år, man undersøger vegetationen? Eller: Kan håndfaste definitioner, der på basis af få indikatorarter adskiller den ene type fra den anden, bruges med sikkerhed i praksis?
Billedet kan blive endnu mere forvirrende, når man anvender den kulturhistoriske definition af mose og eng, hvor enge kan være både våde og tørre naturtyper, bare de græsses eller høet slås, mens moser er et sted, hvor man skærer tørv.
Ydermere finder man ofte de forskellige typer i mosaik – midt i en næringsrig lavmose kan der være partier med næringsfattigt præg, små områder med hængesæk eller et mindre pilekrat.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Boks 6
Boks 8
| Inddelingen af moser og enge bygger på vandforholdene, driftsforholdene og næringsforholdene. Moser, dvs. åbne naturtyper på fugtig bund, der ikke udnyttes til græsning og/ eller høslet, kan enten være højmoser eller lavmoser. Højmoser er moser, der kun modtager vand via nedbør (ombrogent vand), mens lavmoser både modtager vand fra nedbøren og fra grundvandet (minerogent vand). Det minerogene vand kan være af tre forskellige undertyper – soligent, topogent og limnogent – som uddybes senere i kapitlet. Moser, der kun får tilført ombrogent vand, kaldes også ombrogene moser, og tilsvarende kaldes den anden type for minerogene moser. Er der drift i form af græsning og/eller høslæt i en lavmose, udvikler den sig til det, man kalder en fersk eng. Både lavmoser og ferske enge findes som næringsrige og næringsfattige typer alt efter jordbundstypen, og der kan være et stort sammenfald af plantearter på enge og i lavmoser. Alt efter driftens intensitet inddeles ferske enge i naturenge og kulturenge. Højmoser findes derimod kun i en næringsfattig udgave på grund af den særlige vandtilførsel. I dette kapitel bruges ordet „mose“ bredt om alle fugtigbundsnaturtyper uden drift, dvs. både højmoser og lavmoser, uanset type afvandmætning. Navnet „fersk eng“ er forbeholdt minerogene fugtigbundsnaturtyper med græsning og/eller høslæt. |
|---|
Afsnit fortsætter her.
Vejviser
Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Moserne og de ferske enge.
- Forrige afsnit er Variationen i det åbne land
- Næste afsnit er Vand og jordbund
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.