FIGUR 4-42. En eng græsset med naturplejemidler fra Fyns Amt i Vindinge Å-dal syd for Nyborg. Her vokser en større bestand af maj-gøgeurt – en usædvanlig art efter østfynske forhold.

.

På Østfyn syd for Nyborg ligger et 163 ha stort landskabsfredet område, som delvis hører til det gamle baroni Holckenhavn, der blev anlagt omkring 1579 og frem. Holckenhavn Fjord er en forlængelse af Nyborg Fjord, og i denne udløber Vindinge Å, der er Fyns næstslængste vandløb. Langs vandløbet er der en bred ådal med flere forskellige sidetilløb i form af bl.a. Kogsbølle Bæk, Ørbæk Å m.fl.

Den første strækning af Vindinge Å ved udløbet til fjorden har stadig sine gamle mæanderbuer bevaret, mens vandløbet længere inde i landet er blevet udrettet. Udretningen er dels foretaget i forbindelse med landbrugets intensivering af arealerne gennem årene, dels i forbindelse med anlægget af motorvejen over Fyn, se i øvrigt figur 4-36. Langs en af de gamle mæanderbuer ligger et højt plateau – en moræneknold, der er efterladt af isen. Her har forskellige historiske kilder placeret Gammelborg, forgængeren for Nyborg slot, fra slutningen af 1100-tallet. Gammelborg skulle være opgivet som borg, da man anlagde Nyborg slot nærmere ved kysten.

Langs med Vindinge Å kan man se eksempler på en meget almindeligt forekommende mosaik af næringsrige enge og moser i mere eller mindre tilgroet og opgivet tilstand blandet med enkelte græssede eller slåede områder samt tætte skovsumpe og rørsumpe, der beholdes af hensyn til jagten. Denne type ådalsnatur findes mange steder, især i det østlige Danmark på moræneler nord og øst for hovedstilstandslinjen. pH er ofte så høj, at vigtige næringsstoffer som kvælstof og fosfor er lettilgængelige for planterne. Produktionen af biomasse er høj, og hvis der ikke er drift i form af slæt eller græsning, bliver vegetationen domineret af konkurrencestærke arter som høj sødgræs, kær-star, almindelig mjødurt, lådden dueurt og tagrør.

I Vindinge Å-dal har der tidligere været tra ditionel engdrift med høslæt før 1. juli, hvorefter høet kunne tørre på de stærkt skrånende arealer med overdrev lige syd for den hvidkalkede landsbykirke i Vindinge. Derefter blev ungkreaturerne sat på eftergræsning. I dele af ådalen er der rester af kalkprægede enge med arter som leverurt, djævelsbid, vinget perikon og en større bestand af maj-gøgeurt. Her har tidligere også vokset kalkindikatoren sump-hullæbe, men denne art er nu forsvundet fra ådalen, og den er i øvrigt blevet meget sjælden på Fyn.

Ved en undersøgelse af en række græssede og tidligere græssede parceller i Vindinge Å-dal i midten af 1990'erne viste det sig, at både for lidt og for meget græsning kunne være et problem i forhold til artsrigdommen og forekomst af indikatorarter for værdifuld eng og mose. Der blev foretaget en sammenligning af en eng med stærk græsning med mange heste og kvæg, en med middel græsning med kvæg og en, hvor græsningen var opgivet nogle år i forvejen. Den største artsrigdom og største hyppighed af karakteristiske engarter fandtes på engen med middel græsning.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Vindinge Å-dal - som moser og enge er flest.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig