Moser og ferske enge – før, nu og i fremtiden

I dag udgør naturtyperne moser og ferske enge ca. 195.000 ha eller 4,5 % af det danske landareal. Men sådan har det ikke altid været. Omkring år 1800 udgjorde enge og moser ca. en fjerdedel af landarealet, og de var en væsentlig ressource i datidens landbrug gennem høslæt og græsning mv. (se Engen i 1800- og 1900-tallet).

Siden 1800-tallet er mose- og engarealet gået stærkt tilbage på grund af afvanding og opdyrkning til landbrugsjord (figur 4-36). Fra omkring 1920 mistede moserne og de ferske enge deres betydning som ressource i landbruget med indførsel af kunstgødning, nedgang i kvægbestanden og mere effektive landbrugsmetoder, og de blev derfor inddraget til landbrugsareal, drevet ekstensivt eller opgivet og overladt til tilgroning med rørsump, skovsump og egentlig skov. Det betød reduktion af eng- og mosearealet, men det medførte også, at de enkelte eng- og moselokaliteter ofte blev isoleret fra hinanden, hvilket gør det sværere for bestande af disse naturtypers planter og dyr at spredes sig og udveksle gener. Det forringer yderligere engenes og mosernes naturindhold.

Man mener, at der i 1919 var højmose i 668 mosekomplekser. I dag er der godt 20 egentlige højmoser tilbage, hvoraf kun de otte er større end 5 ha – heriblandt er Lille Vildmose i Nordjylland med sine godt 2000 ha en af de største, aktive højmoser i det europæiske lavland. Tilbagegangen for denne naturtype skyldes primært tørvegravning og afvanding ved anlæg af grøfter, pumpning, vandindvinding mv.

Et godt eksempel er den tidligere omtalte Holmegårds Mose på Sydsjælland, hvor højmosevegetationen er blevet kraftigt reduceret. Det nærliggende glasværk havde brug for store mængder brændsel til produktionen, og hvad var mere naturligt end at udnytte de store naturressourcer i form af tørv fra mosen op gennem 1800- og 1900-tallet, hvor olie, kul og naturgas ikke var let tilgængelige energikilder. Heldigvis har en fredning af dele af Holmegårds Mose forhindret fuldstændig bortgravning af alle veludviklede højmoseflader (figur 4-6).

Til gengæld trues den næringsfattige natur af afvanding og af den stigende eutrofiering af landskabet.

Den markante tilbagegang i højmoser observeres ikke kun i Danmark – i hele Vesteuropa er aktive højmoser en særdeles truet naturtype, som der gøres en del for at beskytte og om muligt genoprette med midler fra bl.a. EU.

Ikke bare er arealet med enge og moser blevet reduceret, men områdernes naturkvalitet er også blevet forringet. Det afspejles bl.a. i antallet af sjældne arter, som er opført på den nationale rødliste. Ud af 202 karakteristiske engplanter er de 20 rødlistede, mens 46 af 251 karakteristiske moseplanter er rødlistede.

En værdifuld dokumentation af naturkvalitetens udvikling i enge og moser før og efter 1980 er tilvejebragt af Fyns Amt i en undersøgelse fra 2001. Som mål for naturkvaliteten anvendte man mosernes indhold af rødlistede plantearter, forekomst af den engang så almindelige engblomme samt mosens indehold af plantearter tilhørende mosetypen ekstremrigkær (se boks 4-2). På 172 velundersøgte moselokaliteter kortlagde man fund af karakteristiske og sjældne plantearter før 1980 ved hjælp af gamle ekskursionsberetninger, herbariemateriale etc. De samme lokaliteter blev derefter genundersøgt i 1998-1999 med en målrettet eftersøgning af de arter, som tidligere var kendt derfra.

Undersøgelsen viste et markant fald i naturkvaliteten. Af de 172 moser, der før 1980 havde forekomst af en til flere rødlistede plantearter, var der kun 45, som stadig husede disse arter efter 1980. Dette svarer til, at de rødlistede plantearter er forsvundet fra 74 % af lokaliteterne. De mest sjældne arter var tilmed forsvundet fra 85 % af lokaliteterne. Dertil kom, at der i de tilbageværende moser med forekomst af rødlistearter kunne observeres næsten en halvering af disse arters bestande.

Undersøgelsen viste også, at udbredelsen af den tidligere ret almindelige engblomme i de fynske moser nu er sparsom – arten er forsvundet fra 72 % af de 88 tidligere kendte forekomster. Og af de 92 ekstremrigkær, der var kendt før 1980, er nu 59 % forsvundet.

Ud fra beregninger af mosernes areal og indhold af arter forudsagde Fyns Amt, at selv hvis der sker en total opbremsning for reduktion/forringelser i mosernes areal, vil yderligere 20-30 moseplanter alligevel forsvinde fra amtet, da bestandene nu er blevet så små og isolerede, at de ikke kan opretholdes.

Opgørelsen af det nuværende danske mose- og engareal, 4,5 % af landarealet, omfatter kun de moser og ferske enge, der er beskyttede efter § 3 i Naturbeskyttelsesloven. Moser og ferske enge på under 2500 m² er ikke medtaget. Disse helt små naturområder har man ingen tal for. De § 3-beskyttede moser og ferske enge udgør hhv. 2,1 % og 2,4 % af landets samlede areal. De fleste moser findes i Jylland. For de ferske enges vedkommende er omkring 30 % beliggende i det tidligere Nordjyllands Amt, og desuden er der store engarealer i de tidligere Ribe og Sønderjyllands amter.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Den lovmæssige beskyttelse indebærer, at moser og enge sammen med andre naturtyper er beskyttet mod opdyrkning, afvanding, bebyggelse mv. Beskyttelse har dog ikke kunnet forhindre, at naturkvaliteten i mange moser og enge i dag er ringe. Det karakteristiske og værdifulde naturindhold er ved at forsvinde på grund af manglende drift, påvirkning med næringsstoffer, isolation af bestande og mangel på vand i landskabet. Det kunne bl.a. dokumenteres på basis af de grundige § 3-registre-ringer af moser og enge på Fyn, som Fyns Amt foretog fra slutningen af 1980'erne til midten af 1990'erne i henhold til Naturbeskyttelseslovens bestemmelser. Hver mose blev besøgt, og ud over en registrering af plantearter og vegetationstyper blev det vurderet, hvad der påvirkede naturindholdet i mosen (tabel 4-4). Det var især tilgroning og dræning, som truede naturkvaliteten i de fynske moser.

Naturpleje kan genskabe engen Ved en målrettet naturplejeindsats kan man bringe tilgroede og artsfattige højurteenge eller enge, der er tilgroet med birk og gråpilekrat, tilbage til en artsrig, lysåben naturtype. Naturplejen indledes med engangsindgreb i form af rydning af vedplanter og slæt af højtvoksende urter og græsser. Derefter sættes kontinuerlig pleje med græsning eller høslæt i gang.

Tilgroningen af mange af de danske enge og moser er imidlertid så voldsom og udbredt, at de få naturplejetiltag, som myndighederne sætter i værk, kun ændrer ganske lidt på den negative udvikling. Men dér, hvor indsatsen sker, hjælper den. Lokale initativer som kogræsserforeninger og høslætslaug har reddet mange mindre engområder landet over (figur 4-38).

En eng ved Gentofte Sø nær København er et godt eksempel på naturplejens positive virkning (figur 4-39). I starten af 1980'erne var engen meget tilgroet med lådden dueurt, tagrør, kåltidsel og hjortetrøst. I 1981 startede man et forsøg med maskinel slåning med fingerklipper og buskrydder. I løbet af 10 år viste resultatet sig – karplanternes artsantal steg fra 18 til 29 arter pr. m², og antallet af blomstrende kødfarvet gøgeurt steg fra 2 til 433 eksemplarer. Desuden har plejen gjort mulighederne for ynglende vadefugle betydeligt bedre.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Moser og ferske enge – før, nu og i fremtiden.

• Forrige afsnit er Tilpasninger til forskellige driftformer
• Næste afsnit er Eksempler på lokaliteter, hvor man kan opleve moser og ferske enge