FIGUR 4-32 (a). Insekter fra engen. Forstørrelse angivet. Enggræshoppe x 2.

.

FIGUR 4-32 (b). Almindelig markgræshoppe x 2.

.

FIGUR 4-32 (c). Grætæge x 4.

.

FIGUR 4-32 (d). Fritflue x 10.

.

FIGUR 4-32 (e). Dværgcikade x 7.

.

FIGUR 4-33. De mange insektarter, der lever i blomsterhoveder af tidsler, her horsetidsel, danner et fødenet af planteædere (røde pile), rovdyr (grå pile) samt råd- og svampeædere (gule pile). På figuren optræder sommerfuglelarver både som planteædere og rovdyr, fordi de kan fortære insektlarver sammen med plantevævet.

.

FIGUR 4-34. Gennemskåret blomsterhoved af horsetidsel med larver af båndflue, Urophora stylata (voksen båndflue indsat).

.

Engens vegetation domineres af græsser, der på forskellig vis udnyttes af planteædende insektarter. Nogle suger eller gnaver udvendigt på plan terne, f.eks. cikader, græshopper og sommerfuglelarver. Andre planteædere, f.eks. mange fluelarver, lever diskret inde i plantevævet og borer i stængler, gnaver miner i bladene eller fremkalder galler.

Dyrene på græs

I græsvegetationen er cikader ofte de talrigste planteædere med op til flere hundrede individer pr. m2. Der er særlig mange cikader på lokaliteter, hvor vegetationen består af mange græsarter af forskellig højde, således at der er et stort udvalg af levesteder til rådighed.

Både cikadenymfer og voksne suger plantesaft. Hver cikade optager i sin levetid så meget plantesaft, at det svarer til flere hundrede gange dens egen kropsvægt. Det er anslået, at en stor bestand af cikaden Cicadella viridis i løbet af sæsonen kan suge adskillige liter plantesaft fra græsser og urter pr. m2 eng.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

FIGUR 4-31 (1). Eksempler på nogle af de mange snyltende insekter, som angriber cikader. 1) Snyltehveps (Mymaridae), der snylter på cikadeæg.

.

FIGUR 4-31 (2). Viftevinge (Strepsiptera), hvis udvikling finder sted inde i cikaderne.

.

FIGUR 4-31 (3). Øjeflue (Pipunculidae), som ligeledes udvikler sig inde i en cikade.

.

FIGUR 4-31. Fotografiet i midten viser værtsdyret, den grønne cikade Cicadella viridis.

.

FIGUR 4-31 (4). Hveps (Dryinidae), hvis forben er forsynet med tænger.

.

FIGUR 4-31 (5). Hvepsen kan fastholde en cikade med sine forben, mens den lægger æg inde i den.

.

FIGUR 4-31 (6). Resultatet bliver en deform cikade, hvor en hvepselarve (mørkegrøn) ses på vej ud gennem bagkroppen.

.
FIGUR 4-31. Eksempler på nogle af de mange snyltende insekter, som angriber cikader. På fotografiet i midten ses værtsdyret, den grønne cikade Cicadella viridis. 1) Snyltehveps (Mymaridae), der snylter på cikadeæg. 2) Viftevinge (Strepsiptera), hvis udvikling finder sted inde i cikaderne. 3) Øjeflue (Pipunculidae), som ligeledes udvikler sig inde i en cikade. 4) Hveps (Dryinidae), hvis forben er forsynet med tænger, som den 5) kan fastholde en cikade med, mens den lægger æg inde i den. 6) Resultatet bliver en deform cikade, hvor en hvepselarve (mørkegrøn) ses på vej ud gennem bagkroppen. Efter Waloff & Jervis, 1987, og Lindberg, 1950. Foto: F. Folkvang.

Afsnit fortsætter her.

Til cikader er knyttet et helt lille samfund af snyltende insekter (figur 4-31). På engplanternes blade søger bittesmå snyltehvepse efter cikadeæg, der sidder gemt i bladvævet. Når et cikadeæg er lokaliseret, borer snyltehvepsen læggerøret ind til værtens æg og lægger selv et æg. Snyltehvepselarven dræber værtens æg, før det når at klække. Snyltehvepsene kan være så talrige, at de bliver en afgørende faktor i reguleringen af cikadebestande. En anden snyltehveps (figur 4-31) lægger æg i nymfer eller voksne cikader, men nedlægger også nogle som bytte. I løbet af sin levetid kan en enkelt hun dræbe 100-175 cikader.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 2

FIGUR 4-32. Insekter fra engen. Forstørrelse angivet. Tegning: J. Sunesen.

Afsnit fortsætter her.

Også flere arter af markgræshopper er almindelige på enge (figur 4-32). De lever næsten udelukkende af græsblade, som de begnaver fra kanten. Græsser som fødeemne kan dog volde græshoppenymfer problemer: Unge nymfer vrager således græsser med højt kiselindhold, f.eks. mosebunke, men den tætte hårklædning på fløjlsgræs og de indrullede bladrande hos svingelarter fører også til fravalg. De voksne enggræshopper (Chorthippus parallelus) er mindre selektive, og deres fødevalg afspejler formodentlig blot de enkelte græsarters hyppighed i vegetationen.

Fritfluelarver lever inde i græsskud, hvor de angriber vækstpunktet. Her er kiselindholdet lavt og plantevævet let at udnytte. Den mest almindelige fritflueart er Oscinella nitidissima, der foretrækker græsser på fugtige eller skyggede voksesteder. To andre fritfluer, Oscinella vastator og Oscinella pusilla, er også almindelige. På enge og andre uforstyrrede græsarealer kan man finde op til ca. 400 larver pr. m2. I sommerens løb kan fritfluer producere 2-3 generationer. Andre fritfluearters larver lever som rådædere i græsskud, der allerede er angrebet af stængelminerende larver.

Dyrene i blomster

En lang række insektarter er knyttet til engens blomsterplanter. Især findes der et rigt liv af planteædende insekter på tidselarterne, hvor de udnytter forskellige dele af planten. Dette insektliv tiltrækker mange arter af rovinsekter og snyltehvepse.

Blomsterkurvene har et særlig rigt insektliv: I sommerperioden tiltrækker de mange blomsterbesøgende insekter, f.eks. dagsommerfugle, bier og fluer, men også inde i blomsterkurvene vrimler det med liv (figur 4-33 og 4-34). Når blomstringen er ophørt og tidselkurvene visner, overtages de i efterårets løb af rådædere som bænkebidere, springhaler og småbiller. Tidselkurvene er således en stor del af året aktivitetscentre for mange smådyr.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Tilpasninger hos engens smådyr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig