Levevilkår i bylandskabet

Med sine mange lodrette flader, fremspring, niveauforskelle og afsatser samt sit faste substrat – sten – kan byen betragtes som et klippelandskab. Det gælder i hvert fald for klippeduen, hvis mere eller mindre domesticerede efterkommere nu forekommer som vildtlevende i mange større byer.

Men det gælder også mursejler og skimmelflagermus og mange planter, der er tilpasset til landskaber med mange huler, sprækker og afsatser med faste overflader. Og det gælder for klatreplanter som rådhusvin og blåregn, der har gode muligheder på de lodrette flader. Mindre planter som bregner, mosser og laver trives også godt på byens faste substrat, bl.a. fordi de kan tåle langvarig udtørring.

I reglen vil de oprindelige landskabselementer fra tiden før byen bredte sig over området være enten udslettet eller stærkt ændret. Landskabsrelieffet er ofte udjævnet af veje og bebyggelse. Små søer er ofte fyldt op, og vandløb lagt i rør. Og kysten vil også være udlignet og bebygget i større eller mindre grad.

Bebyggelsesgraden aftager som nævnt fra centrum ud imod byranden. Inde i de mest city-prægede dele af større byer vil bygninger stort set deles med gader og parkeringsanlæg om arealet, og kun ganske lidt plads vil være levnet til parker, legepladser og andre opholdsarealer. Men selv under sådanne meget kontrollerede vilkår er naturen ikke helt udelukket. Der vil næsten altid være nogle vilde planter og dyr, der kan få fodfæste. Er de til gene, betegner man dem som ukrudt og skadedyr. Men er de det ikke, bør de ligesom i andre landskaber betragtes som et positivt udtryk for den levende natur, vi værdsætter og i sidste ende er dybt afhængige af.

Byens overflade er altså for en stor del befæstet, dvs. asfalteret, flise- eller tagbelagt. Byen er relativ fattig på åben jord, hvor vildtlevende plante- og dyreliv kan indvandre og etablere sig.

En arealfordeling, hvor to tredjedele udgøres af befæstede overflader, og en tredjedel består af små mere eller mindre plejede vegetationsbærende overflader, er dog almindelig i danske byer (se boks 10-2).

De mange lodrette bygningsflader, det store energiforbrug, de mange befæstede og få ubefæstede arealer bidrager alle sammen til, at byens særlige klima afviger fra det omkringliggende landskabs. Murenes masse holder på varmen, så nætterne er lunere end ude på landet. Arter, der har deres vigtigste levesteder syd for os kan klare sig bedre i byen end uden for den, fordi sommeren er varmere og vinteren kortere herinde. Det giver f.eks. større chance for, at der kommer modne frugter på figen og fersken i gårdhaverne, solsorten når at få et kuld mere, og forårsblomsterne springer tidligere ud (figur 10-1).

Byens belysning har også indflydelse på dyre- og plantelivet. Planternes fotosyntese forlænges, dyrene kan søge føde flere timer i døgnet, og fuglene begynder tidligere og slutter senere med at synge i byen end deres artsfæller på landet. Nattemørket afkortes og forstyrres mere i byen end på landet.

Bygningerne kan med deres lævirkning og varmeafgivelse i lukkede gårde skabe ekstreme „varmelommer“. Til gengæld kan klimaet omkring højere bygninger, lige gader og åbne pladser være vindomsust pga. vindens turbulens og dermed mere kølende.

De befæstede arealer og kloakeringen leder vandet efter en regnbyge væk, før det når at fordampe og dermed øge luftens fugtighed og mindske temperaturen. Sammen med de beskrevne varme- og vindforhold og den beskedne vegetationsdækning fører dette til, at byens klima er mere tørt end det omgivende lands, selv om der falder mest regn i byen.

Samlet kan byens klima karakteriseres som varmere, mere varieret, f.eks. lunt og stille eller koldt og blæsende, og mere tørt end de øvrige landskaber i det åbne land. Klimaet bliver mere ekstremt, når man bevæger sig fra forstæderne ind imod bymidten (tabel 10-1).

Som allerede nævnt afbrydes vandets kredsløb, når det i stedet for at blive opsuget af jordoverfladen for siden langsomt at sive ned til grundvandet eller ud i et vandløb, føres direkte i kloakken. Således kan sporene efter et heftigt regnskyl være væk efter få timer, mens det i ubebyggede landskaber med normalt vegetationsdække påvirker fordampning og vandindhold i jorden mange dage frem.

Indvindingen af grundvand til drikkevand har ført til en betydelig sænkning af grundvandsspejlet omkring mange byer, hvilket yderligere har bidraget til tørlægning af landskabet. Både på grund af denne vandindvinding og på grund af den almindelige byudvikling er vandhuller i vidt omfang forsvundet, og vandløb rørlagt. Vandet er en mangelvare i bylandskabet, og det præger byens plante- og dyreliv.

Men også den lave luftfugtighed sætter grænser for en del planter, mange insekter og andre dyr. Eksempelvis er vandlevende planter såsom dunhammer og nogle arter af siv og dyr såsom frøer, tudser, salamandre og snegle sparsomme.

Også andre stoffer end vand får ofte deres kredsløb afbrudt. Blade og grene fejes sammen og køres bort, og dermed forsvinder også grundlaget for de organismer, der er knyttet til den nedbryderfødekæde, der ellers kunne have ført til, at næringsstofferne igen kunne blive frigjort og igen indgå i omsætningen. Det medvirker til det fænomen, at fødekæderne i byen generelt er korte, fordi nedbryderne mangler.

Der er dog ikke kun tale om, at stoffer fjernes. Faktisk kan byen lokalt være præget af stor rigdom på næringssalte. Det er den på steder, hvor hunde ynder at ‘markere’ eller placere deres efterladenskaber, eller i parker og haver, hvor fodring af fugle kan give anledning til betydelig eutrofiering.

Ud over hvad der måtte blive spildt ved fodring af fugle betyder tilgængeligheden af spiseligt affald ved affaldskurve og skraldepladser, at ræve kan klare sig helt inde i midten af byen, ligesom store flokke af hættemåge og sølvmåge har byen som fourageringsområde. Rotter i baggårde og kloaksystemer er også velkendte. Men generelt er mangel på føde, især for de arter, der har mere specielle krav, i høj grad med til at begrænse den biologiske mangfoldighed i byerne. Bortset fra de få „klippelandsspecialister“ og de mange eksotiske arter (se nedenfor) er byerne præget af meget almindelige, såkaldt opportunistiske arter. Sjældne arter er endnu mere sjældne i byen end på landet.

Endelig betyder den tætte trafik, at nedfaldet og afsætningen af kvælstofforbindelser, f.eks. i København, er på højde med det, man kan måle i de mest husdyrintensive dele af Jylland. Dette bidrager til den almindelige eutrofiering af byens levesteder. Ligesom svovldioxid, der for 30 år siden forekom i høje koncentrationer i røgen fra fabrikker og kraftværker, fører det til en forsuring af nedbøren. Den udstrakte brug af cement og mørtel gør dog de fleste byjorde meget kalkrige. Det udgør en buffer mod den sure regn. Så det generelle billede er, at sure og næringsfattige biotoper normalt ikke findes i bylandskabet.

I 1970'erne bevirkede det høje svovldioxidindhold i luften, at kun to lavarter på den tid kunne leve på træerne i Botanisk Have i København, mod 52 arter på træerne i Grib Skov. I dag, hvor udslippet af svovldioxid er mindsket markant, er flere laver vendt tilbage.

En særlig udfordring for planterne i byen er, at mange arealer kan være forurenet med tungmetaller og organiske forbindelser. Særlig slemt kan det være på gamle gasværksgrunde, benzinstationer, ved renserier og udslip fra trafikken (boks 10-4). Derudover har det indtil for få år siden været almindelig praksis at bekæmpe ukrudt med pesticider. Det har dels fjernet de naturligt forekommende plantearter, dels har det medført en ophobning af miljøfremmede stoffer i jorden. Stærkt forurenet jord kan betyde, at nogle plantearter slet ikke kan etablere sig. Brugen af pesticider på offentlige arealer er i dag næsten ophørt i mange af landets kommuner.

Med den intensive menneskelige aktivitet i byen vil de hyppige forstyrrelser af levevilkårene være helt afgørende for, hvad det er for en natur, man møder. Bebyggelsen og asfalteringen er nævnt, påvirkningen af energistrømme og stofkredsløb ligeså. Men også den stadige trafik og de mange mennesker med deres hunde og katte bevirker, at især mange pattedyr og flere fuglearter fortrækker, selv om fødegrundlaget og redepladserne måske var til stede. F.eks. mangler jordrugende fugle næsten helt i byen.

Forstyrrelsesbilledet er dog ikke entydigt negativt. I modsætning til det åbne land, hvor der stort set drives jagt overalt, er byen næsten fri for jagt. Det giver sig forskellige udslag. I jagttiden kan byen være refugium for ænder, der tager ophold i byens søer. Og bestandene af flere større pattedyr som mår og ræv er faktisk større i byen, end de ville have været, hvis jagttrykket i byen havde været som på landet. På den anden side er trafikken hård ved nogle af de samme dyr. F.eks. skønnes rævene i byen, på trods af fraværet af jagt, kun at blive halvt så gamle som deres artsfæller på landet på grund af påkørsler i trafikken.

Også planterne påvirkes af forstyrrelser, omend det er med en lidt langsommere kadence. Byens planter er nemlig enten knyttet til plejede arealer i parker og gårdhaver, hvor plejen ofte gør kort proces med en spontan, vild vegetation. Eller også er den knyttet til tilfældige restarealer, såsom et stille hjørne af et baneterræn eller en hustomt, der venter på at blive bebygget. I dette tilfælde får roen i reglen kun lov til at herske i ganske få år. De mindst forstyrrede arealer findes på gamle kirkegårde. Men selv her er plejen ganske intensiv. Vedvarende, vild vegetation er ligesom det dertil hørende dyreliv derfor en absolut sjældenhed i byens landskab.

En særlig form for forurening er den introduktion, der tilsigtet eller utilsigtet sker af plante- og dyrearter fra fremmede himmelstrøg. Sådanne „eksotiske arter“ findes også i de øvrige dele af landet, men i byen er de forholdsvis hyppige. Dette islæt af fremmede arter, som ikke nødvendigvis er et problem, kan direkte anvendes som mål for en given vegetations grad af forstyrrelse. Nedenfor omtales flere eksempler herpå.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Levevilkår i bylandskabet.

• Forrige afsnit er Naturen i bylandskabet
• Næste afsnit er Planterne og deres tilpasninger