.
.

For nogle parkforvaltere kan det være svært at vente på, at vegetationen bare etablerer sig spontant i f.eks. en ny bypark eller et friareal omkring en boligblok. Desuden strider det mod mange menneskers æstetiske sans, at der vokser „ukrudt“ frem i stedet for prydplanter i den nyanlagte park. Nogle steder udsår man derfor blomsterengsblandinger af mere eller mindre eksotisk oprindelse. De seneste 15-20 år har forskellige danske frøavlere opformeret frø af vildtvoksende danske urter og græsser, men der sælges også frøblandinger med arter fra Nordamerika, Japan mv. (se tabel 10-2).

TABEL 10-2. Fortegnelse over arter, som indgår i danske blomsterengsblandinger. Efter Calov og Odgaard, 1997 og Calov, 2001.
Se 22 mest almindelige arter, som opformeres i Danmark Nogle frøblandinger, der er i handlen
Naturengblanding (til fugtig jord) Naturengblanding Svagtvoksende græsser med engblomster
Almindelig kamgræs Almindelig knopurt Almindelig kællingetand Almindelig røllike Blæresmælde Cikorie Dag-pragtstjerne Engelskgræs Farve-gåseurt Gul snerre Hare-kløver Hjertegræs Hulkravet kodriver Hvid okseøje Knoldet mjødurt Kornblomst Korn-valmue Muse-vikke Prikbladet perikon Slangehoved Vellugtende gulaks Vild gulerod Almindelig røllike Nyse-røllike Trævlekrone Kattehale Almindelig katost Skov-forglemmigej Almindelig brunelle Dag-pragtstjerne Almindelig kamgræs Fløjlsgræs Flerårige arter Hulkravet kodriver Hvid okseøje Almindelig røllike Blæresmelde Almindelig kællingetand Vild gulerod Slangehoved Enårige arter Korn-valmue Kornblomst Klinte I blandingen er 10% blomsterfrø og 90% græsfrø Farve-gåseurt Hvid okseøje Almindelig kællingetand Almindelig røllike Blæresmælde Gul snerre Slangehoved Almindelig knopurt Cikorie Hare-kløver Tjærenellike Rød svingel Almindelig Kamgræs Fåre-svingel

Problemet med blomsterengsblandingerne er, at arterne ikke indgår i det naturlige biologiske samspil – f.eks. kan planterne vise sig at være ringe føde for det naturligt forekommende insektliv. Desuden klarer de udsåede arter sig ofte ret dårligt i det danske klima. En spontan etableret flora vil på langt sigt være mere bæredygtig end udsåede eksotiske blomster.

Udsåede blomsterengsblandinger giver området et uautentisk præg ved at sløre landskabshistorien – udsåning kan betyde, at man ikke længere kan regne med, at nye forekomster af engelskgræs eller hulkravet kodriver langs vejene er resultat af en spontan spredning, men i stedet kan skyldes direkte udsåning. Endelig kan der være genetiske forskelle mellem bestandene af de naturligt forekommende plantearter og bestandene af de samme arter, som udsås. Krydsning mellem spontant forekommende og udsåede arter vil ske, og genpuljen for bestandene ændres for altid.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

Kæmpe-bjørneklo.

.

Kæmpe-bjørneklo.

.
Kæmpe-bjørneklo

Ill.: Jens Overgaard Christensen.

Afsnit fortsætter her.

Udsåning af ikke-hjemmehørende arter kan desuden medføre spredning af såkaldt landskabsukrudt (invasive arter). Det bedst kendte eksempel er kæmpe-bjørneklo. Den forekommer stadig mest på mere eller mindre kulturpåvirkede voksesteder som motorvejsrabatter, ‘glemte’ grunde i byen og i industrikvarterer. Men arten er god til at sprede sig og er i stand til at invadere mange typer af plantesamfund som f.eks. bræmmer langs vandløb og ugræssede enge i det åbne land (figur 15-12). Her udkonkurrerer arten den oprindelige vegetation og truer bl.a. artsrige plantesamfund som rigkær.

Kæmpe-bjørneklo og andre højtvoksende arter og underarter af bjørneklo blev indført fra den sydrussiske provins Kaukasus og fra ca. 1803 dyrket som prydplante i Københavns Universitets Botaniske Have, som dengang lå bag Charlottenborg. Allerede i 1869 blev kæmpe-bjørneklo registreret som forvildet ved Store Heddinge. Frø fra planterne i Botanisk Have var blevet solgt videre til bl.a. godserne ved Gavnø og Knuthenborg for at pynte i herregårdshaverne.

I dag er arten vidt udbredt, og mange steder kæmper offentlige myndigheder og privatpersoner en brav kamp mod kæmpe-bjørnekloens fremmarch. Kæmpe-bjørneklo har kun få naturlige fjender, og desuden udgør planten et helbredsmæssigt problem for mennesker pga. sit indhold af giftige, hudirriterende stoffer. Bekæmpelsen sker bl.a. med fåregræsning, slåning og rodstikning.

Af indførte prydplanter findes der en overvældende mængde, der stammer fra alverdens lande. Artsudbuddet inden for denne gruppe skal der ikke gøres nærmere rede for her. Der kan dog nævnes eksempler som begrønning af facader med f.eks. arkitektens trøst (Fallopia/Po-lygonum baldschuanicum), humle, blåregn, rådhusvin eller vedbend, en rosenpergola mellem to plejehjemsbygninger, krokus- og påskeliljeløg i vejkanter og midterrabatter og klippede buksbom og dekorative tjørnetræer i rokokoagtige parkanlæg i storbyerne.

I sig selv er det en iscenesat vegetation, der fuldstændig er reguleret af de gartnere eller grundejere, der passer arealerne til daglig. Det fratager dog ikke de pæne vækster deres berettigelse som en kilde til undren, inspiration og variation i bylandskabet, og selv om planterne er sået, plantet og nusset om af dygtige gartnere, er de samtidig underlagt det samme klima og de øvrige påvirkninger som den spontane og den indslæbte flora. Grønne planter tilfører byens stramme linjer og glatte overflader et mere organisk præg og giver desuden byens dyr mulighed for et skjule-, føde- eller redested.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 2

Boks 10-3. Spontant opståede bevoksninger

Får et areal i byen lov til at passe sig selv, vil der med tiden udvikle sig en varieret vegetation alt efter jordbundstypen, afstanden til naturområder, arealets anvendelse osv. Disse bevoksninger kan bestå af planter, der er „indvandret“ til byen via veje og jernbaner og havne. Men de kan have svært ved at finde et sted at slå sig ned. De fleste grønne arealer ligger som isolerede „øer i stenørkenen“. Trods alt formår mange arter alligevel at nå frem. Det er især planter, der spredes med vinden, og som er tilpasset et liv på forstyrret jordbund på f.eks. byggetomter og havnearealer.

Ud over at blive spredt med vinden eller med dyr kan byens planter stamme fra frø i jorden. Denne „frøbank“ bærer vidnesbyrd om tidligere tiders vegetation og arealanvendelse, før byen lagde sit „tæppe“ af asfalt og sten over landskabet. F.eks. blev der ved sanering og nedrivning af ældre ejendomme i de københavnske brokvarterer fundet historiske læge-/munkeplanter som bulmeurt, hjertebladet gåsefod og gyldenlak-hjørneklap, som alle har frø, der kan ligge rigtig mange år i jorden uden at miste spireevnen.

Et eksempel på en sådan spontant opstået bevoksning ses på det forladte jernbaneterræn ved Storebæltsfærgerne i Nyborg. I 1997 blev et areal på flere hektar mellem den gamle banegård og færgelejerne for jernbanefærgerne tilovers, da Vestbroen over og tunnelen under Storebælt blev indviet.

Kort tid efter, at togtrafikken var ophørt, og den øvrige færdsel stoppet, kunne man finde over 60 forskellige plantearter på jernbaneterrænets ral, sand og grus, hvor der så at sige ikke voksede noget før. En del af de nye planter var en- eller toårige ruderatplanter. Efterhånden kom flerårige arter som gederams, ager-tidsel, brombær, håret star og grå-bynke til. Tilstedeværelsen af enkelte træer som eksempelvis vortebirk er tegn på, at udviklingen forløber relativt hurtigt på arealet. Således er et stykke spontan natur ved at vokse frem på det forladte areal midt i bylandskabet. Men da et sådant areal ofte er eftertragtet til ny byudvikling og anden anvendelse, er det et spørgsmål om tid, hvor langt udviklingen kommer, og om områdets selvgroede natur får lov til at være upåvirket.

At følge den vilde floras udvikling på et restareal i byen giver væsentlig information om omgivelsernes indhold af vilde planter, og hvilke vilkår voksestedet tilbyder nyindvandrede plantearter. Når en ny art dukker op på restarealet, kan man begynde at gætte på, hvor arten kommer fra, og hvordan den er kommet hertil. Er arten spredt med vinden som et mælkebøttefrø, eller har det klæbrige frø fra en vejbred siddet fast i gartnerens støvle på vej fra byparken til restarealet? Når planten først er ankommet til arealet, vil vækstbetingelserne på det nye voksested være bestemmende for, om arten vedbliver på arealet, og om den får afkom og breder sig. Samtidig kan flere andre arter sprede sig til arealet, og konkurrencen mellem arterne tager til.

Afsnit fortsætter her.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Udsåede og andre ikke-hjemmehørende arter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig