Strandengenes status og pleje

Strandengenes samlede areal blev i 1996 opgjort til 43.622 hektar (tabel 8-4). Det svarer til omkring 1% af landets areal. Opgørelsen omfatter de græssede strandenge, strandrørsumpene og strandoverdrevene, men ikke vaderne ved Vadehavet. Godt og vel en fjerdedel af det samlede areal findes ved Limfjorden og på Læsø i de tidligere Nordjyllands Amt og Viborg Amt. Andre amter med store strandengsarealer er Ribe Amt (bl.a. Skallingen), Sønderjyllands Amt, Ringkøbing Amt (bl.a. Tipperne), Fyns Amt, Storstrøms Amt (bl.a. Nyord) og Københavns Amt (bl.a. Saltholm).

Opgørelsen i tabel 8-4 inkluderer ret store arealer, der ikke kan kaldes egentlig strandeng. Det drejer sig om inddigede arealer, hvor tidligere strandenge nu er godt på vej til at blive til ferske enge. Det gælder f.eks. Bygholm Vejle ved Limfjorden, Vestamager og engene rundt om Saltbæk Vig på Sjælland.

Man skønner, at det nuværende strandengsareal udgør mindre end halvdelen af arealet for 150-200 år siden. Hvordan er så store arealer forsvundet? En meget væsentlig del af reduktionen skyldes udvidelse og intensivering af landbrugsdriften. Således har opdyrkning af de højereliggende dele af strandengene været almindelig praksis helt frem til midten af 1970'erne.

De enkelte strandenge er blevet mindre, og de er kommet til at ligge mere isoleret fra hinanden. Strandengenes dyr og planter har derfor fået ringere mulighed for at bevæge sig rundt mellem de forskellige strandengslokaliteter og for at opretholde lokale, levedygtige bestande.

Men også strandengenes naturlige artssammensætning af dyr og planter, deres overfladeopbygning, vand- og næringsstofkredsløb og deres produktivitet (under ét naturkvalitet) er blevet forringet. Disse ødelæggelser skyldes bl.a. dræning, gødskning og jordbearbejdning. I boks 8-4 karakteriseres en strandeng med høj naturkvalitet.

I vore dage er strandengene ikke længere så truet af yderligere arealreduktion. Det bør i hvert fald den gældende nationale naturbeskyttelseslovgivning forhindre. Man har gennem lovgivningen også forsøgt at forhindre yderligere forringelse af strandengenes naturkvalitet. § 3 i Naturbeskyttelsesloven af 1992 indeholder således en generel beskyttelse af strandengene på linje med andre naturtyper. Beskyttelsen indebærer for strandengenes vedkommende i praksis, at den hidtidige udnyttelse kan videreføres, men at gødskning og dræning ikke må intensiveres og ny ikke må iværksættes, samt at ny omlægning, opdyrkning og tilplantning ikke må finde sted.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Meget store strandengsarealer er endvidere gået tabt fra midten af 1800-tallet og frem til anden verdenskrig ved inddæmning af arealer på søterritoriet. De inddæmmede områder var ofte lavvandede, beskyttede havområder omgivet af strandenge, der forsvandt som sådanne. Det største samlede inddæmmede havområde findes på Lollands sydkyst (figur 8-51). Her blev ca. 7.200 ha havareal og 11.000 ha lavtliggende landarealer inddæmmet efter stormfloden i 1872 og taget ind til landbrug. Lollands sydkyst bestod oprindeligt af bugter og fjorde med talrige øer omgivet af store strandengsarealer, der blev anvendt til græsning. Hele dette varierede naturlandskab forsvandt med inddæmningen.

Disse beskyttelsesforanstaltninger kan dog ikke forhindre, at strandengene fortsat forandres. Gennem de senere årtier har udnyttelsen af strandengene til græsning og slæt været stadig aftagende. På nogle arealer er antallet af dyr blevet reduceret – græsningstrykket er faldende. Men på mange strandenge, især små og afsides liggende lokaliteter, er græsningen helt ophørt. Når græsningen ophører, starter en succession. Den lavtvoksende salteng bliver til en strandrørsump, og det lysåbne strandoverdrev vokser til med krat og skov – strandengen „gror til“.

Tilgroningen ses i almindelighed som en trussel imod strandengene. Det skyldes, at antallet af levesteder og dermed antallet af dyre- og plantearter reduceres. De tilgroede arealer har lavere biologisk mangfoldighed end de græssede arealer. Det går især ud over mange sjældne eller meget specialiserede arter.

På den anden side har også de tilgroede, mere artsfattige strandenge biologisk værdi i kraft af, at de repræsenterer vegetationsformer, som kan have eksisteret før mennesket begyndte at udnytte og forandre landskabet. Allerede før mennesket introducerede græsning med kvæg og får på strandengene, har en del af arealerne formodentlig været holdt åbne af bestande af vilde græsædere som kronhjort, rådyr og gæs, men store arealer har sikkert henligget som naturlige strandrørsumpe. Og strandrørsumpene, især i de sydøstlige dele af landet, har stor biologisk værdi ved at huse nogle af vore sjældne og beskyttede plantearter (se Strandrørsumpenes planter).

Myndighederne forsøger ved naturpleje at bevare eller genskabe strandengenes natur. Naturpleje forudsætter, at man beslutter sig for, hvilken natur man ønsker. På strandengene er det typisk arealer med lav bevoksning bestående af mange arter, hvor den eneste menneskelige påvirkning består af moderat kreatur- eller fåregræsning. Naturplejen på strandengene retter sig derfor hovedsagelig mod at opretholde eller genskabe denne tilstand.

På strandenge, som ikke har været udnyttet til græsning (eller slæt) gennem en lang årrække, eller hvor vandforholdene er blevet ændret ved dræning eller lignende, kan det være nødvendigt at indlede naturplejen med en restaurering af området. Den kan bestå i opfyldning af grøfter og vandstandshævning, f.eks. ved hjælp af brædder på tværs i gamle grøfter. Restaureringen kan også bestå i, at man rydder buske og træer, fjerner rørsump ved rørskær eller afbrænder vissent plantemateriale – alt med det formål at „åbne“ arealet for den lavtvoksende, mere artsrige vegetation.

Når det er gjort, følges plejen op ved genindførelse af den tidligere græsning eller slæt. Græsningstrykket bør være moderat. Der bør ikke græsse mere end 1-1,5 ungkreaturer pr. hektar. Og de græssede arealer må ikke gødskes, sprøjtes eller kalkes, da det vil være til skade for det plante- og dyreliv, man tilstræber.

Gennem de seneste årtier har der været stigende interesse for at erstatte tabte strandengsarealer med nye strandenge.

Ved Geddal ved Limfjorden er et dige blevet gravet af til en højde af 1,25 meter over havets overflade, hvilket svarer til højden af et tidligere „sommerdige“, dvs. et dige, der er højt nok til at forhindre oversvømmelse om sommeren, men som ikke kan modstå det ofte kraftigere højvande om vinteren. Derfor kan saltvandet nu igen lejlighedsvis oversvømme arealet, og de tidligere marker bliver efterhånden genskabt som lavvandede småsøer og strandenge, hvor vegetationen holdes lav ved græsning eller slæt (figur 16-9).

Før 1966 var Hjarbæk Fjord en lavvandet arm af Limfjorden omgivet af strandenge. I 1966 blev fjorden afskåret fra Limfjorden ved en dæmning med en sluse, der ikke tillod indstrømning af saltvand. De tidligere strandenge blev ferske. I 1991 blev slusepraksis imidlertid ændret, således at der nu tillades indstrømning af saltvand op til en vis højvandshøjde. Det har medført, at salttålende arter som strand-annelgræs, harril, kødet hindeknæ og vingefrøet hindeknæ igen indgår i vegetationen.

I forbindelse med bygningen af det fremskudte dige ved Højer ved Vadehavet i årene 1979-81 blev 1100 ha vade og marskforland foran det gamle Højer-dige omdannet til en kog, Margrethekogen. I den sydlige del af området blev der etableret en lavvandet saltvandssø, hvortil der ved højvande strømmer saltvand ind fra Vadehavet. Miljøet på den tidligere marsk er dog blevet afgørende ændret på grund af fraværet af regelmæssigt høj- og lavvande. Som erstatning for det tabte marskareal besluttede myndighederne at anlægge et bredt, grønt forland foran diget. Udviklingen af dette forland har dog, på trods af senere bygning af slikgårde, vist sig at tage længere tid, end det var forudset (figur 8-52).

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Strandengenes status og pleje.

• Forrige afsnit er Dyrenes aktivitet følger tidevandets rytme
• Næste afsnit er Eksempler på gode strandengslokaliteter