Tilpasninger til græsning og slæt

Planternes tilpasning til og tolerance over for græsning varierer fra art til art. Læs herom i kapitlet Moserne og de ferske enge. Blandt strandengsplanterne bliver arter som strand-annelgræs og harril begunstiget af græsning, mens f.eks. strand-asters og strandmalurt bliver hæmmet (tabel 8-2).

Ved græsningen reduceres planternes overjordiske biomasse. Derved hæmmes deres formering, fordi antallet af blomstrende skud formindskes. Og hvor jordbunden er fugtig og blød, rives planternes rødder og jordstængler op og beskadiges. Men afløvningen har også den virkning, at der kommer mere lys ned til jordoverfladen. Derved får frø mulighed for at spire, og cyanobakterier for at vokse og binde luftens kvælstof.

Reduktionen af planternes biomasse nedsætter umiddelbart mængden af fotosynteseaktivt plantevæv. Til gengæld kan produktiviteten kan fremmes hos den tilbageværende biomasse. Undersøgelser har således vist, at den overjordiske produktivitet kan blive forøget med fra 35 til omkring 75 % på grund af græsning. Det forudsætter dog, at græsningstrykket, dvs. antallet af græssende dyr pr. arealenhed, holdes på et moderat niveau (figur 3-29).

Arter, der begunstiges af græsning, er karakteristiske for de lavtvoksende saltenge. Det gælder flerårige arter som jordbær-kløver (figur 8-11), strand-annelgræs og kryb-hvene. Hos disse arter er en stor del af biomassen koncentreret nær ved jordoverfladen, og de mister derfor ikke fatalt meget biomasse ved afbidningen. Men også enårige arter som f.eks. kveller og strandgåsefod har fordel af græsningen. Det skyldes, at konkurrencen fra de flerårige arter reduceres, og der skabes bare pletter, hvor deres frø kan spire.

Arter, der ikke tåler, at en stor del af deres grønne skud bides af, hæmmes af græsning. Det gælder høje rørsumpplanter som tagrør, strand-kogleaks og blågrøn kogleaks. Andre arter tåler ikke at blive trådt på, eller de hæmmes i væksten af sammentrædning af jorden, som forårsager et lavt iltindhold. Det gælder f.eks. strand-malurt og stilkløs kilebæger. Men der er også arter, der er indifferente over for græsning, f.eks. rød svingel og tætblomstret hindebæger (figur 8-15). De vokser derfor både på græssede og ugræssede strandenge.

Antallet af plantearter er oftest højere på de græssede end på de ugræssede strandenge (figur 8-41). Det skyldes, at de græssende dyr ved deres adfærd forøger heterogeniteten på strandengen og dermed skaber levemulighed for flere arter. Den ugræssede strandeng er mere homogen. Her vil arter, der ikke tåler græsning eller som er upåvirkede, f.eks. rød svingel, der danner et tæt bunddække, eller tagrør, der er høj og opnår en stor biomasse, dominere i en sådan grad, at de fleste andre arter bliver lukket ude eller hæmmes stærkt.

Slæt ligner græsning ved, at en stor del af biomassen fjernes. Men slæt er forskellig fra græsning ved, at alle planter skæres af på samme tidspunkt, med samme hyppighed og ved samme højde over jordoverfladen. Slæt virker derfor ikke nær så selektivt som græsning, hvor dyrene napper nogle ganske bestemte arter.

Men der er alligevel forskel på arternes tolerance over for slæt. En lavtvoksende art som kryb-hvene, der har det meste af den grønne biomasse koncentreret nær ved jordoverfladen, klarer høslæt bedre end en art som tagrør, der får hovedparten af biomassen afskåret af slåmaskinen. Figur 8-40 viser, hvorledes konkurrencen mellem disse to arter blev forskudt til fordel for krybhvene på en strandeng med tagrør, der var blevet slået med le gennem en årrække. Det gik især ud over tagrør. Mere om høslæt kontra græsning i kapitlet Moserne og de ferske enge.