Sortterne

Sortternen er den eneste af vore ternearter, der udelukkende yngler i ferskvand, deraf dens gamle navn, moseternen. Ternen er specialiseret i at fange flyvende insekter, vandinsekter og småfisk i overfladen, og den kan betragtes som en indikatorart for næringsrige engsumpe med mange insekter. Sortternen ynglede tidligere i søer og moser over hele landet, men den lever i dag kun på 4-5 lokaliteter. Bestanden er faldet fra flere tusinde par i 1800-tallet til et halvt hundrede par i 2003 (tabel 13-4).

Blot to lokaliteter rummer næsten hele bestanden. Det er Vejlerne i Thy og Tøndermarsken i Sønderjylland. I Vejlerne yngler sortternen i åbne partier i kanten af rørsumpe. Stedet er et af landets bedste, hvis man vil opleve den elegante og vævre terneart. Fouragerende sortterner ses om sommeren især ved dæmningen, der krydser de østlige Vejler ved Kærup Holme. I Tøndermarsken yngler den ved engvandingsgrøfter og i kreaturvandingshuller.

Sortterne ynglede tidligere ved mange moser, tørvegrave og lavvandede søer i alle dele af landet bortset fra Bornholm, men den er lidt efter lidt forsvundet, så den nu kun findes på de få nord- og vestjyske lokaliteter. Undersøgelser viser, at sortternen i særlig grad er knyttet til våde, tuede enge, som er vanddækkede i vinterhalvåret, men hvor vandstanden langsomt falder gennem foråret og efterlader lavvandede vandhuller eller vandfyldte grøfter, hvis insekter tjener som føde for sortternen i yngletiden.

Den langvarige overgødskning som følge af kvælstof- og fosforudvaskning fra landbrug med intensiv husdyrproduktion har sammen med ophør af græsning i bredzonen ændret engsumpes og mosers økologiske forhold til ugunst for arten. Den for sortternen så vigtige, tidligere åbne bredzone i overgangen mellem engen og vådområdet er groet til og kan hermed ikke længere udnyttes af arten til fødesøgning.

I Tøndermarsken er sortternebestanden faldet kraftigt siden midt i 1980'erne, og i de seneste 15 år har yngleparrene kun produceret få flyvefærdige unger. Årsagen er en ændret vandstandsregulering, så vandet i grøfterne nu lukkes ud af marsken tidligt på foråret. Hermed er der nem adgang for ræve, rotter og kragefugle til rederne, og meget få æg og unger overlever.