Mosehornugle

Mosehornuglen er blandt de få danske ugler, som er dagaktive. Den er meget cyklisk i sin optræden både som ynglefugl og som trækfugl. Som ynglefugl topper den typisk hvert 3.-4. år, når bestanden af markmus er i top (figur 13-8).

Denne jordlevende art har været i tilbagegang gennem mange år og er nu en af vore mest truede ugler. I gode år yngler nu blot 10-15 par, mens der i dårlige år maksimalt yngler 5 par (tabel 13-1). I 1960'erne ynglede mosehornuglen endnu mange steder. Men afvanding, opdyrkning, tilplantning og tilgroning ændrede ynglestederne i en ugunstig retning for arten. Den kræver store, helt åbne lokaliteter uden træer med store forekomster af markmus. De sikreste yngleområder er i dag de åbne marskenge ved Vadehavet. I de gode år yngler den også på åbne kystheder.

Nu ses mosehornuglen derfor primært som træk- og vintergæst. Især efter somre, hvor de nordskandinaviske og russiske bestande har haft god ynglesucces som følge af mange lemminger i fjeldene, ses mange mosehornugler på gennemrejse her i landet. I 1960'erne var mosehornuglen endnu mere talrig som træk- og vintergæst i Danmark, end den er nu.