Trane

Tranens stemningsfulde og vidtlydende duetskrig er et naturfænomen under udbredelse i den danske natur (figur 13-5). Denne sky og statelige fugl har gennem de senere år gennemgået en spændende, positiv udvikling. Indtil først i 1800-tallet ynglede den flere steder i Jylland og på Øerne. Men omkring 1850 ophørte den med at yngle – formentlig som følge af jagt, forstyrrelse og ægsamling. I 1952 dokumenteredes et ynglepar med 2 unger i Råbjerg Mose nordvest for Frederikshavn. Men meget tyder på, at fuglen havde ynglet her siden slutningen af 1930'erne. I 1957-58 fandtes nye ynglepar i Lille Vildmose og i Hanstholmreservatet. I de følgende tre årtier ynglede der blot 3-5 par traner på disse tre lokaliteter (tabel 13-1).

Vendepunktet indtraf i 1990, hvor der registreredes et tranepar med unger på Bornholm. Kort efter indvandrede arten også til Læsø. Herefter er såvel den nordjyske som den bornholmske tranebestand langsomt vokset. I 2001 talte den samlede nordjyske bestand 16 tranepar, og på Bornholm ynglede 5 par. Efter 1997 er der endvidere sket en spredning til 3-4 nye lokaliteter i Vest- og Sydjylland, og inden for de seneste år har tranen gjort yngleforsøg på Lolland.

Som i bl.a. Sverige, Tyskland og Polen, hvor tranen også er ekspanderet, har danske traner indtaget nye ynglebiotoper. De traditionelle nordjyske ynglebiotoper er magre hede- og højmoser, især klitheder med lavvandede søer og kær nær kysten. På Bornholm og Lolland lever arten derimod i næringsrige moseområder og i skovsumpe, f.eks. ellesumpe med blankt vand, hvilket er meget lig de nordtyske ynglebiotoper. Tranen kræver dog altid, at reden kan placeres på et fredeligt, utilgængeligt sted med 30-60 cm høj vandstand. Heri lægger den i løbet af april sine 2 æg. De danske ynglefugle ankommer i løbet af marts. Føden består primært af rodknolde, stængler, frø og andre plantedele, men tranen tager også orm, insekter, padder, æg og fugleunger. Under trækket ædes desuden afgrøder som kartofler og majs.

Ynglesuccesen svinger meget fra år til år. Hvis redeområdet tørrer ud som følge af et nedbørsfattigt forår opgiver tranen ofte. De senere år har der dog været en række gode yngleår med udfløjne unger i mange reder (tabel 13-2). Det er sikkert en del af forklaringen på den markante fremgang og spredning. Den generelle europæiske fremgang tilskrives i øvrigt forbedrede fredningsbestemmelser såvel som beskyttelse af fuglens vigtigste faste rastepladser på trækket mellem ynglepladserne i Nordøsteuropa og vinterkvarteret i Spanien.