Vintergæster

Sangsvanen kan fra november til april træffes over hele landet i lavvandede fjorde, vige og bugter, hvor fuglene „græsser“ på bundplanter som ålegræs og havgræs. En del sangsvaner går på land – især i forbindelse med hårdt vintervejr, når de lavvandede områder fryser til. Her æder de gerne nyspiret korn på marker med vintersæd eller spirer af græsudlæg og spildkorn i stubmarker. I Sydøstdanmark ses kanadagæs og sangsvaner ofte sammen, mens blandede flokke af pibe- og sangsvaner især træffes i Vestjylland. Et rigtig godt område for pibesvaner er oversvømmede enge og marker i Skjern Å-dalen.

Gæssene har været i fremgang takket været en bedre beskyttelse mod jagt. Samtidig har gæssene udvist en formidabel evne til at tilpasse sig et moderne kulturlandskab, hvor de bl.a. udnytter vinterafgrøder som fødekilde. De er alle planteædere, der især lever af græs og nyspiret korn.

Sædgæs opholder sig gerne på store, åbne mark- og engarealer i Sydsjælland og på Lolland, Falster og Møn. Flest ses i forbindelse med isvintre. I Thy træffes en fåtallig bestand af laplandske sædgæs. Disse gæs græsser på kystheder, enge og marker. Blisgåsen træffes især på Sydfalster – ofte sammen med sædgæs. Her er antallet vokset gennem de senere år. Blisgåsen ses også fåtalligt i de vestjyske gåseflokke.

De kortnæbbede gæs overvintrer i Vestjylland – specielt i området omkring Vest Stadil Fjord og Nissum Fjord – i ret stort antal. De græsser især på strandenge og stubmarker. I et forsøg på at nedbringe markskader fodres der med korn visse steder.

Igennem de senere år er betydelige mængder af bramgæsbegyndt at optræde om vinteren sammen med de kortnæbbede gæs. Store flokke af bramgæs er også stedfaste på marskengene ved Vadehavet, især på Mandø, i Ballum Enge og i Tøndermarsken (figur 13-41). Her opholder der sig ligeledes betydelige flokke af mørkbugede knortegæs. De ses ofte i trækperioderne om foråret og efteråret fouragerende på ålegræs i lavvandede fjorde og vige over hele landet.

Inden for de seneste årtier er også mange grågæs begyndt at overvintre i Danmark. De optræder især på marker, enge og ved kyster i Sydøstdanmark samt i mindre antal i Sydvestjylland.

De vintergæstende rovfugle er omtalt ovenfor under rovfugle i almindelighed.

Fire spurvefuglearter, der yngler nord for os, er om vinteren i særlig grad knyttet til det åbne land. Det er bjerglærke, snespurv, bjergirisk og laplandsværling. De kommer fra arktiske eller nordskandinaviske ynglepladser for at tilbringe vinteren her. Det er især ved kysten, de ses.

Bjerglærke og laplandsværling er begge fåtallige; sidstnævnte art ses næsten udelukkende i Vadehavsregionen. Under deres ophold i Danmark optræder de især på sparsomt bevoksede kystlokaliteter, strandenge og kystnære stubmarker, gerne med stenede, vegetationsløse partier.

Snespurven ses i mindre antal ved kyster over hele landet (figur 13-42), men den er talrigest i Nord- og Vestjylland. Bjergirisken er den mest udbredte af arterne. Den optræder normalt i de største flokke på kystlokaliteter, men småflokke kan også ses inde i landet. Bjergirisk æder gerne frø af forskellige vilde urter og opholder sig mest på jorden. Opfyldningsområder ved havne, der er sparsomt bevoksede med pionerplanter, græs og urter, er ligeledes udmærkede fødebiotoper for bjergirisker. Snespurv og bjerglærke ses sjældnere sådanne steder.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Vintergæster.

• Forrige afsnit er Vintergæster, trækgæster og andre gæster
• Næste afsnit er Trækgæster