Hugorm

Hugormen (figur 12-15) forekommer i det meste af Danmark. Den er almindelig i Syd-, Vest- og Nordjylland, i Nordsjælland og på Bornholm.

Hugorme finder man lettest ved at gå rundt og lede efter dem om morgenen eller først på formiddagen, mens de ligger og soler sig for at blive varmet op. En typisk solbadeplads er en lun krog med lavt græs beliggende på sydsiden af et godt skjulested så som en tæt busk.

I Vest- og Nordjylland findes hugorme især på lyngarealer, i kanten af nåleskov, i klitter og i næringsfattige moser. I det østlige Danmark er sådanne biotoper mindre almindelige, og i stedet findes hugormene mere i skovbryn og skovlysninger, moser, overdrev og hegn.

Hugormene overvintrer ofte mange sammen. Hannerne kommer som regel frem i marts; de solbader, er ret sløve, æder ikke og kan vanskeligt fås til at bide. Efter 3-4 uger skifter de ham og bliver meget klarere i farven. Nu ændrer de adfærd, bliver livlige og bidske, kæmper med hinanden og efterstræber hunnerne, der kommer frem i løbet af april. Når hunnerne er klar til at parre sig, søger de hen til det bestemte område, hvor parringerne oftest foregår. Efter parringstiden søger hanner og uparrede hunner ud i terrænet for at finde føde. Hvert individ opsøger som regel samme sted hvert år, og de fleste opholder sig inden for et snævert område sommeren igennem.

De parrede hunner forbliver derimod relativt nær ved parringspladsen; de lever ret skjult, solbader meget, og æder stort set ikke. Omkring august søger de tilbage til parrings- og overvintringspladsen og føder ungerne dér. Så snart fødslen er overstået, søger hunnerne ud for at fange mest mulig føde, inden de skal gå i vinterhi.

Unger, der fødes i august, begynder straks at søge føde; deres bid er giftigt lige fra begyndelsen. Unger, der fødes senere, søger vinterhi med det samme.

Ungernes føde er hovedsagelig firben, salamandre og frøer. Efterhånden, som de vokser til, udgør pattedyr, dvs. spidsmus og mus, en større og større del af føden, og voksne hugorme æder næsten kun mus.

Hvis en hugorm får færten af en mus, forfølger den duftsporet, indtil den kommer tæt på musen. Så hugger den gifttænderne i musen med et pludseligt, lynhurtigt angreb og trækker sig straks tilbage. Giften er nogle minutter om at virke, og i løbet af den tid kan musen nå at løbe langt væk. Men hugormen venter et stykke tid, og begynder først da at følge duftsporet, indtil den til sidst finder frem til den døde mus, som den sluger. Ved denne teknik undgår hugormen at musen angriber og bider den med sine fortænder.

Hunde og katte bliver undertiden bidt af hugorme, men i forhold til deres kropsvægt tåler de det bedre end mennesker. Hugormebid kan være farligt for mennesker med et svagt hjerte, for gravide og for børn på indtil 3 år. I løbet af 1900-tallet er i alt 8 mennesker døde af hugormebid i Danmark.

Hvis man bliver bidt, er det vigtigt at holde sig mest muligt i ro, og at blive transporteret til læge eller hospital med de færrest mulige anstrengelser for en selv. Derved hæmmes giftens spredning i kroppen mest muligt. Man skal ikke forsøge at suge giften ud af biddet, da man derved risikerer at giften spreder sig igennem små rifter i mundhulen. Giftvirkningerne kan afbødes, ved at patienten får antiserum. Dette kunne tidligere give dødsensfarlige allergireaktioner, men siden 1994 har man haft adgang til meget rent antiserum, som ikke skulle indebære denne fare.