Dyrkede marker som levested

I det foregående er de dyrkede marker fremstillet som ugæstfrie områder, hvor padderne ikke kan leve. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Endnu i 1940'erne kunne man ofte finde frøer og tudser hoppe omkring på de høstede marker i august på jagt efter insekter. Men i 1950'erne og 1960'erne ændrede det sig, da der skete et vældigt opsving i brugen af pesticider og mere udbredt anvendelse af markafbrænding.

I de senere årtier er det blevet stadig mere almindeligt at gøde med NPK-gødning i form af gødningskorn. Når en padde vandrer hen over en mark, klistrer kornene sig fast til dens hud; kalium fra kornene trænger ind igennem huden og lammer gradvist paddens nervesystem. Den dør i løbet af en halv times tid. Dette spiller især en rolle om foråret; det kan f.eks. betyde, at de padder, der ville holde til på marker med permanent græs, bliver slået ihjel af gødningskorn. Heldigvis bliver gødning mest spredt ud i tørt vejr, mens padderne vandrer i fugtigt vejr, og det nedsætter risikoen for at de kommer i kontakt med gødningskorn.

Løgfrøen

Trods alle disse vanskeligheder er der dog én paddeart, som i særlig grad er specialiseret til at leve i de dyrkede marker. Det er løgfrøen. Mens andre paddearter er afhængige af at finde skjul i udyrkede arealer nær markerne, kan løgfrøen klarer sig midt ude i den bare mark. Når den søger skjul, graver den sig simpelt hen lodret ned. På hver bagfod har den en skarp kant, som den bruger til at grave med (figur 12-6). Hvis man anbringer den på løs jord, kan den vrikke sig baglæns ned i jorden i løbet af blot ca. 1 minut. Dagen over ligger den typisk i ca. 10 cm’s dybde, afhængigt af hvor tørt eller koldt det er. Den kommer kun frem omkring midnat, og graver sig ned igen inden daggry.

På grund af sin skjulte levevis er løgfrøen vanskelig at studere. Det problem har man løst ved at indoperere radiosendere i maven på nogle løgfrøer og spore dyrene med en detektor, der opfanger radiosignalerne. I Danmark er det gjort på djursland. Her fandt man, at dyrene i gennemsnit kun er fremme hver tredje nat. I perioder med varmt og tørt vejr bliver de nede i jorden og graver sig endda dybere ned, til ca. 35 cm’s dybde. I fugtige og varme perioder ligger de derimod kun med få millimeter jord over sig.

I det undersøgte område havde løgfrøerne mulighed for dels at bruge en brakmark, dels en intensivt dyrket bygmark. Nogle frøer valgte det ene, andre det andet. I bygmarken holdt en løgfrø til i et sprøjtespor, og hver nat når den var fremme, vandrede den nogle meter videre frem ad sprøjtesporet. En sådan frø viser altså en fantastisk tilpasning til moderne landbrugslandskaber – alt, hvad den skal bruge, er en bygmark og et sprøjtespor!

Med så nøjsomme krav til levestedet kunne løgfrøen have været en god forbundsfælle for landmanden. Den lever jo af insekter, ikke mindst skadeinsekter. I Polen har man f.eks. konstateret, at den meget gerne æder coloradobiller. Men mange ting i den moderne dyrkning gør løgfrøerne så sjældne, at de ikke har nogen praktisk betydning. Sprøjtning reducerer mængden af insekter, men værre endnu er tendensen til at pløje stadig dybere. Formentlig går mange individer til ved, at de bliver skåret i stykker af ploven. Det er derfor meget svært at opretholde en bestand på pløjejord.

Nogle få steder forsøger man at bevare løgfrøerne ved at få landmanden til kun at anvende overfladisk jordbehandling (harvning). Ellers overlever løgfrøerne kun i visse egne, hvor der er mange marker med permanent græsning, især i områder med meget hobbylandbrug. Desuden findes de ofte i køkkenhaver på landet, hvor man kan finde dem i jorden mellem kartofler eller porrer.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Padder på dyrkede marker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig