Rovdyr (på land)

Ræven kan leve de mest forskellige steder, når blot der er føde og skjul, hvor den kan hvile og opfostre sine unger. Ræve på landet er som oftest sky og vant til at blive efterstræbt af jægere og hunde. De ved, på hvilke tider af døgnet og hvordan de kan færdes nær menneskelig beboelse. En ræv er, hvad den har lært af sin mor med en overbygning af egne erfaringer; og ræve er hurtige til at lære.

Man ved ikke, hvordan ræven blev byræv, men det bedste gæt er, at en eller flere hunræve har fundet ud af, at det slet ikke er så farligt at færdes i de menneskefyldte parcelhuskvarterer, ja selv langt inde i storbyen, i parkerne, langs baneterrænet osv. Her er der masser af mennesker meget tæt på. Men om natten er der fred og ro. Og i byerne er menneskenes adfærd anderledes. Ofte lægger de slet ikke mærke til rævene, og de går ikke på jagt. Disse ræve er blevet byræve. Et nyt adfærdsmønster er blevet indlært, og når først det er sket, læres det nemt videre til ungerne. Man kan nu roligt sige, at ræven hører til både i det åbne land og i byerne.

Ræven er altædende. To danske forskningsprojekter har undersøgt landræves fødevalg ved analyser af maveindholdet på døde dyr. Resultaterne varierer i detaljen, hvad angår procenterne af fødeemner, men det generelle billede er det samme. Småpattedyr (figur 11-12) udgjorde 74,4 % i den ene og 75,5 % i den anden undersøgelse, og i begge udgjorde markmus høje, men forskellige andele, henholdsvis 63,0 % og 38,8 %. Resten af føden fordeler sig på husdyr inklusive diverse slagteaffald og ådsler, hønsefugle, pattedyr, småfugle og frugt.

En undersøgelse viser, at byrævene skifter til en endnu mere bredspektret menu uden dominans af en bestemt kategori af fødeemner. Dog indgår menneskeføde i høj grad. Det drejer sig nok ikke så meget om føde hentet i skraldespandene – dertil lukkes de for godt til – men snarere om bortkastede føderester. Småpattedyr er der ikke mange af i byernes centrale dele, men de er stadig et oplagt fødeemne for rævene i yderkvartererne.

Normalt findes grævlingens gravkomplekser i skove og krat. Her bor grævlingen, ofte i klaner med flere dyr. Her er vinterhiet, og her fødes og opfostres ungerne. Om aftenen kan man tit være heldig at møde grævlingen på skovveje eller i skovbryn. Derfor regnes grævlingen ofte til skovens dyr, men det er kun en del af sandheden.

Undersøgelser har vist, at grævlingen henter det meste af sin alsidige føde i det åbne land. Et af de vigtigste fødeemner er regnorme, som især tages i græssede marker, hvor tætheden er størst. En anden vigtig fødekilde er småpattedyr, og her dominerer igen åbentlandsarter som markmus og skovmus, som primært fanges i brakmarker og i småbiotoper. Rødmus indgår også. Korn er en tredje vigtig fødekilde, især hvede og byg (figur 11-13).

Mange grævlinger dræbes årligt i trafikken, når de krydser vejene på deres færden efter føde i deres vidtstrakte aktivitetsområde.

De to mindste mårdyr, brud og lækat har begge et højt stofskifte og er aktive med mellemrum døgnet igennem. De er specialiserede musejægere og forekommer fortrinsvis i det åbne land på steder med højt dækkende græs. De ses ofte kun kortvarigt, f.eks. når de lynhurtigt krydser en vej fra ét græsområde til et andet. Det er også sådanne steder, de findes trafikdræbte.

Smågnaverne jages dels i de underjordiske gange, dels i løbegangene i det høje græs. Bruden er den mindste art og kan let følge byttet ned i selv snævre gangsystemer. Lækatten er noget større (figur 11-14), og der er desuden forskel i størrelse på kønnene hos begge arter. En stor han af brud kan være lige så stor som en lille hun af lækat. De kan dog altid skelnes på lækattens sorte halespids og på, at kun lækatten bliver hvid om vinteren, hvor den også kaldes hermelin. Begge arter kan dræbe bytte, der er større end dem selv (tabel 11-1), og tager ikke blot spidsmus og smågnavere, men også rotter, mosegrise og kaniner; lækatten kan også tage harekillinger og fasankyllinger.

Der er nøje sammenhæng mellem antallet af byttedyr og antallet af brud og lækat. Er smågnaverbestandene tætte, får hunnerne hos begge arter større kuld. Omvendt kan det ske, at der slet ikke fødes unger ved ekstremt lave gnavertætheder. Hos begge arter lever kønnene adskilt i egne territorier en stor del af året. Hannernes territorier er større end hunnernes, og lækattens territorium er større end brudens.

Den indførte amerikanske mink og den hjemmehørende ilder ligger i størrelse mellem lækat og mår. De er begge alsidige i fødevalg, og som de fleste rovdyr tager de mange småpattedyr. Men et særkende for disse to arter er en forkærlighed for frøer og tudser (tabel 11-1). Desuden tages harekillinger, kaniner, fjerkræ, æg, fisk, krybdyr, ådsler og hvirvelløse dyr. Minken tager især fisk om vinteren, hvor fiskene er kolde, langsomme og lettere at fange.

Den amerikanske mink blev indført ca. 1930 til pelsdyrfarme, hvorfra der siden jævnligt er sluppet dyr ud. Der findes nu bestande af fritlevende mink stort set overalt i landet. Den er det eneste mårdyr, der forekommer på Bornholm. Den danske bestand er steget kraftigt gennem 1980-1990'erne, og selv om kurven de sidste år er fladet noget ud, synes arten at trives overordentligt godt i Danmark. Den synes ikke at være en direkte konkurrent til andre mårdyr som ilder og odder.

Det er endnu ikke tilstrækkeligt klarlagt, hvor meget denne introducerede art påvirker den danske fauna, men den bør nok opfattes som en såkaldt invasiv art, dvs. en introduceret ikke-hjemmehørende art, der breder sig kraftigt og påvirker naturlige danske økosystemer afgørende. Der er flere beretninger om dens skadelige indhug i lokale bestande af vandfugle og jordrugende fugle.

Minken lever i ret tæt tilknytning til vandløb og søer, men træffes i mange andre biotoper også i det åbne land. Især nyligt undslupne mink søger ofte ind til bebyggelsen og kan volde skade på det tamme fjerkræ. I mange havne har der etableret sig små bestande af mink, som ofte forgriber sig på fiskernes fangster og det lokale fugleliv, men også fodres en del steder.

„Husmår på loftet – hvad så?“ er titlen på en lille oplysende folder. Spørgsmålet har været aktuelt for mange danskere. For selv om husmåren også kan have sin rede i hule træer, krage- eller rovfuglereder, kvasdynger og brændestabler, benytter den særdeles gerne lofter i beboelseshuse. Især når husmåren har unger, er der megen larm fra loftet, og der kan ske en del skade på isolering eller stråtage. Det er lidt af en holdningssag, om man vil acceptere dette fascinerende dyr som logerende. Den kan være svær at holde ude og svær at slippe af med (figur 11-15).

Oprindeligt var husmåren tilknyttet klippelandskaber i Sydeuropa, men den spredte sig nordpå i Jernalderen i takt med, at agerbruget åbnede landskabet. Den trives fint i det åbne, menneskeskabte landskab med småskove og bebyggelse og er nu en almindelig art i Danmark bortset fra på visse øer, bl.a. Bornholm. Fra midten af 1950'erne var husmårbestanden i voldsom fremgang, tilsyneladende samtidigt med, at arten spredte sig til den bymæssige bebyggelse. Altså et „adfærdsspring“ meget lig det, der skete for rævens vedkommende. Mange steder i landet er der tætte bestande af husmår i byernes parcelhuskvarterer. Men interessant nok er det ikke almindeligt overalt – f.eks. forekommer husmår sjældent i Københavnsområdet.

Som pindsvinet trives husmåren fint på det rige fødeudbud i haverne på landet og i byen. Den klatrer og springer godt og lever af en varieret kost, som i høj grad også omfatter småfugle. Af pattedyr tages især smågnavere, og som for de andre rovdyr er det markmusen, der tages hyppigst. Mens pattedyrene er det dominerende bytte på landet, er det fuglene i byerne (figur 11-16).

Vildkatten er for længst udryddet i den danske natur, men den domesticerede form, tamkatten, møder man næsten overalt i naturen. En forsigtig beregning viser, at der findes 1/2-1 million katte i Danmark. Der er næppe mange helt vildtlevende tamkatte, de har alle en større eller mindre tilknytning til menneskelig beboelse, hvor de kan hente i det mindste noget af føden.

Man ved imidlertid, at tamkatten er en stor jæger i naturen. En helt ny undersøgelse af maver fra 595 katte med adgang til det åbne land viste, at kattemad udgjorde ca. halvdelen af alle registrerede fødeemner. Omkring en fjerdedel bestod af pattedyr og den sidste fjerdedel bestod af fugle, plantemateriale, hvirvelløse dyr, affald, ådsler og „andet“. Pattedyrene var naturligvis især småpattedyr, og det viste sig, at katten som de andre museædere har en stor forkærlighed for markmus.

Det er en kendt sag, at katten ikke nødvendigvis æder alle de dyr, den fanger; den brin ger dem ofte hjem, men lader dem ligge uden at æde dem. Listen over, hvad katten bringer hjem, er lang og indeholder muldvarp, spidsmus (som sjældent ædes), smågnavere, harekillinger, kaniner, mindre fugle, firben og meget andet. De fleste af disse fødeemner blev også fundet i maverne, men der mangler en detaljeret dansk undersøgelse af, hvad katten bringer hjem, ikke mindst af hvilke småfugle, den tager, til sammenligning med maveundersøgelserne.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Rovdyr.

• Forrige afsnit er Hare
• Næste afsnit er Flagermus