Hvordan fastslår man geologiske begivenheder?

Når man fortæller jordens geologiske historie, beskriver man fordelingen af aflejringsmiljøer, bjergkædefoldninger, skiftende positioner af kontinenter, tidligere placeringer af kontinentalpladernes grænser og ændringer i sammensætningen af atmosfære og oceaner. Men at udrede denne historie har ikke været let. Jo længere tilbage i tid man går, jo færre vidnesbyrd har man om, hvad der skete. Erosion og gentagne bjergkædefoldninger har sløret eller ødelagt sporene efter tidligere tiders begivenheder.

Bjergkæder ses normalt som områder med en høj og uregelmæssig topografi, f.eks. Alperne og Andesbjergene. Det tager dog „kun“ ca. 50 millioner år at erodere en bjergkæde helt bort, så gamle bjergkæder kan ikke altid identificeres på denne måde. I stedet må man se efter andre spor. Bjergkædedannelse indebærer opstigning af lava, deformation og metamorfose (omdannelse af bjergarter under højt tryk og høj temperatur, se Bjergarter og sedimenter). Man kan derfor erkende en gammel bjergkæde ved at se efter disse kendetegn, og man kan tidsbestemme dannelsen af bjergkæden ved hjælp af radioaktive dateringer af bjergarter.

Ikke alt det materiale, kontinentalpladerne består af, blev dannet på samme tid. For at bestemme, hvorledes et kontinent voksede, bestemmer man bjergarternes alder i forskellige regioner ved hjælp af radioaktive dateringer. Man kan ikke alene bestemme, hvornår bjergarterne blev dannet ved at magmaer trængte op i Jordens kappe, men også hvornår bjergarterne blev metamorfoseret under en følgende bjergkædefoldning. Bjergarternes type, sammensætning og fordeling i skorpen beretter om deres dannelsesmiljø.

Som hjælp til at finde kontinenternes placering i fortiden kan man bruge tre kilder: 1) Kurver, der viser de magnetiske polers vandring. 2) For tiden efter Jura kan man rekonstruere ændringen i et oceanbassins bredde ved at studere magnetiske polvendinger. 3) Man kan sammenligne fossiler fra forskellige områder, der i dag ligger langt fra hinanden, f.eks. adskilt af oceaner, for at se, om det er de samme arter. Hvis arterne er ens, kan områderne have ligget nær hinanden i fortiden, da mange arter ikke kan krydse oceanerne. Alle tre metoder er gennemgået i kapitlet Jordens opbygning.