FIGUR 4-14. Fordeling af land og hav om 50 mio. år. F.eks. er Middelhavet en indsø, fordi Den Afrikanske Plade er drevet op mod Europa. Nordamerika og Europa er drevet længere fra hinanden.

.

Dannelsen af De Alpine Bjergkæder markerer på ingen måde slutningen på de globale begivenheder på Jorden. De Alpine Bjergkæder er stadig aktive, f.eks. bevæger Indien sig stadig mod Asien med en hastighed på omkring 5 cm om året. Langs alle midtoceaniske rygge sker der en tilvækst af oceanskorpen gennem vulkanisme, som holder pladebevægelserne på Jorden i gang. Stillehavspladen dykker ned under Alaska og Sydamerikas vestkyst, og på et tidspunkt vil Australien kollidere med Indonesien. Afrika vil fjerne sig mere og mere fra Den arabiske Halvø (figur 4-14).

Det danske område ligger godt beskyttet mod voldsomme jordskorpebevægelser. De sidste egentlige bevægelser fandt sted i Tidlig Tertiær langs gamle forkastninger i Kattegat og Nordsøen. Men alligevel har man en gang imellem jordskælv i Danmark. Sorgenfrei-Tornquist Zonen, en gammel forkastningszone, der løber fra Bornholm over Skåne til Nordjylland, rører på sig med mellemrum. I Skagerrak kan der også forekomme mindre jordskælv, knyttet til en jordskælvszone i det vestlige Norge.

Pladebevægelserne vil fortsætte, så længe Jorden har den indre varme til at drive processerne. Kun en kold Jord kan sætte processerne i stå.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Nutidens jordskorpebevægelser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig