Bryozobankernes bølgede overflade øverst i kridtlagene i Stevns Klint danner afslutningen på den geologiske middelalder, Mesozoikum. Derefter følger lag fra en ny periode. Grænsen mellem de to perioder kaldes almindeligvis Kridt-Tertiær-grænsen, ofte forkortet til K-T-grænsen. Men for nylig har en international komité besluttet, at betegnelsen Tertiær skal erstattes af Palæogen og Neogen. Grænsens korrekte betegnelse er derfor Kridt-Palæogen-grænsen, men selv i den nyeste litteratur omtales den stadig som K-T-grænsen.
De to etager, der henholdsvis afslutter Kridt og indleder Palæogen, hedder dog stadig Maastrichtien og Danien, og grænsen kan derfor også kaldes Maastrichtien-Danien-grænsen. Danien Etagen er opkaldt efter Danmark, hvor lag fra denne periode er særlig veludviklede, og den har en kombineret typelokalitet i Faxe Kalkbrud og Stevns Klint.
Kridt-Palæogen-grænsen markeres i Stevns Klint af et tyndt, mørkt lerlag, Fiskeler. Aflejringen af dette lerlag betød samtidig et stop i mere end 30 millioner års kalkaflejring. Fiskeler blev aflejret i de flade trug mellem bryozobankerne fra det yngste Maastrichtien. Leret er tykkest i bunden af trugene og kiler ud mod siderne. De fleste steder er laget kun nogle få centimeter tykt, men i den nordlige del af klinten når det dog en tykkelse på 30 cm. Fiskeler har fået sit navn efter indholdet af små, spredte hajtænder, fiskeskæl og -knogler, men det indeholder derudover kun få og som regel dårligt bevarede fossiler.
Det har en regelmæssig opbygning og kan inddeles i tre tynde lag, som kan ses langs hele klinten. Fiskelers undergrænse er ret skarp. Nederst findes et 1-2 cm tykt, mørkt lag, der ofte er rustfarvet på grund af forvitring af det store indhold af pyrit. Laget kiler ud mod randen af de små trug mellem bankeryggene. Det næste lag er 3-5 cm tykt, sort til lysegråt, lagdelt og kiler ligeledes ud mod randen af trugene. Lagdelingen er ikke ødelagt af gravende bunddyr, hvilket tyder på iltfrie forhold ved havbunden. Derover følger en lysegrå mergel, der er op til 7 cm tyk og kan følges næsten helt til randen af trugene.
Merglen indeholder små brudstykker af kridt, der ofte er noget fladtrykte og kan være flere centimeter lange.
Opefter går Fiskeler gradvis over i en hvid til lysegul, hærdnet kalksten, der benævnes Cerithium Kalk efter sit indhold af snegle af slægten Cerithium. Kalken er op til 50 cm tyk og indeholder spredte fossiler, især kiselsvampe, Cerithium og enkeltkoraller, der ikke dannede kolonier, samt talrige aftryk af små muslinger og snegle. Den begrænses opefter af en markant erosionsflade, der også skærer igennem toppene af de mellemliggende bryozobanker fra det yngste Maastrichtien. Cerithium Kalk og det mellemliggende kridt er gennemsat af utallige Thalassinoides-gravegange, hvis vægge og fyld viser forskellige grader af forkisling fra porøs, lysegrå flint, der kun omfatter gravegangenes væg, til sort flint, der er dannet ved forkisling af hele gravegangens fyld samt af dens væg og det nærmeste, omgivende kridt.
Den markante erosionsflades højde over det nutidige havniveau varierer fra flere meter under havniveau i den sydlige del af klinten til 30-35 m over havniveau ved Sigerslev Kalkbrud. Fladen har hidtil været anset for at være en oprindelig vandret strandflade, der blev dannet ved erosion under en havspejlsstigning. Dens store højdeforskel på omkring 40 m langs klinten blev tolket som resultatet af en foldning. Seismiske data viser imidlertid, at lagserien ikke er foldet, og at variationen i højde afspejler et primært havbundsrelief, der svarer til de NV-SØ-orienterede undersøiske dalsystemer, der fandtes i området gennem hele Sen Kridt (figur 9-53).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.