FIGUR 13-9 (a). Blokindholdet i morænelag fra Ristinge Klint på Langeland. Cirklerne er placeret de steder, hvor bjergarterne i sedimentet er hjemmehørende. Jo større cirkel, jo flere blokke af den bestemte type er til stede i den pågældende moræneaflejring. Isens transportvej er angivet med en pil, der dækker cirklerne for området med de fundne blokke. Hovedfremstødets moræneler fra Sen Weichsel. Gletsjeren bevægede sig fra de skandinaviske fjelde via Mellemsverige og Småland fra nordøst ind over Danmark. Mængden af bjergarter fra Østersøen og Åland (åbne cirkler) angiver opblanding med ældre baltisk moræne i Danmark.

.

FIGUR 13-9 (b). Moræneler fra det gammelbaltiske Ristinge Fremstød fra Mellem Weichsel. Blokke fra Dalarna og Østersøen viser, at gletsjeren havde sit udspring i de skandinaviske fjelde, og at den flød gennem Østersølavningen på vej mod Danmark.

.

Signaturforklaring til FIGUR 13-9.

.

FIGUR 13-10 (a1). Indholdet af forskellige bjergarter i danske moræneaflejringer fra Sen Weichsel (størrelse 3-5 mm). Krystallinske korn er først og fremmest fjerntransporterede fra det skandinaviske grundfjeld, men kan også være optaget fra ældre moræneaflejringer. Kalksten og mergel stammer fra den lokale danske undergrund. A) Moræneler aflejret af gletsjere fra Mellemsverige, der kom fra nordøstlige retninger. Her ses stærk fortynding af krystallinske korn og kraftig nedstrøms opblanding med klaster fra ældre istidsaflejringer, indtil et stabilt niveau er nået. Over områder med højtliggende kalk og mergel ses en udtalt berigelse af den lokale undergrund og efterfølgende hurtig nedstrøms aftagen. Dette viser stor udveksling med underlaget og tyder på aflejring fra en langsomt flydende is.

.

FIGUR 13-10 (b1). Indholdet af forskellige bjergarter i danske moræneaflejringer fra Sen Weichsel (størrelse 3-5 mm). Krystallinske korn er først og fremmest fjerntransporterede fra det skandinaviske grundfjeld, men kan også være optaget fra ældre moræneaflejringer. Kalksten og mergel stammer fra den lokale danske undergrund. B) Moræneler aflejret af baltiske gletsjere (Bælthav Isstrømmen), der nåede Danmark fra sydøstlige retninger. Her ses ingen nævneværdig fortynding eller berigelse af krystallinske korn fra ældre moræneaflejringer, og der er kun behersket forøgelse af kalk og mergel ved passage af højtliggende undergrund med disse bjergarter. Dette viser lille nedstrøms opblanding og ringe udveksling med underlaget og tyder på en hurtigt flydende isstrøm.

.

Signaturforklaring til krystallline bjergarter FIGUR 13-10.

.

FIGUR 13-10 (a2). Indholdet af forskellige bjergarter i danske moræneaflejringer fra Sen Weichsel (størrelse 3-5 mm). Krystallinske korn er først og fremmest fjerntransporterede fra det skandinaviske grundfjeld, men kan også være optaget fra ældre moræneaflejringer. Kalksten og mergel stammer fra den lokale danske undergrund. A) Over områder med højtliggende kalk og mergel ses en udtalt berigelse af den lokale undergrund og efterfølgende hurtig nedstrøms aftagen. Dette viser stor udveksling med underlaget og tyder på aflejring fra en langsomt flydende is.

.

FIGUR 13-10 (b2). Indholdet af forskellige bjergarter i danske moræneaflejringer fra Sen Weichsel (størrelse 3-5 mm). Krystallinske korn er først og fremmest fjerntransporterede fra det skandinaviske grundfjeld, men kan også være optaget fra ældre moræneaflejringer. Kalksten og mergel stammer fra den lokale danske undergrund.B) Moræneler aflejret af baltiske gletsjere (Bælthav Isstrømmen), der nåede Danmark fra sydøstlige retninger. Her ses ingen nævneværdig fortynding eller berigelse af krystallinske korn fra ældre moræneaflejringer, og der er kun behersket forøgelse af kalk og mergel ved passage af højtliggende undergrund med disse bjergarter. Dette viser lille nedstrøms opblanding og ringe udveksling med underlaget og tyder på en hurtigt flydende isstrøm.

.

Signaturforklaring til kridt og kalk FIGUR 13-10.

.

FIGUR 13-11. Stenen, der er transporteret af en gletsjer, har en isskuret stødside og stejlt afskåret læside. Isen bevægede sig fra højre (østsydøst). Høvængestenen ved Nysted på Lolland (målestok 50 cm).

.

Gletsjere har først og fremmest sat sig spor i Danmark i form af moræneaflejringer og store istektoniske strukturer dannet ved, at gletsjerne har pløjet og skubbet tidligere aflejringer sammen. Begge indgår i et intimt samspil med istidslandskabets former.

Sten og blokke i moræneaflejringer

Når en gletsjer rykkede frem, blev underlagets løse sedimenter optaget i ismassen. Stumper af bjergarter i gletsjersedimenterne afspejler derfor underlagets beskaffenhed i den del af Skandinavien, som gletsjerne har passeret på vej mod og ind over Danmark. Den rute, ad hvilken en del af isskjoldet har flydt, eller den vej, en isstrøm har fulgt, kan bestemmes ud fra stenenes oprindelsesområde og antal, f.eks. I moræneler. Blandt bjergartsstumperne har ledeblokke med et meget begrænset oprindelsesområde haft en særstilling (figur 13-9). I dag foretages analyser af ledeblokke i de enkelte lag af moræneler, og der anvendes alle bjergartstyper, hvis oprindelsesområde kendes, uanset områdets størrelse.

Der kan i store træk skelnes mellem moræneler aflejret af gletsjere, der nåede hertil direkte fra Det Baltiske Grundfjeldsskjold – enten fra det sydlige Norge eller det mellemste Sverige – og moræneler med såkaldt baltisk sammensætning, der er aflejret af gletsjere, der er flydt gennem Østersølavningen på vej mod Danmark. Indhold af den danske undergrunds bjergarter afspejler mere lokale bevægelsesmønstre. Da opblanding med ældre moræneaflejringer kan sløre billedet, spiller antallet af de enkelte bjergartstyper en stor rolle, når gletsjernes transportveje skal kortlægges. På samme måde som med ledeblokke kan gruskorn også bruges til at bestemme gletsjernes rute.

Indholdet af gruspartikler af forskellig herkomst har også vist sig at kunne give information om, hvorvidt der ved isens sål fandtes vandmættede, finkornede sedimenter, der let lod sig udtvære og deformere. Sådanne lag hæmmede dræning af smeltevand og vanskeliggjorde optagelse af bjergartsstumper fra gletsjerens underlag. Udveksling med underlaget blev derfor ringe, hvilket øgede isens flydehastighed. Modsat ville mangel på smørende og finkornede lag ved basis fremme bortledning af smeltevand og øge opsamling af partikler fra underlaget, hvilket medførte fortynding af det i forvejen inkorporerede materiale. Udveksling med underlaget var højt og isens flydehastighed blev nedsat.

Hvis indholdet af bjergartsstumper i et lag af moræneler viser moderat lokal opblanding og begrænset fortynding nedstrøms, tyder det på ringe udveksling med underlaget og dermed på aflejring fra hurtigt flydende isstrømme. Moræneler, der i isens flyderetning viser markant forøgelse af indholdet af partikler fra det lokale underlag, tyder på stor fortynding nedstrøms, og dermed høj udveksling med underlaget. Dette peger på aflejring fra en langsomt flydende del af isskjoldet (figur 13-10).

Sten og gruspartikler i moræneler har retningsbestemte former og slidmærker, der er typiske for transport og aflejring i gletsjere, og som gør det muligt at bestemme flyderetningen for den gletsjer, der aflejrede sedimentet. Langstrakte stens orientering i moræneler kan være nedarvet fra dengang, isen var i bevægelse. De ligger ofte parallelle med flyderetningen, og den ene ende er vippet svagt nedad mod isens flyderetning. Stenene kan desuden have en svagt hældende stødside og en stejl, skarpt afskåret læside, der angiver bevægelsesretningen.

De enkelte sten kan have aflange ridser, skurestriber, dannet i flyderetningen, når sten i isen har skuret mod hinanden (figur 13-11). Morænelerets skurestribede sten kan være koncentreret i bestemte horisonter, såkaldte brolægninger, hvilket muliggør en entydig bestemmelse af gletsjerens bevægelsesretning. Endelig findes skurestriber også på faststående undergrund i den østlige og nordlige del af landet, særligt på Bornholms grundfjeld. Ofte findes flere krydsende systemer af skurestriber, der viser, at striber indridset af ældre gletsjerfremstød kan overleve yngre gletsjerfremstød.

Istektonik

FIGUR 13-12. Skematisk fremstilling af en gletsjers oppresning af flager. Fra 1 til 2 presses de istektoniske strukturer mere og mere op, og i 3 ses deres nutidige udseende i f.eks. en kystklint. Når lagene skubbes sammen, efterlades en lavning bag de opstablede sedimentskiver.

.

FIGUR 13-13 (a). Ristinge Klint på Langeland med opskudte flager af lag fra Eem Mellemistid og Weichsel Istid.

.

FIGUR 13-13 (b). Ristinge Klint på Langeland med opskudte flager af lag fra Eem Mellemistid og Weichsel Istid.

.

FIGUR 13-14. Båndede lag af skrivekridt og stenet mudder, der har været udsat for udtværing under isen. Isbevægelse fra højre. Hvideklint i Hjelm Bugt, Møn.

.

FIGUR 13-15. Klinten ved Ejerslev på Nordmors, hvor bakkernes indre består af opstablede flager af moler med vulkansk aske og morænesedimenter. Deformationen er sket i forbindelse med afsmeltning fra Hovedstilstandslinjen i Sen Weichsel.

.

Mest spektakulært for Pleistocæn er såkaldt istektoniske strukturer, dvs. strukturer opstået ved deformation forårsaget af gletsjere i bevægelse. Disse strukturer danner mange steder kernen i de glaciale landskaber. De sedimenter, der blev pløjet op og presset ud foran isfronten, danner ofte foldede og iturevne lagfølger, der er blevet skudt ind over hinanden og stablet sammen. Ved isens fremadskridende bevægelse kunne der dannes mere end et hundrede meter høje og adskillige kilometer lange bakkerygge af de sammenskubbede sedimenter. Ved senere isoverskridelser kunne ryggene blive høvlet ned, hvorved kun strukturernes dybe rødder blev bevaret (figur 13-12).

Deformation fra gletsjeren aftager med dybden og forsvinder helt i en vis dybde ved afglidning mod underlaget. Hvor dette afglidningsniveau har været dannet, afhang dels af isens egen vægt, dels af tilstedeværelsen af finkornede sedimenter med højt porevandstryk eller beliggenheden af den nedre grænse for permafrost. I almindelighed var afglidningsdybden i Danmark ca. 50-100 m under terræn, når det gælder de større israndsstrøg (figur 13-13).

Under gletsjeren blev sedimenterne knust og udtværet, og istektoniske strukturer dannet foran isen blev udstrukket og høvlet ned, mens isen bevægede sig frem i terrænet (figur 13-14). Nedsmeltning af inaktiv is, der var dækket af sediment, kunne danne brud og folder i lagene ved indsynkning og udglidning.

Randmorænerne i den vestlige del af Limfjorden, hvor diatomit og askelag fra Eocæn og kvartære sedimenter er gledet på fedt, paleocænt ler og foldet og opskudt i store flager, er et klassisk eksempel på en istektonisk deformation (figur 13-15). Det samme gælder Møns Klint (figur 2-9 og Lagdeling i kridtet), Lønstrup Klint i Vendsyssel (boks 13-4) og Ristinge Klint på Langeland (figur 13-13).

I mange tilfælde kan den deformerende gletsjers bevægelsesretning bestemmes ud fra strukturernes rumlige opbygning. Istektoniske strukturer i de pleistocæne lag kan også bruges til at udrede forskellige gletsjerfremstøds relative alder. Herved kan man også afsløre en eventuel isoverskridelse, hvorfra der ikke er bevaret aflejringer.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Spor af gletsjere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig