Gletsjere har først og fremmest sat sig spor i Danmark i form af moræneaflejringer og store istektoniske strukturer dannet ved, at gletsjerne har pløjet og skubbet tidligere aflejringer sammen. Begge indgår i et intimt samspil med istidslandskabets former.
Spor af gletsjere
Sten og blokke i moræneaflejringer
Når en gletsjer rykkede frem, blev underlagets løse sedimenter optaget i ismassen. Stumper af bjergarter i gletsjersedimenterne afspejler derfor underlagets beskaffenhed i den del af Skandinavien, som gletsjerne har passeret på vej mod og ind over Danmark. Den rute, ad hvilken en del af isskjoldet har flydt, eller den vej, en isstrøm har fulgt, kan bestemmes ud fra stenenes oprindelsesområde og antal, f.eks. I moræneler. Blandt bjergartsstumperne har ledeblokke med et meget begrænset oprindelsesområde haft en særstilling (figur 13-9). I dag foretages analyser af ledeblokke i de enkelte lag af moræneler, og der anvendes alle bjergartstyper, hvis oprindelsesområde kendes, uanset områdets størrelse.
Der kan i store træk skelnes mellem moræneler aflejret af gletsjere, der nåede hertil direkte fra Det Baltiske Grundfjeldsskjold – enten fra det sydlige Norge eller det mellemste Sverige – og moræneler med såkaldt baltisk sammensætning, der er aflejret af gletsjere, der er flydt gennem Østersølavningen på vej mod Danmark. Indhold af den danske undergrunds bjergarter afspejler mere lokale bevægelsesmønstre. Da opblanding med ældre moræneaflejringer kan sløre billedet, spiller antallet af de enkelte bjergartstyper en stor rolle, når gletsjernes transportveje skal kortlægges. På samme måde som med ledeblokke kan gruskorn også bruges til at bestemme gletsjernes rute.
Indholdet af gruspartikler af forskellig herkomst har også vist sig at kunne give information om, hvorvidt der ved isens sål fandtes vandmættede, finkornede sedimenter, der let lod sig udtvære og deformere. Sådanne lag hæmmede dræning af smeltevand og vanskeliggjorde optagelse af bjergartsstumper fra gletsjerens underlag. Udveksling med underlaget blev derfor ringe, hvilket øgede isens flydehastighed. Modsat ville mangel på smørende og finkornede lag ved basis fremme bortledning af smeltevand og øge opsamling af partikler fra underlaget, hvilket medførte fortynding af det i forvejen inkorporerede materiale. Udveksling med underlaget var højt og isens flydehastighed blev nedsat.
Hvis indholdet af bjergartsstumper i et lag af moræneler viser moderat lokal opblanding og begrænset fortynding nedstrøms, tyder det på ringe udveksling med underlaget og dermed på aflejring fra hurtigt flydende isstrømme. Moræneler, der i isens flyderetning viser markant forøgelse af indholdet af partikler fra det lokale underlag, tyder på stor fortynding nedstrøms, og dermed høj udveksling med underlaget. Dette peger på aflejring fra en langsomt flydende del af isskjoldet (figur 13-10).
Sten og gruspartikler i moræneler har retningsbestemte former og slidmærker, der er typiske for transport og aflejring i gletsjere, og som gør det muligt at bestemme flyderetningen for den gletsjer, der aflejrede sedimentet. Langstrakte stens orientering i moræneler kan være nedarvet fra dengang, isen var i bevægelse. De ligger ofte parallelle med flyderetningen, og den ene ende er vippet svagt nedad mod isens flyderetning. Stenene kan desuden have en svagt hældende stødside og en stejl, skarpt afskåret læside, der angiver bevægelsesretningen.
De enkelte sten kan have aflange ridser, skurestriber, dannet i flyderetningen, når sten i isen har skuret mod hinanden (figur 13-11). Morænelerets skurestribede sten kan være koncentreret i bestemte horisonter, såkaldte brolægninger, hvilket muliggør en entydig bestemmelse af gletsjerens bevægelsesretning. Endelig findes skurestriber også på faststående undergrund i den østlige og nordlige del af landet, særligt på Bornholms grundfjeld. Ofte findes flere krydsende systemer af skurestriber, der viser, at striber indridset af ældre gletsjerfremstød kan overleve yngre gletsjerfremstød.
Istektonik
Mest spektakulært for Pleistocæn er såkaldt istektoniske strukturer, dvs. strukturer opstået ved deformation forårsaget af gletsjere i bevægelse. Disse strukturer danner mange steder kernen i de glaciale landskaber. De sedimenter, der blev pløjet op og presset ud foran isfronten, danner ofte foldede og iturevne lagfølger, der er blevet skudt ind over hinanden og stablet sammen. Ved isens fremadskridende bevægelse kunne der dannes mere end et hundrede meter høje og adskillige kilometer lange bakkerygge af de sammenskubbede sedimenter. Ved senere isoverskridelser kunne ryggene blive høvlet ned, hvorved kun strukturernes dybe rødder blev bevaret (figur 13-12).
Deformation fra gletsjeren aftager med dybden og forsvinder helt i en vis dybde ved afglidning mod underlaget. Hvor dette afglidningsniveau har været dannet, afhang dels af isens egen vægt, dels af tilstedeværelsen af finkornede sedimenter med højt porevandstryk eller beliggenheden af den nedre grænse for permafrost. I almindelighed var afglidningsdybden i Danmark ca. 50-100 m under terræn, når det gælder de større israndsstrøg (figur 13-13).
Under gletsjeren blev sedimenterne knust og udtværet, og istektoniske strukturer dannet foran isen blev udstrukket og høvlet ned, mens isen bevægede sig frem i terrænet (figur 13-14). Nedsmeltning af inaktiv is, der var dækket af sediment, kunne danne brud og folder i lagene ved indsynkning og udglidning.
Randmorænerne i den vestlige del af Limfjorden, hvor diatomit og askelag fra Eocæn og kvartære sedimenter er gledet på fedt, paleocænt ler og foldet og opskudt i store flager, er et klassisk eksempel på en istektonisk deformation (figur 13-15). Det samme gælder Møns Klint (figur 2-9 og Lagdeling i kridtet), Lønstrup Klint i Vendsyssel (boks 13-4) og Ristinge Klint på Langeland (figur 13-13).
I mange tilfælde kan den deformerende gletsjers bevægelsesretning bestemmes ud fra strukturernes rumlige opbygning. Istektoniske strukturer i de pleistocæne lag kan også bruges til at udrede forskellige gletsjerfremstøds relative alder. Herved kan man også afsløre en eventuel isoverskridelse, hvorfra der ikke er bevaret aflejringer.
Vejviser
Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Spor af gletsjere.
- Forrige afsnit er Aflejringer fra Pleistocæn
- Næste afsnit er Istidernes begyndelse
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.