Det tidligste Eocæn: vulkanisme og hedebølge

Havet i Nordsøbassinet var nu skrumpet ind, så det muligvis kun dækkede den centrale del af bassinet og Det Danske Bassin (se figur 10-2). Det fortsatte langt mod nord i et smalt stræde mellem Norge og Grønland, men der var næppe forbindelse til Det Arktiske ocean. Dermed var vandmassen sandsynligvis helt isoleret fra verdenshavet.

I dette indhav blev det op til 14 m tykke Stolleklint Ler aflejret. Stolleklint Ler kan man se på stranden vest for Stolleklint på Fur (figur 10-22), sommetider også vest for Svalklit på Mors, og i lergravene ved Ølst og Hinge syd for Randers.

Leret er mørkegråt til sort, og det har en tydelig lagdeling af millimetertynde lag. Den fine lagdeling viser to ting. For det første, at vandet stadig var ganske dybt, nok over 100 m; ellers ville bølgebevægelser have udvisket lagdelingen. For det andet viser lagdelingen, at der ikke har levet dyr ved bunden, for ellers ville materialet være rodet rundt og lagdelingen forsvundet. Fraværet af dyr skyldtes, at bundvandet nu var blevet totalt iltfrit. Iltmanglen skyldtes det nedsatte iltindhold i verdenshavene under hedebølgen (boks 10-1), og iltmanglen blev forstærket af ringe cirkulation i Nordsøbassinet. Floder førte store mængder af nedbrudt plantemateriale og pollen fra de nærliggende landområder til indhavet. I lag fra den centrale Nordsø har man set, at indholdet af særlige pollentyper hurtigt øges og aftager igen i lagene ovenover.

Den dårlige cirkulation i indhavet skyldtes tilførslen af fersk flodvand, som sandsynligvis dannede et overfladelag med nedsat saltholdighed over det tungere, salte havvand. Vægtforskellen har hæmmet opblandingen af de to vandmasser. I det næringsrige overfladevand kunne kun få planktonorganismer leve; disse var til gengæld ekstremt hyppige. Især én bestemt planktonalge trivedes i det varme vand, nemlig dinoflagellaten Apectodinium.

Når de mange planktonalger rådnede, blev ilten i vandet hurtigt brugt op, og derfor blev de ikke fuldstændig nedbrudt. Derfor er Stolleklint Ler rigt på organisk stof og pyrit. Pyritten stammer fra bakterier, som udfældede jernsulfid (se også Et hul i lagserien). Lader man en klump af leret ligge i fugtige omgivelser, vil der efter nogen tid dannes gule skorper af det svovlholdige mineral jarosit, og lerklumpen begynder at lugte af svovlsyre. Det skyldes forvitring af pyritten.

Nogle af lagene øverst i Stolleklint Ler er forkislede og skiferagtige. Heri findes en usædvanlig fossil fauna, som omfatter fint bevarede større dyr som fisk, rejer, masser af insekter og enkelte rester af fugle (figur 10-23). Fiskene og rejerne levede i den øvre, iltholdige del af vandmassen og omfatter arter, som viser, at indhavet stadig var ret salt. Insekterne var dårlige flyvere, som ikke kunne holde sig i luften ret længe, og det tyder på, at kysten ikke var langt borte.

Efter aflejring af stolleklint Ler steg havspejlet igen, og havet dækkede atter store dele af Nordsøbassinet, inklusive hele det danske område og dele af Nordtyskland. I størstedelen af dette hav blev der aflejret mørkegråt ler med en mængde vulkanske askelag (figur 10-24). I Danmark benævnes disse vekslende ler- og askelag Ølst Formationen. I den øverste del af formationen er askelagene så talrige og så tykke, at de udgør hovedmassen af aflejringen. Flere af askelagene er 10-20 cm tykke. Denne let genkendelige askeserie var en vigtig ledetråd, da man begyndte at kortlægge Nordsøens geologi i forbindelse med olieeftersøgning i begyndelsen af 1960'erne. De vulkanske askelag omtales nærmere i næste afsnit om Fur Formationen.

Ølst Formationen kan ses i lergravene ved Ølst og Hinge syd for Randers, i et lille parti i klinten ved Albækhoved vest for Juelsminde, ved Ørby på Helgenæs og ved Røjle Klint på Nordvestfyn.

Afsnit fortsætter her.

De ca. 180 askelag skyldes en af de mest eksplosive episoder med overvejende basaltisk vulkanisme, man kender. Vulkanerne lå i området med den gamle brudzone, riften, mellem den nordamerikanske og den europæiske kontinentalplade, og de vidner om fødslen af et ocean. Riften havde længe været under stræk, men begyndte netop nu at åbne sig mellem Grønland og Norge. I dag ligger den i havet mellem Østgrønland og Færøerne og går tværs gennem Island. Udbruddenes abnorme størrelse og voldsomhed skyldes muligvis kontakt mellem vand og magma, efterhånden som det oprindelige landområde sank ned i forbindelse med opsprækningen.

Den mineralogiske sammensætning af askelagene viser, hvorledes vulkanerne i begyndelsen overvejende var af en kontinental type og lå over havet. Men efterhånden dominerer askelag af basaltisk type, dvs. med en sammensætning svarende til oceanbund. De signalerer derfor, at der nu var begyndt at blive dannet oceanbund i riften. De basaltiske vulkanudbrud fandt sted på lavt vand i det gryende ocean, omtrent som i 1963 da den lille vulkanø Surtsey dukkede op af havet ved Island.

De øverste 140 lag udgør en meget ensartet gruppe af særlig tykke og tætliggende lag, som på nær to sure lag alle er basaltiske. De antages at stamme fra et og samme gigantiske vulkansystem i det nye, lavvandede ocean. Beregninger af den samlede mængde aske i disse vulkanudbrud varierer mellem 6.000 og 21.000 km³. Det tykkeste lag, +19, stammer måske fra et af verdenshistoriens voldsomste udbrud. Det har formodentlig produceret mellem 300 og 1.200 km³ aske. Måske har støv i stratosfæren fra denne vulkanisme medvirket til den afkøling, som fulgte efter hedebølgen på grænsen mellem Paleocæn og Eocæn. Et forholdsvis stort indhold af iridium i flere af disse lag tyder på, at magmaet kom fra en usædvanlig stor dybde i kappen og derfor var særlig varmt. Den ekstremt eksplosive og voluminøse vulkanisme menes at være hørt op, da systemet efter kort tid hævede sig over havet og blev begyndelsen til Island.

Tidligere mente man, at de danske askelag stammede fra en vulkan syd for Norge, men en seismisk kortlægning har senere vist, at der alligevel ikke var en begravet vulkan det pågældende sted.

De talrige vulkanske lag blev første gang iagttaget i Danmark, hvor de iøjnefaldende sorte lag tidligt påkaldte sig interesse. I 1800-tallet troede man, at lagene muligvis bestod af kulholdigt sand. Ved at grave dybere ned i dem håbede man at nå frem til kul af en bedre kvalitet. I 1809 satte man svenske krigsfanger til at grave efter kul på nordkysten af Fur. Minegangen (stollen) kaldtes Svenskehulen, og resterne af den kan stadig ses i den klint, som i dag hedder Stolleklint. Kul fandt man dog ikke.

En belgisk forsker, som studerede cementstenenes diatoméer, opdagede, at de sorte lag var vulkanske askelag og beskrev det i 1883. Men denne vigtige opdagelse blev overset, og først i 1902 blev de danske geologer klar over, at de problematiske kullag i virkeligheden bestod af vulkansk aske. Grundige undersøgelser blev da sat i værk, og hurtigt blev man klar over, at de enkelte askelag kunne genkendes fra klint til klint overalt i molerområdet. Man gav derfor askelagene numre, og inddelte dem i en nedre „negativ askeserie“ bestående af spredtliggende lag, nummereret nedad -1 til -39, og en øvre „positiv askeserie“ med mere tætliggende lag, nummereret opad +1 til +140.

Snart fandt man også askelagene i andre dele af Danmark (figur 10-30), og i dag kendes de fra store dele af Nordvesteuropa, endda fra Atlanterhavet sydvest for Irland. Askeskyerne nåede helt ned til Østrig, som lå i datidens middelhav (figur 10-31).

Moleret indeholder mere end 60 forskellige arter af fisk (figur 10-32). Det er først og fremmest benfisk, mens der kun er ret sjældne rester fra 7-8 arter af bruskfisk. Benfiskene spænder fra helt små former på en centimeters længde til et par meter lange rovfisk.

Den hyppigste er en lille laksefisk, der er fjernt beslægtet med nutidens guldlaks (figur 10-33). Den udgør over 90 % af fiskene og er så almindelig, at enhver med lidt ihærdighed kan finde den, eller i det mindste stumper af den. Den har levet af plankton, og selv findes den ofte i maven på de større fisk. Den næsthyppigste art er en lidt større laksefisk, beslægtet med nutidens smelt. En primitiv pigfinnefisk, en polymixiide, samt et par arter af torskefisk er også ret almindelige.

Cirka halvdelen af arterne, bl.a. flere arter af makrelfisk, er tidlige repræsentanter for ægte pigfinnefisk af aborregruppen, som i dag er langt den største gruppe af benfisk i havet.

Fiskene tilhører de frie, åbne vandmasser, og mange arter er oceaniske. En enkelt dybhavsfisk er endda repræsenteret, en Rondeletia-lignende art af den nutidige gruppe „hvalfisk“. Egentlige bund- og kystformer mangler. Faunaen har et subtropisk-tropisk præg.

Molerets fisk er den ældst kendte fauna med relativt nutidig sammensætning. Mange nye former må have udviklet sig på den ret korte tid, der var gået siden kridttidens mere primitive faunaer med flest „blødfinnefisk“ som silde- og laksefisk.

Insekter er særdeles hyppige i molerets cementsten (figur 10-34). Sammen med insekterne fra Stolleklint Ler er der næsten 200 arter. De er kommet ud over havet ved aktiv flugt eller ved passivt at være blevet ført med vinden, formentlig fra et landområde i det nuværende Sydnorge. Som fiskene er de ofte velbevarede og kan endda have bevaret farvemønstre.

Også insektfaunaen har et – i forhold til alderen – moderne præg. De hyppigste insekter er tovinger, tæger og cikader. Blandt cikaderne er især mange arter af lygtebærere (Fulgoromorpha). Også græshopper, netvinger og årevingede er talrige. Der er kun få sommerfuglearter, men dem, der er, er til gengæld ret hyppige. Faunaen indeholder de ældst kendte repræsentanter for flere forskellige grupper af græshopper og fårekyllinger, bl.a. løvgræshopper.

Insekterne stammer fra et landområde med et sæsonpræget, subtropisk klima. De er alle kommet ud over havet om sommeren. I dag sker det ofte, at store insektsværme letter på varme sommerdage med svag vind. På samme måde kan mange arter være ført ud over molerhavet i enorme mængder dengang. Under transporten er der sket en vis sortering, så insektfundene ikke svarer helt til den oprindelige fauna.

En skildring af naturen på land baseret på de fundne insekter er derfor noget usikker. Mangfoldigheden af plantesugende insekter peger på områder med yppig vegetation. Et bredt spektrum af ferskvandsinsekter viser, at der både var søer og vandløb. Damtægegruppen med skøjteløberne er blevet særlig grundigt undersøgt og omfatter 7 arter. Andre insekter stammer fra enge, skove og buskområder. Molerets fauna er tydeligt forskellig fra den, der kendes fra Stolleklint Ler, og omfatter, som nævnt, bedre flyvere, end man finder dér.

I de senere år er en række fremragende fossiler af fugle blevet fundet, så man nu kender til ca. 30 arter. De fleste af skeletterne er fragmentariske, men nogle er næsten komplette (figur 10-35). Hertil kommer en hel del velbevarede, men ubestemte fjer. Det er den ældste større fuglefauna, som kendes siden Tidlig Kridt. Den er derfor vigtig for kortlægning af fuglenes udviklingshistorie.

Fuglene omfatter mange fremmedartede former. Deres nulevende, ofte stærkt farvede slægtninge lever i tropiske og subtropiske områder. Især små skovfugle, som ligner turakoer (bananædere), trogoner, musefugle og træsejlere er repræsenteret. Andre trælevende fugle er natravne, ugler, ellekrage-isfuglelignende skrigefugle og spættefugle. Fugle fra mere åbent land omfatter hønse- og vadefugle. Endelig bør nævnes de uddøde flyvende lithornithider, slægtninge til nutidens flugtløse strudsefugle.

Det kan undre, at næsten alle fuglene er land fugle, især skovfugle. På nær en slægtning til pelikan- og fregatfuglene kendes ingen havfugle. Årsagen kan være, at mange små landfugle under storme er blevet ført ud over havet og er omkommet her. Havfuglene derimod har kunnet svømme og har kunnet overleve i disse situationer.

Det berømteste fossil fra moleret er nok den 1,5 m store læderskildpadde, Eosphargis breineri opkaldt efter finderen Magne Breiner, som også grundlagde det geologiske Fur Museum. Et par karakteristiske ryghvirvler viser, at også en kvælerslange, Palaeophis, levede i molerhavet.

Drivende træstammer har været levested for blåmuslinger og langhalse, som er en gruppe af ejendommelige, fastsiddende, stilkede krebsdyr. Et par fritsvømmende, tibenede krebsdyr, og toklappede krebsdyr, som ligner bladfødder, kendes også.

I perioder med ilttilførsel til havbunden er bunddyr indvandret. De fåtallige fossiler omfatter enkelte arter af snegle og muslinger, slangestjerner (figur 10-36) og meget sjældne søstjerner.

Selv om moleret formentlig er aflejret mindst 100 km fra den nærmeste kyst, er mange plantedele alligevel drevet derud: stykker af drivved og sjældne, hele træstammer, kviste, blade, frugter, frø, ja endda blomster. Planterne omfatter bl.a. nåletræerne rødtræ (Sequoia), fyr, sumpcypres, det sjældne tempeltræ (Ginkgo), og muligvis abetræet (Araucaria). Frugter af ahorn kendes også.

Blade fra løvtræer omfatter bl.a. en elmetype, men er sjældne, måske på grund af den lange transport. Et ret stort læderagtigt blad stammer fra den uddøde Macclintockia (figur 10-37), som ligner den nulevende slyngplante Cocculus fra den overvejende tropiske månefrøfamilie. Det karakteristiske blad findes i andre planteførende aflejringer af omtrent samme alder i Vestgrønland og Vesteuropa. Også blade, som ligner bambus, og blade af land- og vandbregner, har man fundet.

Planterne tyder på varme, men ikke særlig frodige forhold. Landskabet kan have omfattet lavlandsområder med små søer og spredte træer og buske. Nåletræsskove har nok vokset i et højereliggende terræn.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Det tidligste Eocæn: vulkanisme og hedebølge.

• Forrige afsnit er Mellem og Sen Paleocæn: gradvist dybere vand
• Næste afsnit er Eocæn efter de tidligste lag: det plastiske ler