Fra slutningen af Eocæn blev det som tidligere nævnt så koldt på Antarktis, at der dannedes store iskapper, og lige siden har dette kontinent været præget af en stadig vækst og smeltning af iskapper (se figur 10-4). En særlig kold periode i begyndelsen af Oligocæn førte således til en stor istid, som nok varede op mod en halv million år. Sandsynligvis blev hele det antarktiske kontinent totalt isdækket, ligesom i dag. Klimaet blev igen varmt i den seneste del af Oligocæn, hvorved en stor del af isen sandsynligvis smeltede. Ved grænsen til Miocæn blev mildningen i klimaet atter afbrudt af en kortvarig, men streng istid.
Dette meget vekslende oligocæne klima og den gentagne vækst og afsmeltning af de enorme iskapper på Antarktis har formentlig spillet en stor rolle for den oligocæne aflejringshistorie i det danske område (se figur 10-2).
Havet over det danske område var væsentligt lavere end i Eocæn, og den mindre vanddybde må – i al fald delvist – skyldes, at vandet var bundet i iskapperne. Fra de koldeste dele af Tidlig Oligocæn kendes næsten ingen aflejringer fra det danske område, som kan have været helt eller delvist tørlagt på grund af nedisningen af Antarktis.
De oligocæne sedimenter i Nordsøbassinet er tydeligt grovere end de eocæne sedimenter. Aflejringerne består ganske vist fortsat overvejende af ler, men indeholder nu også en hel del grovere korn af silt og fint sand, især i den østlige del. Det hænger sammen med, at materialet har en helt anden oprindelse og blev aflejret på en helt anden måde. Eocænhavets fine lerpartikler blev transporteret af havstrømmene over store afstande som fint svæv i vandet og aflejret uhyre langsomt på dybt og roligt vand. Men i Oligocæn begyndte store mængder af materiale periodisk at blive tilført den østlige del af Nordsøbassinet.
Materialet stammer fra erosion af et landområde mod nord – det sydnorske område. Sedimenterne blev på kort tid aflejret nær kysten i meget tykke, men kun lokalt udbredte lag (figur 10-49). Vanddybden blev derved endnu lavere og kysten vandrede sydover. Muligvis indgik store deltasystemer i denne kystudbygning, der foregik gentagne gange, afbrudt af midlertidige havstigninger. De aflejringer, vi finder på dansk landområde, er en del af denne udbygning. De tilhører dog især den yderste del, hvor der stadig var ret langt til land. Havdybden har ligget mellem 30 og 200 m.
Kystudbygningen er blevet tolket som et tegn på en tektonisk hævning af Sydnorge. Det højere relief betød øget erosion, og herved fremkom materialet til udbygningen. Nyere forklaringer peger derimod på den globale klimaforandring som årsag til udbygningen. Det lave havspejl førte til erosion af den tidligere, nu tørlagte, havbund, og materialet indgik i kystudbygningen. Klimaændringen menes at have ført til, at især vintrene blev koldere. Det er sandsynligt, at Norge var 500-1000 m højt allerede i Eocæn. Området var på grund af det varme, fugtige klima dækket af tæt vegetation. Men da vintrene begyndte at blive kolde mod slutningen af Eocæn, mindskedes plantedækket på det højtliggende terræn. Det blev derfor sårbart over for erosion, ligesom man ser det i dag, hvis plantedækket forsvinder. Det eroderede materiale blev af floderne ført ud og aflejret i Nordsøbassinet og på den vestnorske kontinentalsokkel. Den isostatiske ligevægt førte til en gradvis hævning af det norske område i takt med erosionen.
I Danmark synes de fleste aflejringer fra Oligocæn at være begrænset til Det Danske Bassin. De tilhører mindst 3 større aflejringsforløb, som beskrives nedenfor. I første fase blev Viborg Formationen aflejret, i anden fase Branden Ler og Skive Ler, og i tredje fase Brejning Formationen, som i modsætning til de forrige er vidt udbredt, også i Sønderjylland.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.