FIGUR 10-55 (a). Grænse mellem lys Søvind Mergel og næsten sort Brejning Formation. A) Fra Dykær ved Juelsminde, hvor et gulligt konkretionslag ses lige under grænsen.

.

FIGUR 10-55 (b). Grænse mellem lys Søvind Mergel og næsten sort Brejning Formation. B) Fra en nedlagt mergelgrav ved Stensballe ved Horsens, hvor gravegange fra Brejning Formationen strækker sig en halv meter ned i Søvind Mergel.

.

FIGUR 10-56 (a). Øverst i Silstrup Sydklint nær Thisted ses brunt glimmerler tilhørende Brejning Formationen fra seneste Oligocæn. På dette sted er disse lag aflejret direkte oven på lysegråt moler fra det tidligste Eocæn. Manglen på aflejringer fra de mellemliggende 30 millioner år kan skyldes erosion som følge af lokal eller regional hævning. Midt i klinten er tunger af moler skudt ind over glimmerleret som følge af gletsjerfremstød fra øst i kvartærtiden.

.

FIGUR 10-56 (b). Tegning af Silstrup Sydklint nær Thisted.

.

FIGUR 10-49 (A). Vest for Hanstholm findes meget tykke, sandede lag fra begyndelsen af Oligocæn med en maksimal tykkelse på 600 m (A + B tilsammen). Lagene (sekvenserne) er aflejret i kystbæltet ud for et landområde, som lå længere mod nord, ind over det nuværende Sydnorge. Viborg Formationen i Jylland er den østlige del af denne kystudbygning.

.

FIGUR 10-49 (B).

.

FIGUR 10-50 (1). Fossil fra Viborg Formationen. Enkeltkorallen Flabellum, 20 mm høj.

.

FIGUR 10-50 (2). Fossiler fra Viborg Formationen. Et par boresnegle Euspira helicina, den største 10 mm lang.

.

FIGUR 10-50 (3). Fossil fra Viborg Formationen. Muslingen Cyclocardia, 10 mm lang.

.

FIGUR 10-50 (4). Fossil fra Viborg Formationen. Sneglen Aquilofusus deshaeysii, 30 mm lang.

.

FIGUR 10-50 (5). Fossil fra Viborg Formationen. Sneglen Cassidaria depressa, 45 mm lang.

.

FIGUR 10-54 (1). Snegle, muslinger og søtænder fra Brejning Formationen. 1) Liomesus rarus, 42 mm lang.

.

FIGUR 10-54 (2). Astarte gracilis, 12 mm lang.

.

FIGUR 10-54 (3). Drepanocheilus speciosus, 47 mm lang.

.

FIGUR 10-54 (4). Glycymeris obovata, 41 mm lang.

.

FIGUR 10-54 (5). Dentalium geminatum, den længste er 45 mm lang.

.

FIGUR 10-54 (6). Boreotrophon capito, 60 mm lang.

.

FIGUR 10-54 (7). Phalium rondeleti, 54 mm lang.

.

FIGUR 10-54 (8). Fusiturris selysii, 64 mm lang.

.

FIGUR 10-54 (9). Dentalium polypleurum, 30 mm lang.

.

FIGUR 10-52 (a). Lergraven ved Hesselbjerg lidt syd for Skive er det eneste sted, hvor man i dag kan se septarieler eller „Skive Ler“. De lyse niveauer indeholder store opsprukne konkretioner, septarier.

.

FIGUR 10-52 (b). Aftryk af pelikanfodsnegle.

.

FIGUR 10-53. Tand fra den primitive tandhval Squalodon fra Branden Ler, 2,5 cm lang.

.

FIGUR 10-51. På et seismisk tværsnit ca. 100 km vest for Hanstholm ses her, hvordan kystaflejringer i Tidlig Oligocæn byggede sig ud fra nord (de farvelagte lag). Skitsen foroven viser situationen lige efter, at disse lag var aflejret. Havdybden ved knækket mellem den flade og den skrå del af en kystudbygning er typisk 40 m. På tværsnittet kan man direkte måle, at havbunden neden for den skrå del lå ca. 200 m dybere. Vanddybden her har altså været omkring 240 m. Mens disse tykke lag blev aflejret, var det danske område muligvis tørlagt. Bemærk, at højden af tværsnittet er stærkt overdrevet i forhold til længden.

.

Fra slutningen af Eocæn blev det som tidligere nævnt så koldt på Antarktis, at der dannedes store iskapper, og lige siden har dette kontinent været præget af en stadig vækst og smeltning af iskapper (se figur 10-4). En særlig kold periode i begyndelsen af Oligocæn førte således til en stor istid, som nok varede op mod en halv million år. Sandsynligvis blev hele det antarktiske kontinent totalt isdækket, ligesom i dag. Klimaet blev igen varmt i den seneste del af Oligocæn, hvorved en stor del af isen sandsynligvis smeltede. Ved grænsen til Miocæn blev mildningen i klimaet atter afbrudt af en kortvarig, men streng istid.

Dette meget vekslende oligocæne klima og den gentagne vækst og afsmeltning af de enorme iskapper på Antarktis har formentlig spillet en stor rolle for den oligocæne aflejringshistorie i det danske område (se figur 10-2).

Havet over det danske område var væsentligt lavere end i Eocæn, og den mindre vanddybde må – i al fald delvist – skyldes, at vandet var bundet i iskapperne. Fra de koldeste dele af Tidlig Oligocæn kendes næsten ingen aflejringer fra det danske område, som kan have været helt eller delvist tørlagt på grund af nedisningen af Antarktis.

De oligocæne sedimenter i Nordsøbassinet er tydeligt grovere end de eocæne sedimenter. Aflejringerne består ganske vist fortsat overvejende af ler, men indeholder nu også en hel del grovere korn af silt og fint sand, især i den østlige del. Det hænger sammen med, at materialet har en helt anden oprindelse og blev aflejret på en helt anden måde. Eocænhavets fine lerpartikler blev transporteret af havstrømmene over store afstande som fint svæv i vandet og aflejret uhyre langsomt på dybt og roligt vand. Men i Oligocæn begyndte store mængder af materiale periodisk at blive tilført den østlige del af Nordsøbassinet.

Materialet stammer fra erosion af et landområde mod nord – det sydnorske område. Sedimenterne blev på kort tid aflejret nær kysten i meget tykke, men kun lokalt udbredte lag (figur 10-49). Vanddybden blev derved endnu lavere og kysten vandrede sydover. Muligvis indgik store deltasystemer i denne kystudbygning, der foregik gentagne gange, afbrudt af midlertidige havstigninger. De aflejringer, vi finder på dansk landområde, er en del af denne udbygning. De tilhører dog især den yderste del, hvor der stadig var ret langt til land. Havdybden har ligget mellem 30 og 200 m.

Kystudbygningen er blevet tolket som et tegn på en tektonisk hævning af Sydnorge. Det højere relief betød øget erosion, og herved fremkom materialet til udbygningen. Nyere forklaringer peger derimod på den globale klimaforandring som årsag til udbygningen. Det lave havspejl førte til erosion af den tidligere, nu tørlagte, havbund, og materialet indgik i kystudbygningen. Klimaændringen menes at have ført til, at især vintrene blev koldere. Det er sandsynligt, at Norge var 500-1000 m højt allerede i Eocæn. Området var på grund af det varme, fugtige klima dækket af tæt vegetation. Men da vintrene begyndte at blive kolde mod slutningen af Eocæn, mindskedes plantedækket på det højtliggende terræn. Det blev derfor sårbart over for erosion, ligesom man ser det i dag, hvis plantedækket forsvinder. Det eroderede materiale blev af floderne ført ud og aflejret i Nordsøbassinet og på den vestnorske kontinentalsokkel. Den isostatiske ligevægt førte til en gradvis hævning af det norske område i takt med erosionen.

I Danmark synes de fleste aflejringer fra Oligocæn at være begrænset til Det Danske Bassin. De tilhører mindst 3 større aflejringsforløb, som beskrives nedenfor. I første fase blev Viborg Formationen aflejret, i anden fase Branden Ler og Skive Ler, og i tredje fase Brejning Formationen, som i modsætning til de forrige er vidt udbredt, også i Sønderjylland.

Viborg Formationen

Viborg Formationen minder på mange måder om Moesgård Ler fra Sen Eocæn. Det er en mørk leraflejring, som er tydeligt grovere end den underliggende Søvind Mergel. De oceaniske, planktoniske foraminiferer, som var så hyppige i søvind Mergel, mangler næsten helt. Og Zoophycos-gravegangene forsvandt for stedse fra det danske område. Sandsynligvis har historien gentaget sig fra dengang, Moesgård Leret blev aflejret ca. 1 million år tidligere: En større nedisning på Antarktis (Oi-1 Istiden, se figur 10-2) førte til et havspejlsfald, så Nordsøens forbindelser til sydligere have nok en gang blev afbrudt. Vandmassen i det indelukkede hav mistede sin oceaniske karakter og klimaet blev køligere. Vanddybden aftog til under 200 m.

For første gang i over 100 millioner år, siden Tidlig Kridt, blev silt og sand i nævneværdige mængder ført til det danske område. Tygger man på en lille prøve af leret, knaser det på grund af disse mange siltkorn. En mængde glimtende korn af lys glimmer kan tydeligt ses med en lup.

En boring fra Viborg har givet navn til formationen. Her er lagserien over 85 m tyk, og man kan se, at den nedre del består af fedt ler, men højere oppe bliver lagene grovere, og den øverste del består af silt og finsand (figur 10-3). De gradvist grovere lag viser tydeligt, at kysten rykkede nærmere. Enkelte steder i Østjylland, f.eks. ved Danstrup langs Gudenå-dalen og ved Århus, forekommer lignende grove lag.

Viborg Formationen kan ses i lergravene ved Ølst og Hinge samt i en nedlagt lergrav ved Sofienlund vest for Langå, hvor et lille profil holdes fri for vegetation. Langs kysten syd for Århus ses Viborg Formationen hist og her nederst i klinterne. Nogle af Viborg Formationens fossiler er vist på figur 10-50.

Aldersbestemmelse ved hjælp af mikrofossiler viser, at Viborg Formationen blev aflejret på meget kort tid. Herefter skete et relativt havspejlsfald, det vil sige, at enten trak havet sig tilbage, eller også blev området hævet. Kun få steder i Jylland er der tynde marine aflejringer fra den følgende lange periode, som omfatter det meste af Tidlig Oligocæn. Måske var store dele af det danske område nu blevet tørt land. Den allerkoldeste periode, med den såkaldte Oi-1a Istid på Antarktis, indtraf formodentlig efter aflejring af Viborg Formationen (figur 10-2), og de manglende danske aflejringer kan derfor skyldes denne forstærkede nedisning. I den østlige del af Nordsøen findes derimod tykke lag fra denne tid (figur 10-51).

Skive Ler og Branden Ler

Ler fra begyndelsen af Sen Oligocæn findes ved Skive, hvor det i mange år har været benyttet til teglfremstilling. Det kan i dag ses i en lergrav ved Hesselbjerg i den sydlige udkant af Skive (figur 10-52). Det er grønlig-gråt og ret fedtet og kan minde om den finkornede del af Viborg Formationen. De to aflejringer er da også tidligere blevet forvekslet med hinanden. Leret ved Skive er imidlertid omtrent 6 millioner år yngre end Viborg Formationen. Det findes kun i det vestlige og nordlige Midtjylland og når tykkelser på 70 m. Leret har ikke noget officielt navn; her vil det blive omtalt som Skive Ler.

Der forekommer meterstore konkretioner af lerjernsten i leret. De er indvendigt opsprukne, såkaldte septarier, og i den ældre litteratur kaldes leret derfor septarieler.

Nogle steder findes et tyndt lag af grønsandsler, Hvorslev Ler, under Skive Ler. Dette ældre ler er rigt på de oceaniske planktoniske foraminiferer, som ellers er sjældne i oligocæne aflejringer. Også Skive Ler indeholder mikrofossiler, som tyder på, at vandet var oceanisk.

Størstedelen af Skive Ler synes at være aflejret under den antarktiske Oi-2b-istid (figur 10-2). Muligvis har andre faktorer end klimaet her været styrende for aflejringsforløbet.

Ved Branden på nordspidsen af Salling findes en grå leraflejring, som er rig på grønsand og har samme alder som Skive Ler. Det er Branden Ler, som tilsyneladende har en ret begrænset udbredelse. I en for længst nedlagt lergrav ved Branden er der tidligere fundet mange fossiler, især snegle og muslinger. Danmarks ældste fossile rester af hvaler er også fundet her, nemlig tænder og kranieknogler af en primitiv tandhval, Squalodon (figur 10-53).

Brejning Formationen

Kortlægning af lagserier i Nordsøen viser, at der skete et meget stort relativt havspejlsfald midt i Sen Oligocæn, efter aflejring af skive Ler og Branden Ler. Da havspejlet var allerlavest, blev terrænoverfladen, som måske var blevet tørlagt, eroderet flere steder i Jylland og utvivlsomt også i resten af landet. Efter en relativ havstigning i det seneste Oligocæn var i al fald Jylland og Vestfyn atter dækket af havet. Denne gang var det et lavvandet hav, hvori der kun blev aflejret ganske lidt materiale.

Disse tynde lag udgør Brejning Formationen, opkaldt efter Brejning ved vejle Fjord.

Brejning Formationen har en væsentlig større udbredelse end de ældre lag fra Oligocæn, til trods for at det er aflejret på lavere vand. Måske er forklaringen, at landoverfladen var blevet stærkt udjævnet ved den nævnte erosion, så havet lettere kunne brede sig ind over fladen. Flere steder i Østjylland ligger Brejning Formationen således direkte over 15 millioner år ældre lag af Søvind Mergel (figur 10-55). Det kan ses ved Bøgeskov på Trelde Næs, ved Dykær nær Juelsminde og i en nedlagt mergelgrav ved Nørre Vissing. Lag fra den mellemliggende tid er enten blevet eroderet bort, eller også har der aldrig været aflejret materiale.

Brejning Formationen er let genkendeligt på sin mørkebrune, næsten sorte farve og sit store indhold af mineralerne glaukonit og glimmer. Det indeholder mange velbevarede fossiler, især snegle og muslinger (figur 10-54). Små blankpolerede konkretioner af mineralet fosforit er hyppige på flere lokaliteter, ligesom større konkretioner af lerjernsten (siderit). Den store rigdom på glaukonit og fosforit skyldes den meget lille tilførsel af materiale. Da de nederste lag blev aflejret, har vanddybden nok været omkring 30-100 m at dømme efter snegle- og muslingefaunaen. Mikrofossilerne viser, at saltholdigheden efterhånden aftog. Sammen med begyndende indslag af sand i den øverste del af Brejning Formationen er det tegn på, at kysten rykkede nærmere.

I den lave Øksenrade Klint ved Middelfart findes Brejning Formationen i en særlig udformning. Her har glaukonitindholdet været ekstra stort, men glaukonitkornenes jern er blevet iltet til rust, som har hærdnet sedimentet. De mange skaller af muslinger og snegle er blevet opløst, så man i stedet ser aftrykkene i den røde sandsten. Under 2. verdenskrig overvejede man at benytte forekomsten til jernfremstilling (se Glaukonit).

Ved Jensgård nær snaptun (Horsens Fjord) indeholder Brejning Formationen jernholdige runde korn, ooider, som er dannet på lavt vand med ringe sedimenttilførsel. Ooider er dannet ved, at hvert lille korn blev pakket ind i tynde jernholdige lag, mens de blev skyllet frem og tilbage i det lave vand. Hver lille kugle ligner et fiskeæg (oon betyder æg på græsk).

Syd for Mariager Fjord findes fossilrige lag i en for længst tilgroet lergrav ved Cilleborg, og i den ældre litteratur brugtes navnet Cilleborg Ler for lagene fra seneste Oligocæn.

Ved Mogenstrup på østkysten af Salling ses et tyndt lag af grønsandsler med mange snegle og muslinger. Derover følger flere meter mørkebrun silt, der indeholder kuglerunde kalkkonkretioner med meget velbevarede fossiler, især snegle, muslinger og krabber. Lidt sydligere, ved Lyby Strand, ses laget med de runde konkretioner også. En af dem indeholdt en hjernekasse af en lille, uddød tandhval i slægt med nutidens hval fra Gangesfloden, Platanista gangetica. Denne lille tandhval er den sidste af oligocæntidens platanistoider, der levede i havet før delfinernes udvikling. Der er også fundet rester af kranier og ryghvirvler af små tandhvaler på vestsiden af Salling, på Sester odde ved Harre vig.

Ved Silstrup i Thy ligger lagene fra det seneste Oligocæn direkte på det langt ældre moler (figur 10-56). Ejendommeligt nok er den nederste del af de oligocæne lag på dette sted meget rig på kiselskaller af diatoméalger ligesom i det underliggende moler. Forklaringen er nok, at de oligocæne lag her blev aflejret på en speciel havbund med gode bevaringsbetingelser for kiselskaller.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Oligocæn og den antarktiske forbindelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig