Tidlig Miocæn

Kystklinterne langs Lillebælt og Vejle Fjord afslører mange detaljer om aflejringsmiljøet langs kysten. Det kan man bl.a. se i klinterne ved Skansebakke langs Vejle Fjord og under den gamle lillebæltsbro på Fynssiden.

Kystlinjen lå i NV-SØ-retning nær sydsiden af nutidens Vejle Fjord. Selve kysten bestod af sandede odder og barriereøer med tidevandsrender imellem. Mod nordøst, ved Vejle Fjord, lå der lerede laguner bag barriereøerne, og mod sydvest, ved Lillebælt, var der sandstrande.

I klinternes sedimenter ser man tydelige tegn på datidens storme og tidevand.

Stormlagene består af sand, og de har en skarp undergrænse og en bølget top (figur 11-5). De enkelte sandlag er opbygget af mindre, meget lavvinklede lag, der ofte skærer hinanden. Den skarpe undergrænse blev dannet, når stormen var på sit højeste, og alt materialet var opslæmmet i det oprørte hav. Derefter begyndte aflejringen af de lavvinklede lag, efterhånden som stormintensiteten aftog, og til sidst aflejredes der bølgeribber på toppen. De sidste bølgeribber er dannet under forholdsvist stille vejr.

Tidevandsindflydelsen kan ses som rytmiske skift i lagdelingen (figur 11-6). I sedimenterne ved Lillebælt og Vejle Fjord kan man se tre typer af tidevandsaflejringer. Den ene er vekslende lag af sand og ler, der afspejler tidevandets døgnrytmer. Den anden er lag af vekslende sand og ler, som vidner om tidevandets månedlig spring- og nipflod. Den tredje type er krydslejringer med mellemliggende lerlag, der overvejende forekommer ved nipflod.

Generelt kan man se på sedimenterne fra både Midt og Sen Miocæn, at de har været præget af de samme processer. Der har altså været en storm- og tidevandspræget kyst i begge perioder.

På grund af stor sedimenttilførsel fra de norske og svenske bjerge begyndte kysten at rykke ud i havet igen. Under denne kystfremrykning, der foregik fra nordøst mod sydvest, blev Billund Formationen aflejret (figur 11-7). Kystlinjen rykkede helt ned til Sønderjylland, altså en fremrykning på ca. 200 km.

I Midtjylland kan man i grusgrave ved Addit og Voervadsbro studere, hvordan floder, deltaer og kystlinjer så ud i begyndelsen af Tidlig Miocæn. Der blev aflejret tykke sandlag i de flettede flodsystemer. I perioder med stigende grundvandsspejl, formodentligt på grund af klimavariationer, forsumpede områderne og der blev aflejret brunkul.

Der indtraf nu en ny stigning af havniveauet, så havet igen trængte ind over landet, og kysten rykkede tilbage til Midtjylland. I dette hav aflejredes den nedre del af den lerrige formation Klintinghoved Formationen (figur 11-8A). I de sydvestlige dele af landet er disse sedimenter meget rige på fossiler, som viser, at der var rigeligt med næringsstoffer i havet.

Havniveauet faldt på ny, og kystlinjen begyndte igen at rykke frem. Derfor aflejredes de sandrige deltaaflejringer, som kaldes Bastrup Formationen. Det er visse steder aflejret i dale, der er kraftigt nedskåret i de underliggende sedimenter. Der må derfor være sket et markant fald i havniveauet på dette tidspunkt, siden det var muligt at erodere kanaler i de ældre sedimenter.

Herefter stiger havet igen og Arnum Formationen blev aflejret (figur 11-8B og C). Den er ligesom Klintinghoved Formationen meget leret og fossilrig, specielt i Sydvestjylland. Under aflejringen af den øverste del har der sandsynligvis været en markant hævning af Det Baltiske Grundfjeldsskjold. Det kan man se ved, at der er tynde sandlag med tungmineraler og omlejrede fossiler i denne del af formationen. Tungmineraler, også kaldet tungsand, er korn af mineraler som f.eks. granat, magnetit og zirkon, der alle har en vægtfylde større end 2,8 g per cm³. Tungsand er rester fra nedbrudte bjergarter fra Det Baltiske Grundfjeldsskjold, som på grund af hævningen havde været udsat for erosion.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Tidlig Miocæn.

• Forrige afsnit er Grænsen mellem Palæogen og Neogen
• Næste afsnit er Overgangen til Midt Miocæn