Begrebet kystzone

Kystzonen er et begreb, som opfattes meget forskelligt, afhængig af baggrund og erhverv. Kommer en turist, som er opvokset i det indre af kontinentet, til landet, vil vedkommende givet opfatte hele Danmark som én stor kystzone. Med vores kystklima og en maksimal afstand på 50 km til nærmeste hav, uanset hvor i landet man befinder sig, er det en meget forståelig opfattelse. Tager man derimod en almindelig dansker, der bor 5-10 km fra havet, vil vedkommende formentlig synes, at „der er et stykke vej“ til kysten, og „det er da kun dem, der bor i 1. række, der bor i kystzonen“.

Rent juridisk og forvaltningsmæssigt opererer man med forskellige kystarealer eller kystzoner inden for og uden for selve kystlinjen, mere eller mindre uafhængigt af kystlandskabets udformning (figur 17-20). Der er f.eks. Planlovens Kystnærhedszone på 3 km, hvis formål er at friholde kysten for bebyggelse og anlæg, som ikke er strengt afhængige af kystnærhed. Og der er Naturbeskyttelseslovens strandbeskyttelseslinje, der fra de traditionelle 100 m nu skal omfatte 300 m, inden for hvilke strandområdernes naturtilstand ikke må ændres. Disse bestemmelser er kun et fåtal af de mange love og regler, der knytter sig til kystzonen og omfatter vidt forskellige emner, fra fuglebeskyttelse til indvinding af råstoffer fra havbunden.

Betragtes kysten ud fra et dannelsesmæssigt synspunkt, er det de marine processer, der bestemmer kystzonens udstrækning. Den ydre afgrænsning af kystzonen findes således ved den havdybde, hvor de store bølger påvirker havbunden. Den indre afgrænsning findes, hvor landskabet, såvel formerne som materialerne, ikke længere påvirkes af havet. Kystzonens bredde veksler således fra sted til sted afhængig af kysttype og lokalisering. Det er denne kystzoneopfattelse, der danner rammen om den efterfølgende gennemgang af de danske kysttyper, hvor stejlkyster og fladkyster behandles hver for sig.