Det bornholmske sprækkedalslandskab

På Bornholm er de nordlige to tredjedele af øen præget af grundfjeldet, der har udgjort det direkte underlag for isen (se Prækambrium og de følgende afsnit). Grundfjeldet rager op som en sokkel med svagt hvælvet overflade, hvoraf store dele ligger 80 m over havet. Det højeste punkt er Rytterknægten på 162 m, der ligger midt på øen. Man møder grundfjeldet ud mod Østersøen langs øens forrevne kyster.

Inde på øens mere centrale dele stikker grundfjeldet mange steder op gennem de tynde istidslag som afrundede klippepartier præget af isens slid. Her oplever man også sprækkedalslandskabet, hvis dominerende træk er de krydsende systemer af snorlige dale, der opdeler grundfjeldsområdet i et særpræget mønster af granitpartier med afrundede overflader. Sprækkedalene løber SV-NØ eller S-N og følger de urgamle sprækkezoner i granit-gnejs-massivet. Netop i sprækkezonerne har isen haft let adgang til at opplukke det knuste stenmateriale og udhule sprækkerne til dale. Og smeltevandsstrømme har sikkert også medvirket.

Sprækkedalenes størrelse varierer fra ganske smalle slugter, få meter brede, til store dale som Ekkodalen, hvis dalbund er 60 m bred. Mange af dalene er flere kilometer lange, således er Ekkodalen-Kjeldsådalen mere end 10 km lang (se Grundfjeldets sprækker og forkastninger).

I grundfjeldsterrænet mellem sprækkedalene er opragende klippepartier formet som rundklipper med en jævn, isskuret stødside, der vender mod nordøst, den retning hvorfra isen gled op over klippeøen, og en kantet læside. Rundklipperne varierer fra småformer til kilometerlange bjergrygge, f.eks. Hammeren, 82 m over havet. De hvælvede granitflader bærer ofte spor af isens slid. Partikler fastfrosset i isens bund har indridset utallige skurestriber, der viser isbevægelsens retning.

Mange steder er terrænet oversået med kantede granitblokke, som isen har revet løs fra grundfjeldet, flyttet og efterladt ved issmeltningen. Nogle af disse såkaldte vandreblokke er kæmpestore, f.eks. Rokkestenen i Paradisbakkerne.