1800-tallets første del

To af tidens stridende geologiske skoler var dog ikke præget af naturromantikken. Den ene skole var grundlagt af den engelske geolog James Hutton (1726-1797). Han mente, at naturens processer var langsomme, så jordlag og landskabsformer blev skabt over millioner af år. Det blev taget op i 1830-33 af den skotske geolog Charles Lyell (1797-1875), der udsendte et kampskrift for tanken om, at naturen havde udviklet sig i et langsomt og roligt tempo. Ligesom vejr, vind og vand i dag langsomt nedbryder land og opbygger nyt, skete det også i fortiden og vil ske i fremtiden, hævdede man. Tilhængerne af teorien kaldtes uniformitarianere.

Modsat denne skole stod franskmanden Georges Cuviers (1769-1832) katastrofeteori. Den gik ud på, at Jorden tidligere havde været udsat for flere store oversvømmelser, helt ulig de nuværende begivenheder, der danner jordlag og landskaber. Katastrofeteorien havde også tilhængere blandt bibeltro, der kunne indpasse Syndfloden som en af de store oversvømmelser.

Fra midten af 1800-tallet vandt uniformitarianernes tankegang langsomt terræn, ligesom Biblen fik mindre og mindre betydning i udforskningen af Jorden. Katastrofer kontra langsom udvikling har i øvrigt lige siden været et spørgsmål, der jævnligt dukker op inden for den geologiske forskning.

De danske kridtklinter var også i forskernes søgelys i 1800-tallet, da de jo er så fremmedartede i det danske landskab. En af ovennævnte Forchhammers første arbejdsopgaver var da også de danske kridtaflejringer fra Stevns Klint, Møns Klint og Faxe Kalkbrud. Han var i 1829 blevet ansat som professor i mineralogi og kemi ved den nyoprettede polytekniske læreanstalt, det nuværende Danmarks Tekniske universitet. Hans først resultat var, at kridtet hørte til tertiærtiden, dvs. den periode, man i dag lægger fra 65 til 2,5 millioner år før nu. Både i Danmark, Tyskland og England var man skeptisk over for Forchhammers tolkning af kridtlagenes alder. Prins Christian Frederik ønskede at sende sine to mineraloger Grev Bedemar og Christian Pingel (1793-1852), samt sin konkylieekspert Henrick Beck (1799-1863), ned for at undersøge klinterne og kalkbruddet, men ingen var særlig villige. Beck tog dog til Møn og Faxe, hvor han ved hjælp af fossilbestemmelser konkluderede, at alle kridtlagene tilhørte den noget ældre kridttid.

Nu dukkede også Charles Lyell op i København i 1834. Fra sit hotel skrev den berømte geolog et brev til Forchhammer, hvori han bad om at følges med ham til Møns Klint. Et rygte vil vide, at de to geologer råbte højt af hinanden og var ved at komme op at slås under besøget ved klinten. Men når man ser Lyells pæne kommentarer om Forchhammer ved kongens fest samme aften, og deres livslange venskab, har det vist kun været ivrig videnskabelig uenighed. I hvert fald konkluderede Lyell, at fossilerne var de samme som dem, man fandt i kridttidens lag fra Frankrig og England, og Forchhammer bøjede sig for argumenterne.

Set med både samtidens og nutidens øjne var Forchhammers forhastede fejl, at han ikke var palæontologisk kyndig. Han skulle have allieret sig med Beck, som netop var en skrap fossilbestemmer. Den samme fejl lavede Forchhammer i øvrigt også i 1820, hvor han uden at bestemme fossilindholdet havde bedømt noget ler fra Vendsyssel til at være ældre, end hans kolleger mente.

Forchhammer arbejdede dog videre med de danske kridtlag og drøftede deres alder med den franske geolog Edouard Desor (1811-1882). Desor havde besøgt de sydsjællandske kridtaflejringer i 1846. Han mente, at de forskellige kalktyper, som man i dag kalder bryozokalk, saltholmskalk og faxekalk, var yngre end skrivekridtet i Møns Klint, og alle disse lag betegnede han samlet som „terrain danien“, det vil sige „danske lag“. I dag giver man Desor ret i, at lagene var yngre end skrivekridtet. Den periode, de stammer fra, kaldes Danien, så Danmark har takket være Desor lagt navn til en tidsperiode; et navn, der bruges internationalt.

Kridtets alder var et af tidens store spørgsmål; et andet var, hvorfor kridtet stod op i høje klinter. Møns og Stevns klinter blev i 1850 beskrevet af Christopher Puggaard (1823-1864). Han tilhørte en af de velhavende familier i Guldalderens københavnske inderkreds, og hans værk „Møens geologie populært fremstillet“ havde da også illustrationer af kunstnerne Vilhelm Kyhn (1819-1903) og P. C. Skovgaard (1817-1875). Se figur 2-9.

Puggaard observerede ved Møns Klint, at forløbet af et flintlag i kridtet kunne være præget af spring, det vil sige at lagene var blevet forskudt i forhold til hinanden. Han så også lodrette sandlag mellem klintens kridtlag. Han mente derfor, at hele klinten havde været udsat for et voldsomt sidetryk – helt modsat Abildgaards underjordiske eksplosioner. De mange sten på Møns jordoverflade, mente han, var ført til området af drivis. Istidsteorien begyndte igen at trænge sig på i dansk naturvidenskab.

Forchhammers opfattelse af kridtlagenes ringe dybde under jordoverfladen i København kom til at spille en rolle ved Danmarks første boring efter vand. Den blev planlagt af Videnskabernes Selskab og skulle udføres ved Nyholm i København for at sikre byen vand under en evt. belejring. Både Ørsted og Forchhammer regnede med at bore ned gennem vandstandsende kridtlag til et vandførende lag (det såkaldte grønsandslag), så vandet på grund af overtrykket ville sprøjte op af sig selv som en såkaldt artesisk kilde.

I 1831 begyndte man så at bore med håndkraft. Tolv år senere var man nået 170 m ned i kridtet efter at have kæmpet sig vej gennem adskillige flintlag i det. Der var en voksende offentlig kritik af det dyre projekt. Men i 1841 havde grev A. W. Moltke (1754-1864), søn og sønnesøn af de førnævnte Moltker, fundet grønsand ved Lellinge Å på Køgeegnen. Det blev af Forchhammer taget som bevis på, at højtliggende grønsand fandtes under hele Østsjælland. I England havde man indvundet vand fra grønsand, så derfor stolede Forchhammer på, at grønsandet i Danmark også rummede grundvand. Det skulle derfor være muligt med Nyholm-boringen, mente han, at nå til vandførende grønsand ved at gennembore kridtlagene.

I januar 1848 opgav man efter 17 års boring at finde vand ved Nyholm, da man ikke havde gennemboret kridtet. Vand blev der derimod fundet af ingeniør Ludvig August Colding (1815-1888). Fra 1851 var han som vandinspektør leder af de boringer, der var med til at forsyne København med vand. Vandet kom ikke fra grønsandet, men derimod fra istidernes smeltevandssand.

Da den geologiske forskning var blevet et arbejdsområde for sig i 1800-tallet, kom det naturligt på tale at udgive en bog om Danmarks geologi. I 1835 udsendte Forchhammer en oversigt over Danmarks geologi (figur 2-10).

I samme måned som Forchhammers Danmarks Geologi blev udgivet, kunne man hos Geological Society i London læse om en bog om Danmarks geologi af Henrick Beck. Værket kendes kun fra foreningens mødereferat, men det synes at have været et skelsættende arbejde. F.eks. mente han, at mange af de østsjællandske kridtaflejringer var fra den yngste del af kridttiden, hvilket var modsat Forchhammers opfattelse. Desværre blev Beck ikke spurgt til råds under Nyholm-boringen. Hans opfattelse af kridtlagenes alder indebar nemlig, at der ikke var grønsand under dem, så det kunne måske have forhindret den dyre boring. Han havde også set, at mange af de danske marksten stammede fra kendte steder i Norge og Sverige.

Zoologen Henrick Beck var egentlig ansat hos kronprinsen til at lave et værk om dennes konkyliesamling. Han skulle også lave et værk om Danmarks geologi, Gæa Danica, som skulle være en komplet beskrivelse af alle danske fossiler (figur 2-11). Men værket blev aldrig udgivet, muligvis fordi Beck havde svært ved at gøre sine ting færdige. Referatet fra Geological Society viser dog, at Beck havde udført et meget stort arbejde omkring Danmarks geologi.

En af de første lærebøger i geologi blev skrevet af Jacob Hornemann Bredsdorff (1790-1841), der var lektor i mineralogi og botanik på Sorø Akademi.

I Forchhammers bog om Danmarks geologi havde han også beskæftiget sig med de lerlag, man kunne se overalt på de danske marker. Han kaldte det „Rullestensformationen“, og ligesom Beck var han ikke i tvivl om, at stenene i leret stammede fra de skandinaviske fjelde. Han mente, at ler og sten var dannet under gentagne hævninger og sænkninger som følge af „plutoniske kræfter“, det vil sige underjordiske dampe. Forchhammers teori var derfor på linje med katastrofisterne.

De store marksten, der ligger strøet ud over hele Nordeuropa, var en stadig kilde til undren hos både danske og udenlandske forskere. Man kunne se, at stenene var af samme materiale som fjelde, der ligger mange, mange kilometer fra stenene. Katastrofeteoriens tilhængere mente, at stenene var tilført ved en enorm oversvømmelse af Jorden, eller at de var skudt af sted ved hjælp af sammenpresset luft i huler. Uniformitarianerne derimod mente, at isbjerge havde ført stenene med sig under mindre oversvømmelser.

Opfattelsen af, at der havde været is på spil, blev styrket af de observationer, man gjorde i Alperne. Her havde man nemlig observeret lange, parallelle ridser i klipperne foran gletsjere. Som den første fandt alpejægeren Jean-Pierre Perraudin (1767-1858) ud af, at disse ridser skyldtes, at gletsjerne havde bredt sig ud over større områder i fortiden. Sten, der var frosset fast i gletsjerens bund, havde simpelthen skuret ridser i klipperne. Perraudin inspirerede Ignace Venetz (1788-1859), der mente, at en iskappe i fortiden havde strakt sig hen over Alperne og Jurabjergene, og at den efter afsmeltningen havde efterladt skurede sten på den nøgne jord. Teorien blev stort set afvist, men fik trods alt en tilhænger i Jean de Carpentier (1786-1855). I 1834 fremlagde Carpentier sine undersøgelser, men også han blev mødt med stor skepsis. Det lykkedes ham dog at overbevise sin gamle skolekammerat Louis Agassiz (1807-1873), og dermed fik teorien en eminent fortaler.

I 1837 forklarede Agassiz, at der i fortiden havde fundet en klimaforværring sted, så en stor iskappe havde dækket området fra Nordpolen til Alperne, og mammutter og andre forhistoriske dyr var døde. Det var en tolkning, der gik langt videre end hvad den mere forsigtige Carpentier havde tænkt sig. Agassiz blev mødt med voldsom skepsis fra mange notabiliteter i hele den vestlige verden. En af grundene var, at hans teori bar præg af katastrofe. Når uniformitarianernes tanke om naturens langsomme udvikling var ved at vinde terræn, var det for mange utænkeligt med en forhistorisk tid, hvor kilometertykke gletsjere dækkede Jorden (figur 2-12).

I Danmark var Forchhammer modstander af istidsteorien. På grund af hans betydning inden for den geologiske forskning blev teorien først accepteret efter hans død. Det er derfor så meget mere bemærkelsesværdigt, at Jens Esmark (1763-1839) allerede i 1824 havde foreslået, at de danske kampesten var ført hertil af gletsjere. Også Heinrich Rink (1819-1893) udgav i 1852 nogle observationer over den grønlandske indlandsis og dens bevægelser. Rinks arbejde førte bl.a. Lyell til overvejelser over, om Skotland og England havde været dækket af en iskappe.

Tabet af Norge gjorde, at man i Danmark ikke kun lavede geologiske undersøgelser ud fra en naturromantisk tankegang. Nytteværdien af naturen var som i den foregående periode højt prioriteret, bl.a. eftersøgning efter danske råstoffer som kompensation for den minedrift, man mistede i Norge.

Også dengang var brændsel et af de vigtigste råstoffer. I starten af 1800-tallet var de danske skove pint helt ned til kun at dække 3 % af landet, mod ca. 10 % i dag, så der var mangel på brændsel (og skibstømmer). Tørvemoserne var en vigtig brændselsressource, men man vidste ikke, hvor hurtigt tørven ville gendannes.

Derfor udskrev Landhusholdningsselskabet i 1816 en prisopgave om tørvedannelse, der blev besvaret af Johan Heinrich Dau (1790-1831). Han skelnede mellem forskellige tørvedannende steder som højmoser, kærmoser og skovmoser. Han så, at højmosens overflade hævede sig ind mod midten, og at den kun fik regnvand, ikke grundvand. Men det mest skelsættende var hans beskrivelse af, at kolde og fugtige år gav vækst til tørvemosset, men hæmmede de øvrige moseplanters vækst, mens varme og tørre år begrænsede tørvemossets vækst. De forskellige vækstlag i mosen afspejlede altså vekslende klimaforhold. Og når man fandt fyrretræ i moserne, selv om fyrretræet ikke hører naturligt til i nutidens Danmark, måtte skovene efter hans mening have haft en udviklingshistorie. Endelig skønnede han, modsat den gængse opfattelse, at tørvedannelsen var en meget langsom proces.

Disse epokegørende resultater burde have givet ham prisen, men sådan gik det ikke. Bedømmerne Ørsted og botanikeren J. W. Hornemann (1770-1841) kritiserede skarpt hans opgave som mangelfuld, og Dau udgav først efter flere års hård debat sine resultater i Leipzig. Hans videre livsforløb udviklede sig sørgeligt. Striden fortsatte, indtil han syg, fattig og skuffet døde som 41-årig.

I 1835 udskrev universitetet en prisopgave, der skulle forklare grunden til nåletræernes forsvinden fra den danske natur; altså behandle et af de spørgsmål, Dau havde berørt. Opgaven blev besvaret af Japetus Steenstrup (1813-1897), der beskrev lagene i to sjællandske moser. Hans konklusion var den, at de danske skove havde gennemgået en udvikling. Hvad Dau formodede, slog Steenstrup fast i en meget gennemarbejdet undersøgelse, og han vandt prisen.

I 1841 beskrev Steenstrup genvæksten i tørven som så beskeden, at man ikke kunne regne med den til brændsel. Det var en forsinket ros til Dau, men i modstrid med Forchhammers opfattelse. Steenstrups arbejde omkring skovens historiske udvikling vakte opsigt i udlandet, men en egentlig forklaring på årsagen til udviklingen kom han aldrig med.

Mosernes udvikling blev igen undersøgt i 1851, hvor teologen Christian Vaupell (1821-1862) udsendte en bog om de nordsjællandske moser. Ved at foretage bestemmelser af moselagenes træarter i mikroskop kom han frem til, at man ikke kunne inddele fortiden i bestemte perioder, hvor kun én træart havde vokset i skovene, sådan som Steenstrup havde gjort. Derimod havde skovene været blandinger af nåle- og løvtræer. At bøgen så ikke fandtes i fortidens skove, og at fyrren i mellemtiden var forsvundet, skyldtes, at træerne indgik i en levende proces med jordbunden og med hinanden. Hvor Stenstrup mere så udviklingen som klimatisk betinget, og derfor fik en mere skematisk tidsinddeling, så Vaupell, at træernes kamp om lyset var vigtig for skovudviklingen. Således vandt bøgen over egen, fordi den gav og tålte mere skygge. Om klimaets variation var Vaupell mere usikker, men i hvert fald kunne mosernes fyrrestammer efter hans mening ikke have vokset i et koldt klima, da deres årringe var brede som fyrretræers fra varme egne.

Stenstrup, der hele sit liv lå i strid med kolleger, kunne ikke acceptere Vaupells arbejde. Selv om Vaupell havde megen faglig modgang, levede han dog under økonomisk gode forhold og fik lov til at forske i botanik. Han døde forholdsvis ung af tuberkulose, som sandsynligvis stammede fra det lazaret, hvor han under Treårskrigen i 1848 fik amputeret en arm.

Guldalderens øgede interesse for den danske fortid, kombineret med dens ønske om at gå på tværs af fagdiscipliner, førte til samarbejde mellem geologer, biologer og arkæologer. Det første samarbejde fandt sted i 1832, hvor Videnskabernes Selskab udpegede en undersøgelseskommission med Forchhammer, runologen Finnur Magnússon (1781-1847), sprogforskeren Christian Molbech (1783-1857) og tegneren C. F Christensen. De skulle til Runamo i Blekinge for om muligt at tyde nogle tegn, man formodede var runer. Ifølge Saxos Danmarkskrønike var de indridset på foranledning af danerkongen Harald Hildetand.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Man besluttede, at Forchhammer som geolog alene skulle bestemme, hvilke tegn der var indhuggede streger, og hvilke der var naturlige revner i klippen. Ved hjemkomsten til København arbejdede Magnússon i næsten et år med tydningen, indtil han læste teksten baglæns. Med et stod han med løsningen, og af teksten oprulledes et kvad om Bråvallaslaget mellem Harald Hildetand og svenskerkongen Sigurd Ring. Nu strømmede hæderen ind, og tolkningen blev med ét berømt i Europa. Men den kun 21-årige arkæolog J. J. A. Worsaae (1821-1885) undersøgte Runamoklippen og argumenterede så overbevisende for, at dens tegn kun var naturens luner, at man til sidst måtte indrømme fejltagelsen. Magnússon og Forchhammer blev til grin (figur 2-14).

Den uheldige sag kan ses som det sidste forsøg på at skrive nationalhistorie ved hjælp af fantasifulde sammenkædninger af sagn og arkæologisk materiale, frem for en ny tids mere kildekritisk indgang til historien.

Forchhammer og Worsaae kom dog senere til at arbejde sammen, da de i 1848 med Japetus Steenstrup dannede Lejre-Komiteen til undersøgelse af skallag ved Isefjorden. Især Steenstrup og Forchhammer mente, at disse „østersbunker“ var gamle strandbredder, der var blevet hævet, men efterhånden kom Steenstrup og Worsaae frem til den fantastiske erkendelse, at de var skabt af stenaldermennesker. „Køkkenmøddinger“ kaldte Steenstrup dem, og dette ord er nu internationalt brugt om denne type aflejring, selv om det danske ord er svært at udtale. Der var i samtiden en vis modstand mod navnet, som en skribent fandt „ildelugtende og smagsløst“, mens en avis mente, at vi nu over for udlandet kunne prale med vores „nationalmøddinger“.

Den danske guldalder ophørte i 1840'erne, og i december 1865 døde Forchhammer. Han var periodens centrale skikkelse og betragtes da også af mange som grundlæggeren af den moderne danske geologiske videnskab. Det er derfor på sin plads at vurdere hans livsværk og eftermæle, set i forhold til Guldalderens tidsånd.

Uden tvivl arbejdede han tværvidenskabeligt, var interesseret i at udrede Danmarks glorværdige fortid og arbejdede gerne med geologien i samfundets tjeneste; alt sammen emner i den naturromantiske strømning. Men hans teorier var meget præget af spekulation, han var alt for hurtig til at konkludere uden at lave dyberegående undersøgelser. Således skrev digteren Vilhelm Bergsøe (1835-1911), at Forchhammer som gammel afviste brugen af mikroskopet med ordene: „Hvad jeg ikke kan se med mine egne Øjne, bryder jeg mig ikke om“. Deri ligger måske også kimen til Forchhammers mange fejltagelser. I de senere år var han tillige en magtfuld mand, så man kunne ikke så godt sætte spørgsmålstegn ved hans teorier. Men han nåede vidt omkring i det geologiske arbejdsfelt og fik åbnet mange problemstillinger. Andre omkring ham opnåede derimod mere skelsættende resultater.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet 1800-tallets første del.

• Forrige afsnit er 1700-tallet
• Næste afsnit er 1800-tallets sidste del