1900-tallet

Johnstrups efterfølger i professorembedet blev Niels Viggo Ussing (1864-1911) (figur 2-17). Om Ussings faglige og organisatoriske dygtighed var der ingen tvivl, og dertil kom en stor evne som formidler. I dag er han især kendt for udforskningen af de jyske landskaber.

Han fastlagde, hvordan en gletsjer havde haft sin rand i et nord-sydligt forløb langs Den Jyske Højderyg til Hald Sø og langs et øst-vestligt forløb fra Hald Sø til Bovbjerg ved Vesterhavet. Uden for denne israndslinje kortlagde han de sletter, som smeltevandet fra gletsjeren var løbet hen over. Bag israndslinjen fandt han, at vandet var løbet i tunneldale under gletsjeren. Tunneldalene mundede ud ved isranden, og fra disse mundinger bredte smeltevandsaflejringerne sig – i begyndelsen vifteformet – ud over sletten.

Ussing kortlagde også, hvordan gletsjeren var smeltet bort fra det jyske område. På den måde fik han en forklaring på, hvordan de østjyske fjorde, Den Jyske Højderyg, og den jyske hede var dannet. Hans klassiske arbejde kan stadig bruges til at forstå, hvordan det danske landskab blev skabt af gletsjere, skønt nogle af forklaringerne har givet heftige debatter, der endnu ikke er slut her efter årtusindskiftet. Det er bl.a. tanken om, hvorvidt der kan være kilometerbrede tunneldale under en gletsjer eller ej, der har været årsag til en del diskussioner.

Et yndet debatemne var også spørgsmålet om, hvor mange gletsjere og istider, der har præget det danske landskab. En af foregangsmændene på dette område var geologen S. A. Andersen (1901-1969), der som den første beskrev, hvordan tre gletsjere havde påvirket landskabet under den sidste istid. Sandsynligvis på grund af mere personlige forhold var S. A. Andersen uvenner med store dele af forskningsverdenen, hvilket desværre også gjorde, at mange af hans teorier blev ignoreret.

Udforskningen af det danske istidslandskab tog for alvor fart i 1960'erne, da man indførte nye felt- og laboratoriemetoder.

Siden Vaupells arbejde i 1850'erne havde der været forsket i de danske moser, men først med botanikeren Nikolaj Hartzs (1867-1937) arbejde i starten af 1900-tallet kom der nye, epokegørende resultater. Hartz havde deltaget i flere grønlandsekspeditioner, hvor han havde studeret arktisk flora. Det kom ham til gode i udforskningen af klimasvingninger under de danske istider. I 1898 fandt han ved Brørup i Vestjylland tørv, der stammede fra sidste mellemistid. Sammen med Vilhelm Milthers (1865-1962) fandt han også i en teglværksgrav ved Allerød på Nordsjælland lag, der viste, at en kort varmetid også havde eksisteret i slutningen af sidste istid. Han blev derfor ophavsmand til den internationalt kendte periode Allerød. Disse studier viste, at fortidens klima havde vekslet meget mere mellem kulde og varme, end man hidtil havde regnet med.

Undersøgelser af klimaets udvikling fik især et skub fremad, da den svenske geolog Lennart von Post (1884-1951) opfandt pollenanalysen. Fund af pollen i jordlagene kunne vise, hvordan plantevæksten havde ændret sig gennem tiden. Og da plantevæksten i høj grad er afhængig af klimaet, var metoden velegnet til at bestemme klimaets udvikling. I Danmark videreudviklede botanikeren Knud Jessen (1884-1973) metoden og inddelte de sidste 14.000 år i 9 zoner. Knud Jessens arbejder er også internationalt kendte.

Men også menneskets påvirkning af naturens udvikling blev efterhånden inddraget. I 1941 udgav botanikeren Johs. Iversen (1904-1971) det internationalt kendte værk „landnam i Danmarks Stenalder“. Ud fra pollenanalyse viste han, hvordan de ældste stenalderbønder havde ændret landskabet ved rydning af skoven. Menneskets påvirkning af klima og natur er et emne, der især har fået stor offentlig bevågenhed i slutningen af 1900-tallet.

Undersøgelser af klimaets variationer gennem tiden tog igen et stort spring fremad i 1950- og 1960'erne, da fysikeren Willi Dansgaard (f. 1922) fandt en metode til at måle fortidens klima i opborede kerner fra Grønlands indlandsis (se Iskerner); et arbejde, der har høstet stor international anerkendelse. Alle disse undersøgelser af fortidens klima kan bruges til at forudsige fremtidens klima.

Af de mange tekniske opfindelser fra 1900-tallet er de geofysiske målinger blandt de vigtigste. En geologisk undersøgelse havde hidtil bestået i at beskrive, hvad man så på jordoverfladen, i klinter og i råstofgrave. Det kunne give et indirekte billede af, hvad man kunne forvente at finde dybt nede i jorden. Man kunne så bore ned gennem jorden, men det gav kun oplysninger om jordlagene i et enkelt punkt, nemlig der, hvor man borede. Hvordan lagenes rumlige fordeling var, kunne man kun opstille modeller for. Disse problemer rådede geofysiske målinger bod på.

Ved en geofysisk måling bestemmer man jordlagenes tykkelse og hældning ved at sende strøm, lydbølger eller magnetfelter ned gennem jorden. Hvert jordlag „reflekterer“ de nedsendte signaler på forskellig vis, og når de reflekterede signaler kommer tilbage til jordoverfladen, kan man omsætte dem til oplysninger om de lag, der reflekterede dem. Man kan f.eks. bestemme lagenes tykkelse, hældning og dybde under jordoverfladen. Man kan også måle jordens egen lokale tyngdekraft eller magnetisme. Metoden giver et mål for, hvad jordlagene består af. Når man kender lagenes tykkelse og forløb, har man et fint rumligt billede af undergrunden. Det bruges især til samfundsøkonomiske undersøgelser som kortlægning af vand, råstoffer og jordbundens bæreevne til bygge- og anlægsarbejder.

Allerede i 1930'erne iværksatte Victor Madsen (1865-1947) som direktør på Danmarks Geologiske undersøgelse geofysiske undersøgelser efter naturgas, olie og især salt i den danske undergrund. Det førte også til, at der efter 2. Verdenskrig blev foretaget en række dybdeboringer i landet og senere i Nordsøen. Denne spændende, men også skandaløse historie om jagten efter salt og olie er beskrevet i kapitlet om Råstoffer. Man fandt til sidst den værdifulde olie i nordsøen, men bl.a. fandt man også en dybt begravet grundfjeldsryg, den der kaldes Ringkøbing-Fyn Højderyggen.

Kortlægning af grundvandet var et område, der udviklede sig kraftigt gennem 1900-tallet. Bl.a. indførte Theodor Sorgenfrei (1915-1972) geofysiske undersøgelser til kortlægningen i 1950'erne. Et andet væsentligt tiltag var DGUs borearkiv, som blev oprettet i 1926 under ledelse af Hilmar Ødum (1900-1975). Borearkivet er i dag en enestående samling af data.

De geofysiske målinger var også velegnede til at undersøge Jordens indre; et område, hvor man hverken selv kunne komme eller bore ned til. Bl.a. blev fysikeren Inge Lehmann (1888-1993) internationalt berømt, da hun i 1936 opdagede, at jorden har en ydre og en indre kerne (figur 2-18).

De mange og store bygge- og anlægsarbejder op gennem 1900-tallet førte også til ny metodeudvikling. Det var de såkaldte geotekniske metoder, som kort sagt skal afgøre, om jordbunden holder til en bro, en vej eller lignende. Ellen Luise Mertz (1896-1987) var grundlæggeren af denne disciplin i Danmark (figur 2-19). Hun startede som uuddannet assistent på Danmarks Geologiske undersøgelse, men på Victor Madsens opfordring blev hun ad omveje uddannet til geotekniker. Blandt hendes mest betydningsfulde opgaver var jordbundsundersøgelserne til den gamle og den nye lillebæltsbro. Opgaven til den gamle bro fik hun allerede i 1920, i en alder af 24 år, da ingen andre geologer turde påtage sig den.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet 1900-tallet.

• Forrige afsnit er 1800-tallets sidste del
• Næste afsnit er En oversigt over 400 års forskning