FIGUR 20-3. Tidligere tiders energiråstof var tørv. Her ses håndudskårne tørveblokke på Viborgegnen engang omkring 2. Verdenskrig.

.

FIGUR 20-4. Nutidens energiråstof er olie. Her ses boreriggen Enesco 70, der i 2000 foretog en prøveproduktion i Nini feltet.

.

Kapitlet Råstoffer: Mineraler, energi og vand beskrev de forskellige typer af geologisk betingede råstoffer. De er alle med sikkerhed en begrænset, ikke-fornybar ressource. Men vil begrænsningen være et problem i fremtiden, og hvornår vil et eventuelt problem kunne mærkes?

Der er ingen tvivl om, at mennesket er totalt afhængigt af mineral- og energiråstoffer for at kunne leve på nutidens stade. Som beskrevet i kapitlet Udforskningens historie (inkl. følgende afsnit) er frygten for at løbe tør for råstoffer af gammel dato, og siden 1960'erne har emnet igen skabt heftige debatter. Blandt mange var der en overbevisning om, at man med det nuværende forbrug snart måtte løbe tør for malme, mineraler og energiråstoffer. Ligesom klimaforudsigelserne er råstofdebatten præget af, at der er store økonomiske og samfundsmæssige interesser på spil.

Energiråstofferne kan bruges som eksempel på de mekanismer, der regulerer råstofmængden. Man havde f.eks. I første halvdel af 1800-tallet problemer med at skaffe brændsel, da de danske skove var hugget ned til kun at dække 3 % af landet, mod ca. 10 % i dag. Man gik derfor i stigende grad over til at fyre med tørv, hvad der skabte en frygt for at ressourcen skulle slippe op (figur 20-3). Diskussionen gik på, hvor hurtig tørven kunne gendannes i moserne (se afsnittet moseundersøgelser), og man fandt ud af, at det gik for langsomt i forhold til forbruget. Mod slutningen af 1800-tallet var der ikke længere nok dansk tørv til at holde den nye industrialisering i gang, så derfor importerede man udenlandsk kul.

Kul blev importeret indtil man stik mod forventning fandt olie og naturgas i den danske undergrund i 1966 (kapitlet Råstoffer: Mineraler, energi og vand ). Op gennem 1970'erne begyndte man at regne på, hvornår oliereserverne ville slippe op. Det viste sig dog, at man kunne udnytte de eksisterende oliefelter bedre end hidtil antaget. Oprindeligt var det kun muligt at oppumpe omkring 5 % af olien fra de olieholdige lag, men med udviklingen af vandrette boringer kom man op på ca. 30 %. Men der er stadig 70 % olie tilbage i laget, så mange mener, at fremtidens olieefterforskning ikke nødvendigvis består i at finde nye forekomster, men i at få mere op fra de kendte forekomster (figur 20-4). Og hvis de kendte oliereserver slipper op, kan man måske bruge af de store forekomster af gas og olie med tjæresand i f.eks. Canada.

Historien viser, at det i fremtiden kan være muligt at bruge et erstatningsråstof, at udvikle nye teknologier til at udnytte kendte råstofressourcer, og at importere råstoffer. Der er dog mange usikkerheder indbygget i dette scenario. Har udlandet tilsvarende råstoffer at tilbyde, og vil man sælge dem? Vil en teknologisk forbedret udnyttelse skade andre værdier som f.eks. boligområder, naturområder og drikkevand?

Et andet eksempel på, hvor svært det er at forudsige et råstofs levetid, er ler til røde mursten. Man har i Danmark indvundet den slags ler siden 1100-tallet. Som nævnt i afsnittet Ler til tegl og efterfølgende afsnit udgør den traditionelle danske lerressource de øverste 1-2 m af lagene i gamle søaflejringer. Leret er derfor en begrænset ressource, der med sikkerhed vil blive opbrugt regionalt på et tidspunkt. Desværre har man i Danmark ingen statslig opgørelse over mineralressourcerne, men det vil være forholdsvis let at lave en opgørelse for ler til røde mursten, da det ligger på jordoverfladen. Når opgørelsen foreligger, burde man kunne sætte årstal på, hvornår ressourcen er opbrugt, da man kan sammenligne den årlige produktion med den totale ressource. Men den årlige produktion varierer meget, afhængig af efterspørgslen på røde sten. Det kan skyldes moden inden for stenfarver, økonomisk afmatning eller vækst i byggeriet, konkurrence fra billigere udenlandske sten m.m.

Så selv med en præcis totalopgørelse af en råstofressource kan der som regel ikke sættes faste tal på, hvornår ressourcen er opbrugt. Beregningen af mineral- og energiråstoffers levetid er bl.a. afhængig af: den naturgivne mængde, mængden af kendte og ukendte forekomster, efterspørgslen, befolkningsvæksten, den økonomiske vækst, det teknisk mulige, udnyttelsen af forladte forekomster, rentabiliteten af en indvinding osv. Disse mange indbyrdes afhængige faktorer betyder, at der er stor spredning i forudsigelserne af, hvornår et givent råstof er brugt op.

Man har prøvet at se på prisudviklingen inden for et bestemt råstof, og så fremskrive denne tendens. Men prisen reguleres af markedsmekanismerne, og ikke af den eventuelle råstofmængde. Det har man bl.a. set i regionale områder, hvor man har opretholdt en hård konkurrence og billige priser, indtil der ikke var mere råstof at udnytte.

Selv en fast størrelse som Jordens totale mængde af råstoffer og disses geografiske placering kendes ikke. Der findes heller ingen totalopgørelse over de danske råstoffer. Rent administrativt vil det heller ikke være muligt at lave en sådan for hele Jorden på nuværende tidspunkt.

Så konklusionen er, at vi på et tidspunkt løber tør for ét eller flere råstoffer, lokalt, regionalt og globalt, men dette tidspunkt er umuligt at forudsige. Dertil er råstofmængden og de samfundsregulerende mekanismer for ukendte.

Drikkevand adskiller sig fra de førnævnte råstoffer ved at blive fornyet, da det indgår i et kredsløb med fordampning, nedbør, afstrømning osv. Alligevel kan mangel på vand være et lokalt problem i Danmark, men den største trussel mod drikkevandsforsyningen kommer dog fra forurening. Da forureningen sker i atmosfæren og på jordoverfladen, vil den først vise sig i grundvandsmagasinerne efter nogle år, alt efter hvor hurtigt vandet siver ned til magasinerne. Det har siden 1970'erne stået klart, at vandet allerede da var forurenet i mange områder – og stadig er det.

Begrænsning og fjernelse af forureningskilderne, og beskyttelse af det uforurenede vand, er et af fremtidens store emner. Dertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt man vil rense forurenet vand eller foretrækker at indvinde rent vand. Fordelen ved at forebygge frem for at lappe, når skaden er sket, er, at man sender et signal til befolkningen om, at man skal værne om grundvandet. Mange frygter, at tilladelse til rensning af grundvandet kan føre til større forurening.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Fremtidens råstofforsyning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig