Kalk og kridt har siden Middelalderen været benyttet til bygningssten, da den var let at skære ud i murstensstørrelser. Det var især kildekalken, også kaldet frådsten.
Kildekalk opstår, fordi rødder, svampe, bakterier og andre levende organismer i jorden udskiller kuldioxid. Når regnvand trænger ned i jorden, vil det reagere med kuldioxiden og opløse jordens indhold af kalk. Den opløste kalk transporteres med det nedsivende vand, og hvor vandet bryder frem på jordoverfladen som en kilde, afdamper kuldioxiden til atmosfæren og kalken udfældes. På lignende måde mobiliseres mangan i jorden, så kildekalk består tit af sort-hvide tynde lag af skiftevis manganrig og manganfattig kalk.
Da man let kan skære i den friske kildekalk, har den siden Middelalderen været brugt til bygningssten, især til kirker. I egnen omkring Roskilde og Holbæk er der mange fine eksempler. I Roskilde by har der været op til 24 kilder, hvoraf Maglekilde havde en af de største kildekalksforekomster, f.eks. blev den gamle trækirke i 1080 afløst af en domkirke i kildekalk. Rester af kirker med kildekalk findes også i krypterne under St. Knuds Kirke i Odense og Vor Frue Kirke i Århus (figur 18-7).
Et af de kendte kildekalksbrud ligger ved Vintre Møller mellem Roskilde og Holbæk. Det har sandsynligvis været udnyttet i Middelalderen, men man ved ikke, hvornår indvindingen ophørte. Bruddet blev genåbnet i 1875 for at levere materiale til restaurering af Kirke Sonnerup Kirke og i 1893 til restaurering af Tveje-Merløse Kirke. Langs Odense Å ved Dalum findes også et par kildekalksbrud. I dag indvindes dansk kildekalk kun ved Slude på Fyn, men her bruges den til manganrig jordbrugskalk.
Bryozokalk, Skrivekridt og Fakse Koralkalk brugte man allerede til bygningssten i Middelalderen, hvor den især blev hentet fra de hævede stenalderklinter ved Klim i Nordjylland, Djurslands klinter, Fakse Banke og Stevns Klint på Sydsjælland. Således blev sten fra Stevns Klint brugt af biskop Absalon ved grundlæggelsen af København i 1167, og man kan i dag se de gamle kalksten under Christiansborg Slot.
Omkring Stevns Klint ligger der mange middelalderkirker med kalksten, eller limsten som det også kaldtes, fra klinten. I 10 kirker omkring Grenå i Østjylland er det muligt at se, hvor Danien-kalkstenene stammer fra, da 64 % af stenene er udskåret ved Fornæs og Kragenæs, mens 36 % af stenen er fra de store klinter ved Karlby og Sangstrup.
Kalk- og kridtsten blev savet ud ved håndkraft, hvad man i dag tydeligt kan se på Stevns Klints meget kantede klintprofil (figur 18-8). Stevns Klint fik efter Københavns brand i 1728 ny betydning for brydning af udsavede kalksten, og omkring år 1900 kom endnu et opsving for stenbrydningen. Også sten fra Fakse-bruddet blev udsavet helt op mod 1900, f.eks. til den omfattende restaurering af de øvre dele af Marmorkirken i København. Kun de nedre dele af kirken er marmor.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.