Ler til tegl

Lertyperne kan deles op efter deres alder og aflejringsmiljø. Palæogens plastiske ler har tidligere været brugt til teglbrænding, men det svinder meget under tørring og brænding. Det miocæne glimmerler har været brugt af teglværker i områderne Holstebro-Ringkøbing og Varde-Esbjerg. Det har også været brugt til fremstilling af de sorte jydepotter, der var en udmærket indtægtskilde for mange vestjyder.

Fersk- og saltvandsler fra Eem Mellemistid er tidligere blevet udnyttet, men på grund af det høje indhold af kalkskaller er det ikke egnet til moderne teglbrænding.

Smeltevandsler fra slutningen af Weichsel Istid blev aflejret i smeltevandssøer øst for Hovedstilstandslinjen. I dag ligger det som flader eller bakker i landskabet. Bl.a. på grund af den fine kornstørrelse og manglen på skadelige korn og organisk materiale er det et af de mest driftsikre lerråstoffer. De to største lerområder i Danmark består begge af smeltevandsler. Det er Egernsund i Sønderjylland og Stenstrup på Fyn, der begge er historisk set vigtige teglværksområder.

Moræneler bruges til røde mursten i Thy og Sønderjylland, men før 1900-tallet har det være udnyttet flere steder. Sedimentet har en meget blandet kornstørrelse, da kornene under transporten er blevet knust og slebet. Ulempen ved leret er de større sten og kalkkorn, som skal knuses inden brænding, da de kan frostsprænge den færdige sten.

saltvandsler fra begyndelsen og slutningen af Weichsel Istid findes i Nordjylland og har stor betydning for de nordjyske teglværker. Leret er fra det Ældre og Yngre Yoldia Hav. Ulempen ved saltvandsler er dets indhold af klorid fra saltvandet, der kan give misfarvninger i den færdigbrændte sten. Kloriden er dog vasket ud af de øverste meter af Yoldia Ler.

Ferskvands- og saltvandsler, der er aflejret efter sidste istid, bruges ikke længere til teglfremstilling. Det har et for højt indhold af organisk materiale og muslingeskaller.

Brugen af ler har en lang historie. Allerede i Jægerstenalderen tørrede man lerkar i ilden. De ældste soltørrede lersten, man kender, er 15.000 år gamle og fra Ægypten. De ældste brændte teglsten er fra Mesopotamien, hvor man for 5000 år siden begyndte at brænde sten i gule og røde farver. Fra oldtidens Grækenland er teglteknikken kommet til Europa, og fra begyndelsen af 1100-tallet blev teknikken sandsynligvis brugt første gang i Danmark.

De ældste kendte byggerier er gejstlige, som klostret i Esrum og ærkebiskoppens borg i søborg. Men ret hurtigt blev det nye vidundermateriale brugt af kongemagten. Om Valdemar den Store skrev samtiden, at han opførte Dannevirke ved landets sydgrænse af „bagte sten“. Et stykke af denne teglmur kan stadig ses.

Brænding af mursten, tagsten, gulvfliser, ornamenter og vandrør bredte sig hurtigt til de mange middelalderkirker, der i forbavsende fart blev opført over hele landet. Teglovnene blev typisk opført ved byggepladsen, hvor tørrede sten blev stablet op sammen med brænde og tildækket med ler, en såkaldt højovn. Man formede stenen med hånden i en træform, en teknik der holdt sig op til midten af 1800-tallet, hvor man typisk brændte i landsby- og herregårdsteglværker.

Med industrialiseringen i 1830'erne blev ringovnen indført. Heri kunne teglstene flyttes rundt til forskellige varmezoner (figur 18-20). Fra 1850'erne begyndte man også at brænde drænrør til de store dræn- og landvindingsarbejder.

Det næste store teknologiske spring skete i 1960’erne, da tunnelovnen blev indført. Da faldt antallet af teglværker drastisk på grund af effektivisering.

Udviklingen i branchen ser sådan ud: I 1837 var der 984 teglværker; halvdelen lå omkring Ribe og Ringkøbing. I 1895 var der 590 teglværker, og halvdelen af landets teglsten blev produceret i Nordsjælland og på Møn. I 2000 produceredes 45 % og 20 % i henholdsvis Nordjylland-Viborg-området og i Sønderjylland, og der var blot ca. 25 teglværker tilbage i hele landet. Den årligt indvundne mængde ler til tegl var i 2000 på omkring 800.000 m³. Det er ikke store mængder, men der bruges kun lidt ler til teglbrænding.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Ler til tegl.

• Forrige afsnit er Granit og gnejs
• Næste afsnit er Ler til klinker