De danske farvandes geologi

Man kan uden risiko for grundstødning sejle fra Atlanterhavet ind gennem det dybe Skagerrak og derfra enten videre ned i Nordsøen eller runde Skagen og fortsætte ned i Kattegat. Især hvis man vælger Kattegat fortæller dybdekortet (figur 2-1), at man fra nu af skal passe på, efterhånden som man navigerer sydover. Der er mange fjorde, øer, grunde og ofte snævre render at tage vare på. Det er ikke for ingenting, at farvandet hedder Kattegat; fra hollandsk Kattegyden. Vil man helt ind i Østersøen, skal man enten sejle gennem Øresund eller Storebælt eller måske tage den smukke omvej gennem Lillebælt. Uanset hvilket stræde, man vælger, skal der imidlertid passes ekstra godt på, for forbindelsen mellem Kattegat og Østersøen er nemlig snæver og lavvandet. Det skyldes den højtliggende kalkbund i Øresund ud for Amager (8 m’s dybde) og de højtliggende tærskler af isaflejringer i de snævre render i Store- og Lillebælt og syd for Gedser. Tærsklerne har siden istiden været afgørende for, hvor meget vand, salt og ilt der kan udveksles mellem de danske farvande og Østersøen.

Vel inde i Østersøen møder man en række store og ret fladbundede bassiner med dybder, der tiltager fra 20 m i Mecklenburger Bugt syd for Lolland over 40 m i Arkonabassinet mellem Sjælland og Bornholm til 80 m i Bornholmsbassinet øst for Bornholm. Endnu længere inde, i Gotlandsbassinet, er der hele 240 m dybt. Som det senere vil blive beskrevet, afviger Østersøens geologiske historie og nuværende miljø meget fra de øvrige danske farvandes, og en del af forklaringen skal netop søges i de snævre og lavvandede forbindelser ud til verdenshavet.

Søkortet er nok et kort over vanddybden, men det er også et kort over det undersøiske landskab. I det følgende belyses, hvorledes dette landskab er dannet, men først skal de metoder, man bruger til at undersøge havbunden, omtales.