Under normale forhold vil praktisk taget alle de reducerede forbindelser fra den anaerobe omsætning til syvende og sidst blive oxideret med ilt i havbunden. undtaget herfra er den frie kvælstof fra nitratrespirationen og de jernsulfider, der ligger dybt nede i permanent reducerede sedimentlag. Faktisk går langt den største andel af havbundens iltforbrug i de indre danske farvande til oxidation af restforbindelserne fra den anaerobe nedbrydning, og kun en mindre del bruges til en direkte aerob heterotrof nedbrydning.
Der kan ofte være en tidslig forsinkelse mellem den anerobe nedbrydning og oxidationen af de reducerede restforbindelser – den såkaldte iltgæld. Desuden kan mængden af ilt i bundvandet regulere havbundens iltoptagelse. Havbundens iltoptagelse viser typisk en sæsonvariation, der reguleres af sedimentationen af frisk organisk materiale fra vandsøjlen og af variationer i iltkoncentrationen (figur 16-22). Derfor er iltforbruget højt om sommeren og efteråret og lavt om vinteren.
Havbundens totale iltoptagelse er et godt mål for den samlede nedbrydning af organisk stof, og det er en nøgleparameter for tilstanden i et givet havområde. Målinger af havbundens iltoptagelse kan enten foretages på sedimentkerner hentet op fra havbunden eller også direkte på havbunden vha. såkaldte „lander-instrumenter“ (se boks 16-5).
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.