Størstedelen af Danmarks havbund er dækket af sediment, dvs. aflejrede partikler der mere eller mindre udjævner bunden. De grovere partikler som sand finder man nær kysten, hvor strøm og bølgers påvirkning er størst, mens finere partikler aflejres på større dybder med mindre vandbevægelse. Dyrene her kaldes med en fællesbetegnelse infauna (inde-dyrene), selv om en del af dem tilbringer størstedelen af livet på overflader.
Sedimenternes ensformighed afbrydes dog af en række forskellige dannelser som f.eks. store sten, havnemoler og store alger. De giver dyrene et fastere underlag at sidde på end sedimenterne, og dyrene her kaldes i overensstemmelse hermed epifaunaen (på-dyrene).
Opdelingen i infauna og epifauna fungerer i de fleste tilfælde fint, men med nogle arter går det galt. Det gælder f.eks. almindelig strandkrabbe eller almindelig konk, der findes på både sedimenter og på hårdt underlag. I det følgende bliver de beskrevet sammen med epifaunaen.
Dyrelivet på det helt lave vand og i Østersøens brakke vand er omtalt i kapitlerne Livet på lavt vand og Østersøen, så i dette kapitel omtales kun de øvrige farvandes større bunddyr, dvs. dem der lever på mere end et par m's dybde. På disse dybder er dyrene ikke så udsatte for store døgnsvingninger i temperatur og saltholdighed som på lavere vand. Kræver dyrene en høj saltholdighed, vil de foretrække de største dybder i Bælthavet, Øresund og det sydlige Kattegat, mens de i det nordlige Kattegat og i Nordsøen kan få tilstrækkelig høj saltholdighed på lavere vand.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.