Krebsdyr (livet på havbunden)
FIGUR 8-55. Stor rur (Balanus balanus) med brun doride (Onchidoris bilamellata). Sneglen, der lever af rurer, har to tentakler i forenden og dusk-formede gæller på ryggen.
FIGUR 8-56. Caprella (Caprella linearis) på en koloni af bredt bladmosdyr (Flustra foliacea).
FIGUR 8-57. Stankelbenskrabbe i ålegræs. Desuden ses ålegræsanemonen (Sagartiogeton viduatus), en søanemone, der kun findes i vore saltere farvande.
FIGUR 8-58. Sandkrabben set forfra og kamufleret med brødkrummesvamp (Halichondria panicea) både på skjoldet og på benene. De to stilkede øjne ses under brødkrummesvampen øverst.
FIGUR 8-59. Violinkassekrabbe, der holder omkring en stor søanemone (Tealia felina) med det bageste benpar. En indtrukken stor søanemone ses i forgrunden.
FIGUR 8-60. Almindelig svømmekrabbe (Liocarcinus depurator) kan træffes både over stenrev og på mudderbund. Den har, i modsætning til strandkrabben, svømmeårer på det bageste benpar og er en god svømmer. Dens store klosakses tænger er spidsere og betydeligt mere ubehagelige end strandkrabbens Den er et grådigt rovdyr, der kan fange svømmende fisk.
FIGUR 8-61. Taskekrabbe; hun med røde æg under halen.
FIGUR 8-62. Hummer.
FIGUR 8-63. Troldkrabbe set skråt bagfra.
1. Almindelig eremitkrebs (Pagurus bernhardus) uden hus. Man ser dens bløde, snoede, næsten lemmeløse bagkrop.
2. Almindelig eremitkrebs i skal af almindelig konk. Snegleskallen er dækket med en hunlig koloni af pindsvinepolyp (Hydractinea echinata). Nederst til venstre ses de stilkede øjne af en delvis skjult eremitkrebs set bagfra.
3. Pindsvinepolyp på snegleskal beboet af eremitkrebs. Polypkoloniens røde hunlige kønsknopper ses mellem de farveløse polypper. Nederst til højre ses nogle af de pigge, der har givet hydroiden sit navn.
4. Tom skal af almindelig konk, der tidligere har været beboet af en eremitkrebs. Den ca. 3 cm lange skal er dækket af en brun, pigget skorpe dannet af pindsvinepolyp. Pindsvinepolyppen har dannet et brunligt tag ud over den lysere skals munding.
5. Eremit-trådsnegl, der har forladt pindsvinepolyppen for at lægge æg. Udvæksterne på sneglens ryg virker som gæller, men indeholder også en gren af sneglens fordøjelseskirtel. Pindsvinepolyppens ueksploderede nældeceller vandrer ud i spidsen af udvæksterne og kan anvendes til sneglens forsvar.
6. Eremitkrebs i glasskal for at vise bleg nereis. Figuren viser det øjeblik, hvor ormen har hugget en bid af eremitkrebsens føde. Herefter vil den lynhurtigt trækker sig tilbage til bunden af huset.
FIGUR 8-53 (a). De forkalkede basalplader af kølet rur (Balanus crenatus).
FIGUR 8-53 (b). De forkalkede basalplader af brakvandsrur (Balanus improvisus). Hos brakvandsruren går det stjerneformede mønster helt ind til centrum.
FIGUR 8-54. Scalpellum (Scalpellum scalpellum) på granpolyp (Abietinaria abietina).
Rurer og deres slægtninge
De hvide, skarpe kalkkegler, som ved lavvande kan findes over vandlinjen, er rurer. Det er stærkt omdannede krebsdyr, der lever fastsiddende som suspensionsædere. De fleste arter har yngelpleje, idet nauplielarverne (se Det farveløse plankton) sværmer ud af rurens kappehule. Inden de ældre fritsvømmende larver kitter sig fast til et underlag, har de et stadium, hvor de kravler omkring for at finde et velegnet sted at sætte sig. Da de tiltrækkes af individer af deres egen art, sidder små og store artsfæller ofte ved siden af hinanden. Rurer er hermafroditter, mens de fleste af de fritlevende krebsdyr er særkønnede. Med deres lange smidige parringsorgan kan de befrugte en artsfælle, blot vedkommende sidder inden for en radius af ca. to gange husets diameter (figur 8-6).
Lavvandsrur (Semibalanus balanoides), kølet rur (Balanus crenatus) og brakvandsrur (B. improvisus) kan alle findes fra lavvandslinjen. De adskilles lettest på basalpladen, dvs. den plade hvormed huset er fasthæftet til underlaget. Lavvandsrur har en farveløs hinde uden kalkaflejringer, kølet rur har en forkalket basalplade, hvis centrale del er glat, mens brakvandsrurens forkalkede basalplade danner en stjerneformet figur. Brakvandsrur, der er indslæbt fra Amerika (se Indførte arter), er den eneste af vore rurer, der kan tåle lave saltholdigheder. Da den er hurtigtvoksende og bliver kønsmoden få måneder gammel, er den et større problem i forbindelse med fouling og tilstopning af rør end de andre rurarter. Den findes bl.a. på Bornholms klipper. Stor rur (Balanus balanus) lever altid under lavvandslinjen (figur 8-55, 8-64, 8-68 og 9-8).
Langhalse er nært beslægtet med rurerne. Scalpellum sidder fast på alger med en stilk og har en ca. 5 cm lang krop, der kun delvis er dække at kalkplader (figur 8-54).
Selv om rurerne ser ud til at have en god beskyttelse mod rovdyr i deres kalkhuse, findes der alligevel ikke så få, der har netop rurer på menuen. Det gælder bl.a nøgensneglen brun doride (Onchidoris bilamellata). Den op til tre cm lange, ovale snegl gnaver hul i ruren med raspetungen (figur 8-55). Rurerne ædes desuden af almindelig søstjerne og af grønt og stort søpindsvin, der afgnaver dem med deres kraftige tænder. Også læbefisk (se Fiskene i de danske farvande) kan afgnave rurere. Når skallusene, huesneglene og strandsneglene med raspetungen renser sten og skaller for algebelægningen, ryger der også små rurer med ned.
Andre krebsdyr
Foruden de fastsiddende rurer findes mange fritlevende krebsdyr på epifaunalokaliteterne.
Dybhavsrejens rødstribede slægtning rejekongen (Pandalus montagui) lever mellem algerne og fiskes ikke. Et andet krebsdyr med rejenavn lever oftest mellem trådformede alger. Det drejer sig om skeletrejen caprella (Caprella linearis), der som andre skeletrejer er stærkt afvigende tanglopper med en lang, næsten trådformet krop. De lever af smådyr, som fanges med benene, hvoraf det andet par er forsynet med en gifttorn (figur 8-56).
Den spinkle, langbenede stankelbenskrabbe (Macropodia rostrata) og de kraftigere og mere krabbelignende sandkrabber (Hyas araneus) og violinkassekrabber (Hyas coarctatus) kaldes 22-03-2006 14:43:23 for pyntekrabber eller kamuflage-krabber. Da de er langsomme, og deres klosakse er uegnede til forsvar, må de beskytte sig mod rovdyr på anden måde. Det gør de bl.a. ved at skjule sig. Med klosaksenes sansehår kan de, uden synets hjælp, finde og anbringe de lokale omgivelser, ofte svampe, hydroider og alger på benene og ryggen, og således opnå den perfekte kamuflage (figur 8-57 til 8-59).
Stankelbenskrabben findes oftest på de fine, buskede alger eller på ålegræsset, hvor den sidder og fanger små krebsdyr og dyreplankton. Med det bageste benpar holder den sig fast, og når de øvrige bens sansehår registrerer et bytte, fejer de lange, børstebesatte ben det hen mod de kortere klosakseben (figur 8-57).
Sandkrabben og violinkassekrabben forsvarer sig desuden mod rovdyr ved at søge beskyttelse hos andre. De ses f.eks. ofte med ryggen til en søanemone, som de omklamrer med det bageste benpar (figur 8-59). Ofte findes de dog frit på bunden på jagt efter føde, især almindelig søstjerne.
Strandkrabben (Carcinus maenas) er almindelig mellem sten og alger. Den findes også på den helt lave sandbund (se Livet på lavt vand). Den erstattes af svømmekrabben på dybere vand (figur 8-60).
Taskekrabben (Cancer pagurus), hvis skjold kan blive op til 20 cm bredt, lever mellem stenrevene og de store alger. Den er en hyppig bifangst i åleruser. Selv om mange krabber kan gendanne mistede lemmer, gælder dette ikke for taskekrabben. Brækkes de store kløer af, vil krabben lide en langsom død – dels fordi muskelvæv og blodkar rives over, og dels fordi klosaksene er nødvendige til forsvar og fangst af føde, bl.a. muslinger (figur 8-61).
Hummeren (Homarus gammarus) lever spredt mellem sten og store alger. Den kan knuse store muslinger med den kraftige klosaks, mens den slankere klosaks bruges til fangst af andre byttedyr. Den søger føden om natten. Hunnen bærer de blåsorte æg i næsten et år, og den blågrønne, knap 1 cm lange, rejelignende larve, der klækkes, tilbringer et par uger frit i vandet mellem algerne. De unge hummere skifter skal flere gange om året, de gamle hvert andet år. Det aflagte hudskelet ligner til forveksling en hel hummer. Lige efter skalskiftet er hummeren blød og et let bytte for andre dyr, også artsfæller. Tiden under og efter skalskiftet tilbringes derfor i skjul. Den fanges i særlige tejner med fisk som madding (figur 8-62).
Troldkrabben (Lithodes maja) er vores største krabbe, der kan blive 60 cm mellem benenes yderste spidser (figur 8-63). Klosaksene og de tre forreste par ben er stærkt tornede, mens det bageste par ben er små og skjult under skjoldet. Den lever især af søstjerner og slangestjerner.
|
Eremitkrebs og krabber hører til de tibenede krebsdyr, men eremitkrebsene har kun tre par synlige ben. Eremitkrebsenes forkrop er forkalket og forsynet med kraftige klosakseben og to par gangben. Bagkroppen er til gengæld en tyndhudet, krummet sæk, der er fyldt med indvolde. Eremitkrebsene skjuler den bløde bagkrop i et tomt sneglehus og bruger de to reducerede benpar til at holde fast i snegleskallen. De kraftige klosakseben anvendes som lukke, når eremitkrebsen gemmer sig i sneglehuset. Hunnerne har nogle ekstra halelemmer, hvortil æggene fastklæbes. Almindelig eremitkrebs (Pagurus bernhardus) bliver så stor, at kun store skaller af almindelig konk og rødkonk kan bruges som hus, mens mindre individer og mindre arter lever i skaller af bl.a. strandsnegle og tårnsnegle. Eremitkrebsene æder smådyr og ådsler og kan tilbageholde partikler fra sedimentet eller vandet. Selv efterstræbes eremitkrebs af fisk som torsk. Hvis eremitkrebsen ikke længere kan skjule sig i sit hus, kan torsk med et snuptag hive den ud af huset. Eremitkrebsen forlader først det gamle hus, når den har fundet et passende større hus. Har den valget mellem en ren snegleskal og en snegleskal med pindsvinepolyp, vil den vælge den sidste. For at sikre sig, at det nye hus ikke allerede er beboet af en anden eremitkrebs, stikker den først den ene klosaks dybt ind i den fundne skal. Hvis der ingen fare er, smutter den hurtigt ud af den gamle skal og ind i den nye. Den zoologiske have Snegleskaller beboet af eremitkrebs er ofte dækket af en lyserød, lodden pels. Det er pindsvinepolyppen (Hydractinia echinata), hvis polyphoveder stikker op mellem pigge, der sidder på koloniens hårde basalplade. Basalpladen vokser ud over snegleskallens munding og forstørrer herved eremitkrebsens bolig, så den kan blive i den længere tid end ellers. Pindsvinepolyppen har gavn af samlivet ved at blive transporteret omkring og få del i eremitkrebsens føde. Dør polypkolonien, bliver dens brune, piggede basis tilbage. Eremitkrebsen er ikke kun hjemsted for pindsvinepolypper, men også for f.eks. den 2 cm lange nøgensnegl eremit-trådsnegl (Cuthona nana), der lever af polyppen. Og når eremitkrebsen skifter bolig, kan man være heldig at se den ofte mere end 10 cm lange børsteorm, bleg nereis (Nereis fucata), smutte med over i det nye hus. Den gemmer sig normalt i snegleskallens øverste vindinger, men stikker undertiden hovedet frem for at hugge en bid af eremitkrebsens mad. Eremitkrebs, der lever i tårnsnegleskaller, kan være helt dækkede af figensvamp (Suberites ficus). Svampen opløser efterhånden snegleskallen, og det kan ende med, at eremitkrebsen, bortset fra en lille åbning, helt er omgivet af den store, tunge svamp. På eremitkrebsens bløde underside ses ofte nogle orange eller grålige pølseformede legemer. Det er rodkrebs, stærkt omdannede parasitiske krebsdyr, der sender fine grene ind i eremitkrebsens krop. De er beslægtede med strandkrabbens rodkrebs (se Parasitter). |
|---|
Vejviser
Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Krebsdyr.
- Forrige afsnit er Børsteorme
- Næste afsnit er Muslinger
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.