Saltholdighed

Saltholdigheden er afgørende for bundvegetationens udbredelse og for antallet af arter. De forskellige makroalger har nemlig meget forskellig evne til at tilpasse sig lav eller varierende saltholdighed. Antallet af makroalgearter falder således markant med faldende saltholdighed. Helt inde i bunden af fjordene kan saltholdigheden være under 5 ‰, og her mødes nogle få meget tolerante marine makroalger med de grønalger fra ferskvand, der tåler moderat saltpåvirkning (figur 7-9).

Det kræver et betydeligt fysiologisk beredskab at kunne opretholde saltbalancen i planten under lav eller skiftende saltholdighed. Algernes kønsceller synes især at være følsomme over for ændringer i saltholdigheden. F.eks. mister de hanlige kønsceller hos blæretang både en del af bevægeligheden og orienteringsevnen ved lav saltholdighed, og befrugtningen af ægcellerne mislykkes. En del rødalger kan klare dette problem ved ukønnet formering, hvis de vokser i områder med lav saltholdighed. Den løsning kan brunalgerne derimod ikke ty til, for de skal have kønnet formering for at opretholde bestanden. Det er baggrunden for, at rødalger hyppigere optræder i områder med lav eller skiftende saltholdighed end brunalger.

Mange af de arter, der har tilpasset sig lav saltholdighed, har gjort det ved at udvikle særlige økotyper, der er genetisk forskellige fra saltvandstyperne (boks 7-5). Individer fra de indre dele af fjordene tåler lav saltholdighed og vokser ikke særligt godt ved høj saltholdighed, mens det omvendte gælder for samme art indsamlet fra områder med høj saltholdighed. Atter andre arter ændrer størrelse og udseende med faldende saltholdighed. I flere tilfælde har man troet, at der har været tale om forskellige arter, men dyrkningsforsøg har efterfølgende vist, at det faktisk har været samme art.

Afsnittet fortsætter efter boksen.