Siden fønikernes togter fra det østlige Middelhav til bl.a. De Britiske Øer for 3000 år siden, og vikingernes togter til bl.a. Vinland for 1000 år siden, er havene blevet gennemkrydset af skibe. De fleste arter, der blev indført inden 1900-tallet, er således blevet spredt i forbindelse med skibsfarten. De tidlige træskibe har ufrivilligt spredt pæleorm (arter af slægten Teredo) og pælekrebs (arter af slægten Limnoria) overalt i verdenshavene. Spredningen aftog med indførslen af stålskibe i sidste halvdel af 1800-tallet.
Men så opstod problemer med ballastvand. Når et skib fylder sine ballasttanke i et farvand, kan der komme blinde passagerer med ombord. Når tankene senere tømmes i et fremmed farvand, kommer de ud i nye omgivelser. Man har beregnet, at flere tusinde arter dagligt transporteres omkring på verdenshavene på denne måde. Større og hurtigere skibe øger problemet. Vand der tages ind i et skib fra lavvandede områder, indeholder ofte tillige sediment, der synker til bunds i tankene. Her kan bundlevende organismer og hvilestadier overleve i lang tid. I ballastvandet findes et sammensurium af bunddyrenes larvestadier, planktonalger, dyreplankton, vira og bakterier. Der findes endog eksempler på, at fisk er blevet spredt med ballastvand. I ballasttanke og på skroget af skibe, der har anløbet havne i Nordsøen og Østersøen, har man fundet flere hundrede fremmede arter. Fastsiddende arter kan transporteres på fast ballast i form af sten. Rejsens længde, samt temperatur, iltforhold og tilgængelig føde undervejs afgør hvilke organismer, der overlever rejsen. En hurtig transport ved lav temperatur vil betyde flere overlevende dyr i ballastvandet.
Transport med ballastvand anses for at blive den væsentligste kilde til faunaforurening i fremtiden. En modforanstaltning kunne være at gennemlufte ballastvandet med kvælstof. Hermed bliver vandet iltfrit, så alt dyreliv dræbes. Samtidigt beskyttes tankene mod tæring indefra.
Under vandlinjen er skibsskrog ofte dækket af en begroning af dyr og planter. Rurer, muslinger, søpunge og planter kan transporteres omkring på denne måde. I den tæppeagtige belægning på et stærkt begroet skrog kan endog fritlevende børsteorme, krabber og fisk skjule sig. Det er især vanskeligt at holde træskibe rene, men også stålskibe skal behandles med gift for at holde begroningen nede. I 1970'erne blev malinger mod begroning mere effektive. Især malinger med tributyl-tin (TBT) har vist sig at være mere effektive end tidligere midler.
Dette kan have modvirket en stigning i antallet af indførte arter. TBT er imidlertid også giftigt for andre dyr og har bl.a. hæmmet forplantningen af snegle (se kapitlet Forurening). Overgang til mindre giftige malinger kan igen øge spredningen.
En ufrivillig transport kan også ske gennem gravede kanaler. Kielerkanalen, der forbinder Nordsøen med den vestlige Østersø, udgør en sådan mulig spredningsvej. Man mener, at den amerikanske boremusling og den kinesiske uldhåndskrabbe er kommet ind i Østersøen ad denne vej.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.