FIGUR 9-6. To eksemplarer af tøffelsnegl på sten på stranden. Ved siden af ses et eksemplar fra undersiden.

.

FIGUR 9-5. Opskyllede skaller af sandmusling og amerikansk knivmusling.

.

FIGUR 9-9. Ålens svømmeblæreorm. Alle de viste orme har ligget i svømmeblæren bagest. Rundormene er mørkebrune af ålens blod, det hvide er ormenes kønsorganer, der hos de store hunner er fyldt med æg og små larver.

.

Brakvands-køllepolyp

Brakvands-køllepolyp (Cordylophora caspia) er en brakvands-hydroide, der fra Sortehavet har spredt sig til bl.a. Nordamerika og Australien. I løbet af 1800-tallet bredte den sig videre til Vesteuropa og blev fundet i Danmark ved århundredets slutning. Den findes i brakke fjorde og i Østersøen, bl.a. ved Bornholm.

Stillehavsøsters

Stillehavsøsters (Crassostrea gigas) hører hjemme i det vestlige Stillehav omkring Korea og Japan. Den har sandsynligvis spredt sig på skibssider til Portugal. Denne „portugisiske“ østers dyrkes i Portugal og Frankrig. Stillehavsøsters blev i 1970'erne og 1980'erne med ringe held importeret og forsøgt dyrket i Limfjorden, i Vadehavet og i Isefjord. Alle steder har man opgivet igen. For at kunne yngle kræver stillehavsøsters i længere tid en vandtemperatur på mindst 20 °C. Kommerciel udnyttelse må derfor baseres på importeret yngel.

Man kan imidlertid finde levende stillehavsøsters i de områder, hvor der har været forsøgt kommerciel produktion. Der må altså stadig findes en permanent bestand, der med mellemrum oplever så høje temperaturer, at de kan yngle.

Amerikansk knivmusling

Ved Vadehavet, langs den jyske vestkyst, i Limfjorden og i Kattegat ned til det nordlige Øresund finder man ofte de opskyllede op til ca. 18 cm lange skaller af den amerikanske knivmusling (Ensis americanus). I live sidder den dybt nedgravet i havbunden som de øvrige knivmuslinger. Muslingen hører hjemme på den amerikanske østkyst. Her findes den især i flodmundingernes brakke vand, hvor den er genstand for et omfattende fiskeri.

Måske er dens fritlevende larver i slutningen af 1970'erne blevet tømt ud i Nordsøen med ballastvand fra den amerikanske østkyst. På grund af larvens lange fritlevende liv har arten hurtigt kunnet brede sig. Fra Rømø, hvor den først blev set i begyndelsen af 1980'erne, har den spredt sig til de indre farvande.

I Vadehavet findes den største tæthed lige under tidevandszonen, og på ca. 10 m's dybde kan den findes i fint sand sammen med almindelig østersømusling og stribet tallerkenmusling. I det sydlige Vadehav består 2/3 af den samlede bunddyrbiomasse visse steder af amerikansk knivmusling, og den udgør en væsentlig del af edderfuglenes føde.

Tilsyneladende konkurrerer den hurtigtvoksende knivmusling ikke alvorligt med de oprindelige arter i Vadehavet. De ligeledes filtrerende hjertemuslinger og blåmuslinger dominerer nemlig i selve tidevandszonen. Hvor knivmuslingerne står tæt, kan fine sedimentpartikler dog samles og ændre bundens struktur.

I hjemlandet findes den ned til 100 m's dybde, så måske kan vi vente en yderligere spredning mod større dybder. De mange opskyllede skaller, ofte af ikke fuldt udvoksede dyr, kunne dog tyde på, at forholdene i bl.a. Vadehavet ikke er optimale. Rekrutteringen er ujævn; gode år med mange nyetablerede ungdomsstadier veksler med år med lille tilgang.

Almindelig sandmusling

Den almindelige sandmusling (Mya arenaria) menes at være indslæbt fra den Nordamerikanske østkyst til Nordsøen for mellem 400 og 700 år siden. Måske er den den første kendte art, som er kommet til Nordeuropa ved menneskers aktivitet. Egenligt kan man sige, at den er genindført til Nordeuropa, da den levede her i sidste mellemistid for ca. 100.000 år siden, hvor den imidlertid uddøde.

Det har været foreslået, at den kan være indslæbt i forbindelse med nordboernes kolonisering af Labrador omkring år 1000, men det er mere sandsynligt, at den er kommet til Europa med de første transatlantiske skibe. Rejsende kan bevidst have medbragt muslinger som føde eller agn eller ubevidst sammen med østers, eller muslingerne kan have overlevet i skibets bundvand. Arten tåler meget forskellige temperaturer og saltholdigheder, og den er ret ukritisk med hensyn til sedimenttype og føde. Da den desuden har et stort antal fritlevende larver, har den store naturlige spredningsmuligheder.

Den er nu almindelig ved de Nordeuropæiske kyster og spredes stadig. Bl.a. kom den i 1960'erne til Sortehavet, hvortil den menes at være kommet med olietankere fra Østersøen. Man har fundet voksne sandmuslinger i sedimentet i ballasttanke og små individer fastsiddende på skibssider.

Den har tilsyneladende ingen negativ indflydelse på de øvrige arter, bl.a. fordi andre tidevandsmuslinger lever tættere på sedimentoverfladen (figur 9-5).

Amerikansk boremusling

Amerikansk boremusling (Petricola pholadiformis) stammer ligeledes fra den amerikanske østkyst. Den borer i blød kalksten, fast ler og andre ikke for hårde materialer. Det er sandsynligt, at muslingen er kommet til England med udsat amerikansk østersyngel. Herfra kan den have spredt sig videre ved hjælp af de fritlevende larver. I begyndelsen af 1900-tallet bredte arten sig til Danmark, og den er nu almindelig i de fleste af vore farvande. Den kan dog ikke tåle meget lave saltholdigheder, og den vestlige Østersø er derfor grænsen for dens udbredelse i Østersøen (se boks i Udvalgte arter fra epifaunaen).

Tøffelsnegl

Tøffelsneglen (Crepidula fornicata) kendes sikkert af de fleste, der færdes ved Limfjorden, da dens tomme skaller kan findes opskyllet på stranden. Navnet henviser til dens lighed med en tøffel, idet den lave snegl uden tydelig spiral har en stor munding, der er halvt lukket af en tynd plade. Sneglen sidder ofte på muslinger, især østers.

Tøffelsneglen hører hjemme ved Nordamerikas østkyst. I slutningen af 1880'erne blev den fundet ved den engelske sydkyst. Man må formode, at den er kommet til Europa med importeret østersyngel. Fra Holland, hvor den blev fundet i slutningen af 1920'erne, bredte den sig hurtigt sydpå til Frankrig og derefter nordover, sandsynligvis ved hjælp af de fritlevende larver. Den blev fundet i Vadehavet og Limfjorden i 1930'erne. I Limfjorden kan den være indslæbt med østersyngel fra Holland. Senere har tøffelsneglen bredt sig til det nordlige Kattegat og den svenske vestkyst, men da den kræver høj saltholdighed og høje sommertemperaturer, har den ikke spredt sig til bælterne og Østersøen.

I England og Holland, hvor tøffelsneglen kan sidder i tykke lag på østersen, kan den konkurrere med denne om plads og føde. I danske farvande har tøffelsneglen aldrig opnået så tætte bestande, at den kunne udgøre en alvorlig næringskonkurrent til de ligeledes filtrerende muslinger som østers og blåmusling (figur 9-6).

Ungefødende dyndsnegl

Ungefødende dyndsnegl er få millimeter lang og ligner de øvrige dyndsneglearter – dog har den en mere skinnende overflade. Den findes oftest over vandlinjen og kan tåle ferskvand. På sten og klipper kan sneglene sidde tæt ved siden af hinanden. Sneglen er interessant ved at have direkte udvikling, og ved at alle individer er hunner. De små snegle, der forlader moderen, er dannet ved jomfrufødsel, dvs. uden befrugtning (figur 9-10).

Sneglen blev beskrevet som Potamopyrgus jenkinsi i slutningen af 1800-tallet, efter at den var blevet fundet ved Themsens munding få årtier forinden. Det kan undre, at arten først blev fundet så sent, mens de fleste øvrige hyppige arter var blevet beskrevet langt tidligere. Man mener, at sneglen er indslæbt til Europa fra New Zealand, hvor den i 1853 var beskrevet som Potamopyrgus antipodarum. Arten blev altså beskrevet tidligere i New Zealand end i Europa. En regel siger, at dette ældre navn er det gyldige.

I begyndelsen af 1900-tallet bredte arten sig i Danmark. Den begynder med at kolonisere et brakvandsområde, og herfra kan den eventuelt brede sig til nærliggende vandløb.

Marenzelleria

FIGUR 9-7. Australsk kalkrørsorm fra Københavns Sydhavn.

.

To børsteorme fra Nordamerikas østkyst, Marenzelleria wireni og Marenzelleria viridis, har siden begyndelsen af 1980'erne spredt sig langs Nordsøens og Østersøens kyster, hvor de findes på få meters dybde. De kan blive mere end 10 cm lange. De har tilsyneladende samme levevis, og man troede tidligere, at de tilhørte samme art. Den førstnævnte art findes i Danmark kun ved den jyske vestkyst. Den anden art har invaderet hele Østersøen, og desuden er den senere via Kielerkanalen kommet ud i Nordsøen, hvor den er fundet i Elbens munding. I Nordsøen og Østersøen sker spredningen overvejende ved hjælp af fritlevende larver (figur 9-10).

Nordsø-arten kan tåle store svingninger i saltholdigheden, mens Østersø-arten er en brakvandsart. Deres forskellige udbredelser skyldes måske især, at Østersø-arten har en højere tolerance over for svovlbrinte. Begge arter kan tåle højere svovlbrintekoncentrationer end hjemmehørende børsteorme som almindelig nereis. De amerikanske børsteorme konkurrerer med denne om føde og plads. Nogle steder har disse børsteorme næsten erstattet den oprindelige muslinge-fauna. Lokalt kan der findes flere tusinde dyr per m2, og børsteormenes lodrette mudderrør kan stå så tæt, at der ikke er plads til andre bunddyr. Sådanne artsfattige områder, hvor de oprindelige bunddyr er fordrevet, findes bl.a. i den sydlige Østersø og i Ringkøbing Fjord.

Australsk kalkrørsorm

Australsk kalkrørsorm (Ficopomatus enigmaticus) er en rørboende børsteorm. De op til 10 cm lange kalkrør kan danne tykke belægninger på sten og klipper. Som mange andre kalkrørsorme kan den også sætte sig på skibsskrog og således blive transporteret vidt omkring. Da arten kræver højere vandtemperatur end normalt i vore farvande, findes den her kun ved kølevandsudløb, bl.a. i Københavns Sydhavn (figur 9-7).

Brakvandsrur

FIGUR 9-8. Den forkalkede basalplade af brakvandsrur samt tre levende individer, hvoraf de to til venstre har parringsorganet delvist ude.

.

Krebsdyret brakvandsrur (Balanus improvisus) er beskrevet af Charles Darwin. Han fandt den under verdensomsejlingen i 1830'erne, hvor togtet med HMS „Beagle“ bragte ham rundt om Sydamerika til Galapagosøerne. Darwin angav arten på flere lokaliteter på Sydamerikas vestkyst. Desuden fandt han ruren på skroget af HMS „Beagle“, da skibet befandt sig ud for Sydamerikas sydspids. Da ruren er meget hårdfør og kan tåle store svingninger i saltholdighed, kan den udmærket have overlevet rejsen tilbage til England.

Det er i alle tilfælde sandsynligt, at ruren er kommet til Europa på skibsskrog, hvilket også ses af, at de første fund i Vesteuropa stammer fra havne. Ruren blev fundet i den sydlige Østersø i 1840'erne og i Københavns havn i 1880. Senere har ruren bredt sig i hele Østersøen. Den er som andre rurer hermafrodit og tåler meget forskellige saltholdigheder og temperaturer. Den kan i modsætning til andre rurarter befrugte sig selv. Den har som andre rurarter fritlevende larver. Alt dette kan forklare dens succesfulde spredning, og den findes i dag i de fleste ikke-arktiske brakvandsområder og have (figur 9-8).

Brakvandsruren er lettest at skelne fra andre rurer på den forkalkede plade, der fæstner den kegleformede del til det faste underlag. Hos brakvandsruren danner denne såkaldte basalplade et stjerneformet mønster. I brakvandsområder og i Østersøen er brakvandsruren den eneste rurart. Hvis arten var kommet ind i vore farvande inden for de senere år, ville der have lydt et ramaskrig. Nu har vi vænnet os til den og betragter den som naturligt hjemmehørende her. Men den er en kostbar indflytter, som gør stor skade ved at sætte sig på både skibe og undervandskonstruktioner.

Firepladet rur

Firepladet rur (Elminius modestus) stammer fra Australien og New Zealand (figur 9-11). Navnet henviser til, at den kegleformede skal kun består af 4 plader, mens den hos de øvrige rurer består af 6. Ligesom brakvandsruren må den være indslæbt til Vesteuropa på skibsskrog. I Europa blev den først fundet i 1940'erne ved Englands sydkyst, hvortil den kan være kommet i forbindelse med 2. Verdenskrig. Herfra har ruren spredt sig sydpå til Frankrigs kyster og nordpå til den tyske Nordsøkyst. Den videre spredning kan skyldes drift af pelagiske larver.

I 1978 blev rurerne set på en havnemole på Rømø. Her sad de tæt på blåmuslinger og sten, men allerede året efter var de forsvundet, da de ikke tåler frost. Den firepladede rurs udeblivelse i Kattegat må skyldes dens krav til høj temperatur, men da den tåler forskellige saltholdigheder, kan den eventuelt etablere sig kortvarigt i perioder med milde vintre. Omkring Nordsøen har arten bredt sig på bekostning af lavvandsrur – bl.a. på grund af dens høje frugtbarhed (figur 9-10).

Uldhåndskrabbe

Uldhåndskrabbens (Eriocheir sinensis) navn skyldes, at dens klosakse er behårede, især hannens er stærkt lådne. Dens skjold er stort, ca. 8 cm, og den kan ikke forveksles med andre krabber. Krabben yngler i havet, men tilbringer størstedelen af tiden i floder (figur 9-10).

Uldhåndskrabben hører hjemme i Kina og dukkede op i Europa i 1912, måske transporteret hertil med ballastvand. Fra tyske flodsystemer har den bredt sig langs den jyske vestkyst, hvor den har etableret sig i å- og fjordsystemer. Den kom formodentligt gennem Kielerkanalen ind i Østersøen, hvor den fra begyndelsen af 1930'erne bredte sig til Smålandshavet og sjællandske åer. Den er ofte fundet omkring havne. Det kan skyldes, at larver er kommet hertil med et skibs ballastvand, men det kan ikke udelukkes, at krabben har dannet en permanent bestand i Danmark. Da larverne kræver en saltholdighed over 26 ‰, vil krabben ikke kunne forplante sig i de indre danske farvande.

Den kan gøre skade ved at grave i åbrinker og dæmninger. Desuden kan den æde fisk, der er fanget i garn, og ødelægge garnet med de kraftige klosakse. På trods af dens store frugtbarhed med flere hundrede tusinde æg er den aldrig blevet almindelig i Danmark, da kolde vintre tilsyneladende slår den ud. Hvor den er fundet, både i havet og i ferskvand, drejer det sig om enkelte eller nogle få individer.

Blåmuslingens og østersens krebsdyrparasit

Blåmuslingens krebsdyrparasit (Mytilicola intestinalis) er en slank, rød og ca. 1 cm lang parasitisk vandloppe, der lever i muslingens tarm. Den er helt uskadelig for mennesker. Ved en høj infektion kan muslingens tarm blokeres. Dette kan medføre dårlig vækst og eventuelt muslingens død. Parasitten, der stammer fra Middelhavet, medførte store skader på de dyrkede blåmuslinger i den sydlige Nordsø i 1940'erne. Blåmuslingens krebsdyrparasit er almindelig i blåmuslinger i Limfjorden. Her blev den fundet første gang i midten af 1960'erne. Da parasitten kan overleve i østers, kan den være indslæbt med udsat hollandsk østersyngel (figur 9-10).

I tarmen af østers importeret til konsum ses undertiden en beslægtet krebsdyrparasit – østersens krebsdyrparasit (Mytilicola orientalis), som kan findes i stillehavsøsters importeret fra Frankrig. Parasitten hører, ligesom værten, hjemme ved Japan og Korea. Den er ikke fundet i danske farvande.

Ålens svømmeblæreorm

Ålens svømmeblæreorm (Anguillicola crassus) er en parasitisk rundorm, der er hjemmehørende i ferskvand i Japan, Kina og Taiwan. Den nævnes her, fordi ål fanget i havet ofte vil være inficeret med den meget iøjnefaldende op til 5 cm lange og 1/2 cm tykke, mørkebrune orm. I parasittens hjemland suger den blod i svømmeblæren af den japanske ål. Parasit-vært-forholdet er tusindvis af år gammelt og ålene tager ingen eller ringe skade af parasitten.

Svømmeblæreormen er med japanske ål kommet til Europa i begyndelsen af 1980'erne. Den blev fundet i Danmark i midten af 1980'erne. Her er den levendefødende parasits mange små larver kommet ud i søer og åer, enten med undslupne ål eller med åleindvolde. De små larver optages af vandlopper, der så, eventuelt via en lille fisk, bliver ædt af den europæiske ål. Svømmeblæreormen er ikke en naturlig parasit for den europæiske ål, og en infektion kan medføre, at svømmeblæren ødelægges. I Mellemeuropa har man haft massedødsfald af inficerede ål, men dette er ikke set i Danmark.

Da parasitten har spredt sig til ål overalt i Europa, har man berettiget været nervøs for den europæiske åls fremtid. Spørgsmålet var, om blankål med ødelagt svømmeblære kunne svømme ud i Sargassohavet for at yngle. Nedgangen i ålefiskeriet skyldes dog nok især overfiskning og ikke den nye parasit. Dels findes der ål, som vokser op i havet, og de får ikke parasitten. Dels ser det ud til, at parasittens skade på ålene er aftaget. I brakvand og ferskvand kan små ål være stærkt inficerede, men infektioner holder sig tilsyneladende derefter på et lavt niveau, og blankål med helt ødelagt svømmeblære er ikke almindelige (figur 9-9).

Østasiatisk søpung

Østasiatisk søpung (Styela clava) stammer fra Østasien, hvorfra den har spredt sig til bl.a. Nordamerikas vest- og østkyst. I 1952 blev den fundet ved Englands sydkyst. Det er muligt, at søpungen har siddet på marinefartøjer, der vendte tilbage efter Koreakrigen. Den kan dog også være kommet til Europa på stillehavsøsters. Fra England har søpungen bredt sig til Frankrig og Holland. En videre spredning i Europa kan have fundet sted på skibsskrog, på importeret østersyngel, på flydende stykker af den ligeledes indslæbte butblæret sargassotang eller naturligt ved hjælp af fritlevende æg og larver (figur 9-10).

I slutningen af 1970'erne blev den østasiatiske søpung fundet i den vestlige del af Limfjorden. Senere har den bredt sig i hele fjorden, og man må forvente, at den vil spredes yderligere. Men da den ikke kan tåle saltholdigheder under ca. 18 ‰, kan den ikke spredes til de indre danske farvande. I 1990'erne dukkede den op i havne i Esbjerg og på Rømø.

Østasiatisk søpung bliver 10-12 cm lang i løbet af dens op til 15 måneder lange levetid. Den kan danne tætte bestande på pæle, sten, østers og blåmuslinger. Herved bliver den en næringskonkurrent til de ligeledes filtrerende muslinger. Da der kan findes op til 1000 søpunge per m2, kan de vanskeliggøre rensningen af muslinger og redskaber. Det er endog påvist, at den kan æde store mængder af østerslarver. Nogle steder har den næsten udkonkurreret de hjemmehørende søpunge, bl.a. fordi dens læderagtige kappe beskytter den bedre mod udtørring og rovdyr.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Indslæbte dyr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig