Danmarks marine fauna blev tidligt opdelt i dyresamfund. Allerede i 1844 skrev A. Sandøe Ørsted i sin disputats „De regionibus marinis“, at bestemte arter hørte sammen med bestemte sedimenttyper. I 1911-1918 arbejdede C. G. Johannes Petersen videre med idéen, da han i Limfjorden og i de mere åbne farvande konstaterede, at artssammensætningen på en bestemt bundtype og dybde kunne genfindes i de fleste områder.
Denne sammenhæng mellem bundtype og dyrearter fik ham til at opstille dyresamfund, hvor de forskellige samfund blev opkaldt efter dominerende „nøgle-arter“ (kapitlerne Naturen i havet og Havbundens dyr). For lavt vand beskrev han dels lavtvandssamfundet, kaldet Macoma-samfundet efter den almindelige østersømusling (Macoma balthica), og fjordsamfundet, kaldet Abra-samfundet efter den hvide pebermusling (Abra abra). Vi ved i dag, at idéen om, at havets fauna indgår i faste samfund, der i sig selv er en bærende struktur for artssammensætningen, ikke er rigtig.
Et områdes artssammensætning er ikke alene udtryk for, at arterne indgår i en „funktionel samfundsenhed“. Den er også et resultat af mange forskellige miljøfaktorers samlede virkning. De fleste steder på lavt vand skal dyrene hele tiden tilpasse sig svingninger i saltholdighed, temperatur, ilt og svovlbrinte (figur 10-12). Da forskellige arter, som beskrevet i det foregående hovedafsnit, tilpasser sig i forskellig grad, vil miljøfaktorerne få stor betydning for, hvor man finder de forskellige arter i naturen. Nogle gange kan man udpege en enkelt miljøfaktor som afgørende for arternes udbredelse, men i mange tilfælde spiller faktorerne sammen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.