Bunden på lavt vand

Det lave vand i Østersøen er rigt på næringsstoffer, og da lys ikke er begrænsende, er produktionen af større fasthæftede grønalger, brunalger og blomsterplanter meget høj. Også planteplanktons produktion er høj i kystzonen. Denne planteproduktion giver føde til store bestande af blåmuslinger og fisk.

Større alger kræver et „hårdt“ substrat at sidde fast på, og Østersøens lave vand har da også mange steder sten og klipper (grundfjeld). Blomsterplanter findes derimod på blød bund i beskyttede vige og bugter. Som altid er den eksponerede sandbund uden vegetation.

Grønalgerne vokser højest oppe på klipperne, brunalger derunder og de få rødalger længst nede. Trådformede grønalger af slægten vandhår (Cladophora) og rørformede grønalger af slægten rørhinde (Enteromorpha) er de mest almindelige om sommeren (figur 11-8 og 11-9) og efterfølges af rød- og brunalger om vinteren – hvis ikke isen skraber al vegetation væk.

Brunalgen blæretang (Fucus vesiculosus) er karakterart for den hårde bund (figur 11-10). Den vokser fra lige under grønalgebæltet og ned til ca. 8 m's dybde. Tidligere voksede den ud til ca. 12 m's dybde, men den tiltagende eutrofiering af Østersøen har medført en større planktonproduktion i overfladen og dermed en dårligere lysnedtrængning. En mængde små trådformede epifytiske alger vokser også på blæretangen, som derved afskæres fra noget af lyset.

Blæretangen kan tåle saltholdigheder på helt ned til 4 ‰ og findes derfor helt op i Botniske Bugt. Artens store udbredelse skyldes – foruden den store tolerance over for lav saltholdighed – at der findes få store planteædere i området, og at der ikke er andre store alger, som kan konkurrere med blæretang.

Blæretang-bæltet har, efter Østersøforhold, et meget rigt dyre- og planteliv med ca. 10 algearter og ca. 30 „større“ dyrearter. Ved en opmåling husede en enkelt blæretangplante 374 individer. Tanglusene Idotea viridis og Idotea baltica dominerede sammen med flere arter af tangloppeslægten Gammarus og ferskvandssneglen Theodoxus fluviatilis (figur 11-11). De små tanglus æder direkte af blæretangen og kan, hvis de er talrige nok, svække dens stilk, således at tangen i blæsevejr rives løs og transporteres ud på dybere vand. Hundestejler og kutlinger lever i stort antal i blæretang-bæltet. Silden fæstner sine æg til tangen, og efter klækning finder sildelarverne sin føde her.

På vanddybder over 8-10 m overtages den hårde bund af blåmuslingen (figur 11-12), som dominerer så langt ned, som der findes fast underlag at fæste sig til. I den egentlige Østersø udgør blåmuslingen således mere end 90 % af bundens biomasse (figur 11-13). Det bliver til 300 g levende vægt per m² og ca. 40 millioner tons i hele Østersøen.

Blåmuslingen er af stor betydning for Østersøen som økosystem. De frafiltrerer store mængder planteplankton og andre mikroskopiske organiske partikler, som synker til bunden der, hvor blåmuslingen findes. Bestandstætheder på 500 individer per m² er ikke ualmindelige, og dyrene inden for en sådan kvadratmeter kan filtrere 23 m³ vand per døgn. Ved deres optagelse og efterfølgende omsætning af planteproduktionen gør blåmuslingerne næringsstofferne tilgængelige for ny planteproduktion. For hele Østersøen svarer muslingernes udskillelse af affaldsstoffer til 250.000 tons uorganisk kvælstof, 100.000 tons organisk kvælstof og 80.000 tons fosfor per år (figur 11-14).

Til trods for sin store betydning er blæretang- og muslingebæltet ikke arealmæssigt den vigtigste kystnære type i Østersøen. Det største areal af Østersøens kystnære bund dækkes af sand og mudder. Her vokser tagrør og undervandsplanter af ferskvandsslægterne tusindblad og vandaks samt det marine ålegræs (figur 11-15).

Disse områder ligner de indre dele af danske fjorde. Forekomsten af ferskvandsorganismer er dog større i Østersøen. Hundestejler og sand- og lerkutlinger er sammen med østersø-, sand-, og hjertemuslinger almindelige på sand- og mudderbunden. På samme bundtype kan østersømuslingen spille en lignende rolle som blåmuslingen gør på den hårde bund, men dens omsætning er knap så stor. Endelig skal børsteormen, almindelig nereis, nævnes fra sand- og mudderbunden; den findes i området helt op til Finske Bugt. På ren sandbund er krebsdyr som slikkrebs og i den sydlige Østersø hestereje almindelige.

Som altid når det gælder det lave vand, er produktionen høj i sommermånederne. Fisk gyder på det lave vand, da fødetilgangen for larverne er god og tilvæksten bliver hurtig.