Østersødyrenes størrelse

Mange af arterne i Østersøen, som har deres oprindelse i marine områder, bliver mindre i Østersøen end de er i saltvand. Typiske eksempler er sandmuslingen og blåmuslingen. Sandmuslingen opnår i Skagerrak en skallængde på 12 cm, men i Østersøen ved saltholdigheder på 5-10 ‰ bliver den kun 4-5 cm stor (figur 11-6).

Det samme gælder blåmuslingen, men her diskuteres det, om den baltiske form ikke i virkeligheden tilhører en anden art. Den seneste forskning har vist, at den afviger genetisk fra blåmuslinger uden for Østersøen. Mange mener derfor nu, at det drejer sig om to adskilte arter. Det er dog også konstateret, at krydsninger mellem de to arter kan resultere i frugtbart afkom.

Nogle af ferskvandsdyrene bliver også mindre i Østersøen. Ferskvandssneglen flodnerit (Theodoxus fluviatilis) bliver 10 mm stor i ferskvand, mens den kun bliver 5 mm ved en saltholdighed på ca. 10 ‰.

Dyrenes mindre størrelse forklares med, at det er sværere at overleve ved ændret saltholdighed. Blåmuslingen kan f.eks. leve ved saltholdigheder helt ned til 4 ‰, men får her problemer med vand- og energibalancen (se også Saltholdighed). Derfor skal muslingen bruge mere energi på at regulere cellernes osmotiske koncentration og har dermed mindre energi til rådighed til vækst. Forklaringen har man fundet ved at flytte blåmuslinger fra Østersøen til Kattegat. Muslingerne øgede væksten og fik med tiden samme størrelse som andre blåmuslinger i Kattegat.

Tilsvarende har det vist sig, at flodneritter udskilte tre gange så meget kvælstof fra omsætningen af aminosyrer og proteiner i brakvand som i ferskvand, og det kostede energi.

Hos tanglus og tanglopper optræder denne størrelsesændring ikke. Forklaringen er givetvis, at disse arter ikke regulerer koncentrationen af osmotisk aktive stoffer i cellerne, men derimod ændrer den i blodet. Denne tilpasning til ændret saltholdighed koster mindre energi, så dyrene har mere energi til rådighed til vækst (se nærmere i Saltholdighed).