Blæksprutterne er hvirvelløse dyr og hører til bløddyrene. Økologisk set ligner de alligevel fiskene mere, end de ligner de andre hvirvelløse dyr: der er tale om store, selvbevægelige dyr, der med hensyn til adfærd og biologi er helt sammenlignelige med fisk.
De fleste tænker ikke på blæksprutter som dyr, der hører til den danske fauna, og har sandsynligvis aldrig set en blæksprutte i Danmark – heller ikke i akvarier, hvor de er forholdsvis vanskelige at holde. Ikke desto mindre findes der i danske farvande otte forholdsvis almindelige arter, blandt hvilke én art endog er af en vis fiskerimæssig betydning.
Gruppen omfatter otte- og tiarmede blæksprutter. De har et meget avanceret og højt udviklet nervesystem, og øjnene er yderst kompliceret opbygget. På hver side af hovedet sidder der et øje, som funktionelt er på højde med de bedste hvirveldyrøjne.
Hovedet er tydeligt afsat fra kroppen, og munden er omgivet af en krans af otte eller ti arme, der er besat med kraftige sugekopper. Kroppen er sæk- eller spydformet og forsynet med en tragt, der er placeret under hovedet. Blæksprutter har to gæller og pumper vand hen over disse ved sammentrækninger af kappehulen. Derved pumpes vand gennem tragten ind i kappehulen, hen over gællerne og ud af tragten igen (figur A). Ved kraftige sammentrækninger af kappehulen kan blæksprutter bevæge sig med betydelig hastighed, idet tragten virker som en jetmotor. Hos tiarmede blæksprutter, som ofte er pelagiske, kan tragten bevæges i forskellige retninger, og dyrene kan derfor holde sig svævende og manøvrere som en Harrier-jet.
Blæksprutter er rovdyr. Munden, der sidder mellem armene, er omgivet af et muskelbundt. Inde i munden findes en raspetunge og et sæt hornkæber af kitin, der minder om et omvendt papegøjenæb (figur B). Byttet gribes med armene, lammes af gift fra et par spytkirtler og parteres med kæberne.
Huden hos blæksprutter indeholder mange pigmentceller med sorte, røde, orange og gule farvestoffer. Disse celler kan ved hjælp af fine radierede muskeltråde udspiles, hvorved huden skifter farve. Blæksputter kan på denne måde skifte farve i løbet af brøkdele af et sekund. Farveskiftet styres af nervesystemet og er ofte forbundet med parringsakten eller med faretruende situationer.
Blæksprutterne har fået navn efter deres evne til at forplumre vandet med et mørkt sekret (blæk, sepia), hvis der opstår faretruende situationer. Sekretet stammer fra en kirtel, blæksækken, der udmunder i endetarmen nær gattet, som udmunder i kappehulen.
Blæksprutter er særkønnede. Hannens sæd overføres til hunnen i en særlig kapsel, spermatoforen, ved hjælp af en omdannet arm. Før parringen er der ofte et parringsspil. Æggene er blommerige, og de nyklækkede unger ligner de voksne for de fleste arters vedkommende.
Tiarmede blæksprutter I danske farvande forekommer som nævnt regelmæssigt otte blækspruttearter, og blandt dem er de syv tiarmede. De tiarmede blæksprutter har stilkede sugekopper, som er forsynet med kitinringe. To af armene er længere fangarme. Kroppen er slank og har finner, og den er forsynet med en indre, ofte uforkalket skal. Tiarmede blæksprutter forekommer ofte i stimer i de frie vandmasser.
Sepia-blæksprutten, Sepia officina lis, kan opnå en længde på ca. 60 cm og en vægt omkring 5 kg (figur C). Den har en indre veludviklet, skjoldformet kalkskal, der ofte findes skyllet op på den jyske vestkyst. Den benyttes til kalktilskud til fugle. Arten lever i farvandene fra Sydafrika til De Britiske Øer inklusive den sydlige del af Nordsøen. I de øvrige dele af Nordsøen, Skagerrak og det nordlige Kattegat er den en tilfældig gæst.
Den eneste danske blæksprutte af økonomisk betydning er Loligo forbesii, som kan opnå en totallængde på op til 1 m. Den forekommer fra Middelhavet til Vestnorge inklusive Nordsøen og Skagerrak. Om sommeren vandrer Loligo ind i de indre danske farvande, hvor den gyder – den kan træffes helt ind i den vestlige Østersø. Kalkskallen hos Loligo, pennen, er gennemsigtig og spinklere end hos Sepia. De voksne lever af rejer, tobis og sild.
Den almindeligste danske blæksprutte er Alloteuthis subuata, som kun bliver 12-15 cm lang. Den minder om Loligo, men er slankere og hvidlig med rødbrune pletter. Den har hjerteformede finner og bliver maksimalt 15 cm lang (figur E). Den forekommer helt ned i Østersøen. Æggene afsættes i 30-45 kølleformede ægkapsler, som kan indeholde 1000-1500 æg. Æggene klækkes efter 4-6 uger.
Sepietta, Sepietta oweniana, er en forholdsvis almindelig, 10-15 cm lang, bundlevende blæksprutte i danske farvande fra Nordsøen til det nordlige Øresund og Bælthavet. Den kendes på den sækformede bagkrop og de cirkulære sidefinner (figur D).
Ottearmede blæksprutter De ottearmede blæksprutter har ustilkede sugekopper uden kitinringe, og de er normalt bundlevende. De har en sækformet krop uden finner.
Den eneste ottearmede blæksprutte, der findes i danske farvande, er Eledone cirrosa, som kan blive omkring 40 cm lang (figur F). Eledone findes i farvandene fra Middelhavet til Norges vestkyst, og den forekommer almindeligt i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat ind til Bælthavet og Sundet på dybder fra 5 til 200 meter. Føden består af rejer, krabber, navnlig taskekrabber, og søpindsvin. Eledone har ikke nogen fiskerimæssig betydning.
|
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.