Bruskfisk- hajer, rokker og havmus

Hajer, rokker og havmus tilhører gruppen bruskfisk eller tværmunde. På trods af en ydre lighed med benfiskene er de forholdsvis fjernt beslægtet med dem.

Skelettet består af brusk, der kan være forkalket, og munden er typisk en tværspalte på undersiden af hovedet. Tænderne er ikke vokset fast til kæberne, men sidder i bindevæv som på et transportbånd og udskiftes løbende (figur 12-24). En ny række ruller simpelthen frem med jævne mellemrum. Tænderne i underkæben er ofte længere end brede og bruges primært til at fastholde byttet med, mens tænderne i overkæben ofte er bredere og med skarpe bølgeskæragtige kanter.

Bruskfiskene har ikke skæl som benfisk, men hudtænder, der består af dentin overtrukket med emalje som pattedyrenes tænder. Hos de fleste hajer er hudtænderne små med spidsen bagudrettet. Huden hos disse føles som sandpapir. Hos rokkerne kan hudtænderne være store spidse torne. Hos enkelte hajarter kan hudtænderne foran rygfinnerne også opnå anseelige dimensioner som f.eks. hos pighajen (figur 12-67).

Bruskfiskene har ikke svømmeblære, men til gengæld har de en stor olieholdig lever, der nedsætter deres vægtfylde. Alle finnestråler er uleddede, og de kødfulde finnestråler kan ikke foldes ned som hos benfiskene, men fremtræder specielt hos hajer som stive plader. Halefinnen er hos hajer usymmetrisk med en større øvre flig. Bruskfisk har en forholdsvis kort tarm, der til gengæld er forsynet med en spiralfold, så den næringsopsugende overflades areal øges.

Hajer og rokker kendes i øvrigt fra benfisk på fem gællespalter på hver side af hovedet (se boks 12-2). Havmusene har dog et gællelåg, der dækker dem. Oven på hovedet er der på de fleste rokker og hajer et par såkaldte sprøjtehuller. Betegnelsen er misvisende, fordi hullerne benyttes til indåndning af vand, når munden ikke kan bruges – som f.eks. hos rokker, der hviler på havbunden.

Hos bruskfiskene er sidelinjesystemet i hovedregionen omdannet til særlige elektriske sanseorganer, de Lorenzinske ampuller, som bruges til orientering. Ved hjælp af disse organer kan de sanse selv meget svage elektriske signaler fra f.eks. nedgravede fladfisks hjertefunktion og således opdage bytte, der ikke er synligt. De Lorenzinske ampuller ses på overfladen af hovedet som porer (figur 12-21).

I modsætning til de fleste benfisk har bruskfiskene parring. Hannens bugfinner er omdannet til et parringsorgan, og der er indre befrugtning. De fleste af vore hajer er ungefødende – dette gælder f.eks. pighajen. De øvrige arter, f.eks. rødhaj samt alle danske rokker, lægger æg i hornagtige kapsler med tråde eller horn i hjørnerne. Æggene er store og blommerige. De nyklækkede unger er fuldstændigt udviklede og ligner de voksne.