Tilpasninger til føderessourcerne

Hos fouragerende vadefugle lægger man især mærke til de store forskelle i næblængden. Herudover varierer kropsstørrelsen, næbformen og benenes længde. Stor kobbersneppe har f.eks. et langt næb og kan bore betydeligt dybere ned i mudderet for at nå bytte end arter med kortere næb som rødben.

Andefugle med forskellige halslængder kan æde af bundplanter på forskellige vanddybder (figur 14-2). Knopsvanen kan f.eks. nå dobbelt så dybt som spidsanden, der igen kan nå dobbelt så dybt som krikanden.

Forskelle i næbformen og tætheden af lameller på siden af næbbet betyder også, at forskellige andefuglearter kan filtrere fødeemner af forskellig størrelse. Arter med brede næb og tætte lameller (f.eks. skeanden) har bedre forudsætninger for at si diverse små fødepartikler i vandoverfladen end arter med korte næb. Andefuglene har også forskellig størrelse af muskelmaven (kråsen), hvor føden finmales inden den passerer ud i tarmen. Arter, der hovedsageligt æder planter, har en større muskelmave end arter, der lever af dyr.

Dykænder er ikke lige gode til at dykke. Hvinand og troldand er kun i stand til at dykke effektivt ned til 6 m's dybde, mens bjergand og toppet skallesluger dykker effektivt til 12 m. Sortand og fløjlsand går ned til 20 m. De havdykænder, der udnytter de dybestliggende muslingebanker, er havlitterne, der fouragerer effektivt på dybder ned til 40 m.

Disse forskelle giver sig udslag i arternes udbredelse, idet arter med stor dykkeevne er udbredt på muslingebankerne i stor afstand fra kysten, mens arter med lille dykkeevne ses tæt ved kysten.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Dykning foregår enten fra havoverfladen eller som styrtdyk fra luften (figur 14-3). De fleste stormfugle og måger søger enten føden ved at snappe den direkte fra havoverfladen eller ved at foretage korte dyk. Hovedparten af de øvrige havfugle dykker ned til mere end 10 m.

Lommer, lappedykkere og skarver anvender fødderne som propeller, mens pingviner og alkefugle anvender vingerne til at drive sig frem.

Terner og suler er eksempler på havfugle, der søger føde ved at styrtdykke ved at lade sig falde lodret ned mod vandoverfladen. Ternerne tager fisk nær overfladen, hvorimod sulerne ofte fortsætter den lodrette bevægelse under havoverfladen, til de når fisk helt ned til 40 m's dybde.

Havfuglenes begrænsede muligheder for at finde og udnytte føderessourcerne i vandsøjlen gør dem afhængige af fysiske processer, der koncentrerer plankton og fisk nær overfladen. Det er tilfældet ved de hydrografiske fronter og opvæld, hvor næringsrigt vand koncentreres nær overfladen, hvilket giver øget primærproduktion og mere dyreplankton og fisk. Havfuglenes forskellige dykkedybde gør, at de effektivt kan udnytte koncentrationen af plankton og fisk langs forskellige dele af f.eks. fronter. Arterne med lille dykkeevne vil således have en tendens til at søge føde, hvor fronten når tæt på havoverfladen, mens arterne med større dykkeevne vil kunne udnytte føden, hvor fronten står dybere.

Stormfuglene synes i særlig grad at have tilpasset sig områder med opvæld som typisk findes langs kontinentalsokkelskrænten, omkring fiskebankerne og langs de undersøiske bjergkæder som den Midtatlantiske Højderyg. Da disse områder ofte ligger tusinder af km fra fuglenes ynglekolonier er stormfuglene tilpasset til både at tilbagelægge de store afstande på forbløffende kort tid og lokalisere koncentrationer af plankton lokalt i opvældsområderne.

Satellitmærkninger af albatrosser har f.eks. vist, at de kan tilbagelægge over 1.000 km på en enkelt fødesøgningstur fra kolonien. Det kan lade sig gøre på grund af deres glideflugt, der sætter dem i stand til at bevæge sig over store afstande med et minimum af energiforbrug, og på grund af deres opmagasinering af planktonolier i maven, der sætter dem i stand til at udføre rejsen uden at bruge tid på selv at søge føde.

Stormfuglene er udstyret med ekstraordinært gode lugteorganer, der sidder som rørformede udvækster på næbbet. Lugteorganerne er specialiseret til at lokalisere koncentrationer af dyreplankton i overfladen, og det er muligt, at stormfuglene primært anvender lugtesansen til at finde føden, når de er nået frem til fourageringsområdet.

En fiskebåd med en stor flok måger efter sig er et velkendt syn. Fiskebådenes tiltrækning af måger og andre havfugle finder sted over ret små afstande og inden for havfuglenes naturlige levesteder. Selv intensivt fiskeri med meget udsmid tiltrækker f.eks. kun rider, hvis det foregår i områder med en saltholdighed på over 30 ‰. Og riden er ellers en stor opportunist, som forekommer over hele Nordsøen og i det nordlige Kattegat.

Uanset tiltrækningens rækkevidde udnyttes udsmid fra fiskeriet af mange havfugle, og i visse områder som Nordsøen antages det, at mågearter som sølvmåge og svartbag får lige så meget føde på denne måde som med den naturlige føde. Der kendes også eksempler på, at mindre udsmid har påvirket en havfuglebestand negativt i form af nedsat ungeproduktion eller kondition. Dette er dog kun sket i tilfælde af knaphed på naturlig føde. Udsmid fra fiskeriet spiller med andre ord især en rolle for altædende opportunister blandt havfugle i situationer, hvor deres naturlige fødegrundlag svigter.

Store flokke af fouragerende alkefugle tiltrækker ofte rider og måger. Grunden er, at alkefuglene ved fødesøgningen driver stimer af småfisk op til overfladen, hvor de kan udnyttes af de overfladefouragerende rider og måger. Det er endnu uklart, om alkefuglene bevidst tvinger fiskene op i vandsøjlen, eller om fiskenes opadgående bevægelse er et forsøg på at undgå fuglene. De samlede flokke af alkefugle og måger starter oftest med mange alkefugle og få måger, men mågerne bliver talrigere i takt med at småfiskene tvinges til overfladen. Nye måger kommer til udefra som en reaktion på ændringer i adfærden hos de allerede tilstedeværende måger. Når tiltrækningen af mågefugle når sit maksimum, kan der være flere måger end alkefugle i flokkene.

En særlig form for spild-fouragering findes hos de såkaldte kleptoparasitter, der lever af, hvad de kan få andre fugle til at „spilde“. Denne fourageringsform findes hos kjoverne og visse mågearter og udøves ved, at de jager andre mågearter og terner og tvinger dem til at smide deres bytte fra sig.

Havfugle observeres ofte omkring tandhvaler, der fouragerer på fiskestimer. Her ses de samme adfærdsmønstre, som ovenfor blev beskrevet for de havfugle, der æder spild fra alkefugles jagt. Man kan også observere havfugle omkring fouragerende bardehvaler. Her lever de af fødeemner, hvalen spilder, eller som den sender fra sig i sin blåst.

Alle hvalarter kan tiltrække havfugle. Der er intet, der tyder på, at koblingen mellem hvaler og fugle fungerer anderledes end tiltrækningen mellem fugle og fiskebåde. Således vil de fuglearter, der tiltrækkes til en flok ædende hvaler, variere efter hvilket fuglelevested, hvalerne opholder sig i.