Kiselalger

Kiselalger, der også kaldes diatoméer, er enkelte eller danner kolonier (figur 4-5). De har en cellevæg bestående af kisel (siliciumoxid), som danner to skaller som låg og bund i en æske. Når kiselalger deler sig, bliver både „låg“ og „bund“ til låg på de nye celler. Kiselalger bliver derfor mindre generation for generation. Men der er naturligvis en grænse for, hvor små arterne kan blive. Derfor danner de fra tid til anden en såkaldt forøgelsesspore (en auxospore), som igen danner nye store celler. Disse sporer opstår ofte i forbindelse med kønnet formering. Nogle arter danner desuden hvilesporer.

Kiselalger mangler flageller, men de hanlige kønsceller hos nogle arter er dog udstyret med flagel. Skallerne har tit komplicerede hulmønstre i overfladen, og man skelner traditionelt kiselalgerne fra hinanden efter disse mønstres udseende. Hos de såkaldte centriske kiselalger er mønstret symmetrisk om centrum, mens det er symmetrisk om længdeaksen hos den gruppe, man kalder pennate kiselalger. I plankton er de centriske kiselalger langt de vigtigste (figur 4-5).

Mange centriske kiselalger er forsynet med lange pigge og børster. Deres funktion har været omdiskuteret. Det blev tidligt foreslået – og siden vist i laboratorieforsøg – at disse udvækster nedsætter cellernes synkehastighed. Men nyere undersøgelser tyder dog på, at udvæksterne tværtimod kan øge nedsynkningen. Det hænger sammen med, at kiselalger kan være klæbrige, og da udvæksterne forøger cellernes overflade, fører de til, at algerne lettere klumper sig sammen og danner fnug, „marin sne“, som synker hurtigt til bunds. Det har også været vist, at udvæksterne nedsætter den mængde, protozoer og dyreplankton æder. Udvækster gør nemlig algerne større og mere uhåndterbare.