A. De fleste vandhentere består af en beholder, som kan holdes åben i begge ender under nedfiring gennem vandet. De monteres på en stålwire og sænkes ned i den ønskede dybde, hvorefter et lod eller et elektronisk signal sendes ned for at udløse en lukkemekanisme.

.

B. Fluorescens-mikroskopi kan ikke bare bruges til at skelne alger fra protozoer. I dette præparat kan man se dinoflagellaten Dinophysis acuta’s kloroplaster, som lyser orange, når de belyses med grønt lys. Kloroplasternes orange farve skyldes fotosyntesepigmentet fykoerythrin. Målestok 10 μm.

.

C. Mange planktonalger kan kun artsbestemmes med sikkerhed, hvis man bruger et elektronmikroskop, som kan vise de særlige mønstre på skæl og plader eller i porer i skaller. Øverst: Skællene fra stilkalgen Chrysochromulina polylepis. Nederst: Pladerne hos dinoflagellaten Gonyaulax spinifera undersøgt ved scanning-elektronmikroskopi – det lille indsatte billede viser den samme art fotograferet i et almindeligt lysmikroskop. Målestok 10 μm.

.

FIGUR 4-17 (a). Årstidsvariation i de vigtigste planktonalgers biomasse i de indre danske farvande.

.

FIGUR 4-17 (b). Årstidsvariation i de vigtigste planktonalgers biomasse i de indre danske farvande.

.

FIGUR 4-17 (c). Årstidsvariation i de vigtigste planktonalgers biomasse i de indre danske farvande.

.

FIGUR 4-17 (d). Årstidsvariation i de vigtigste planktonalgers biomasse i de indre danske farvande.

.

Havet ser meget ensartet ud på afstand, så man skulle tro, at små planktonalger var jævnt fordelt. Men i virkeligheden er de ofte klumpet fordelt. Den klumpede fordeling opstår pga. lokale forskelle i det fysiske og kemiske miljø. Tilgængeligheden af lys, næringsstoffer og fjender får nemlig algernes vækst og dødelighed til at variere (se afsnittet Årstidsvariation i næringstilførsel, primærproduktion og algebiomasse). Derudover kan strøm og algernes egen bevægelse påvirke deres fordeling. Det betyder samlet set, at der er store forskelle fra tidspunkt til tidspunkt og fra sted til sted.

Årets gang i planktonalgesamfundet

Om vinteren er der få planktonalger i vandet, for da er lyset svagt (figur 4-17). Om foråret stiger lysindstrålingen og daglængden, og den øverste del af vandsøjlen varmes op. Det skaber en lagdeling af vandsøjen, fordi varmt vand er lettere end koldt vand. Hermed følger dannelsen af et springlag (se nærmere herom i Vertikal opblanding af vandsøjlen). Springlagets dannelse og den øgede lysindstråling giver anledning til en forårsopblomstring af planktonalger øverst i vandsøjlen. De dominerende alger er store eller kolonidannende kiselalger.

Forårsopblomstringen begynder ikke samtidig i alle de danske farvande. I Nordsøen dannes springlaget sædvanligvis i april, mens det i Kattegat og Østersøen ofte dannes allerede i februar og marts. Det skyldes, at springlaget i de indre farvande hovedsageligt skabes af forskelle i saltholdighed, og at temperaturen her spiller en mindre rolle (se Vertikal opblanding af vandsøjlen og Årstidsvariation i næringstilførsel, primærproduktion og algebiomasse). Tidspunktet for forårsopblomstringen afhænger også af vejret. Gråvejr og blæst forsinker forårsopblomstringen, mens sol og vindstille vejr fremskynder den.

Figur 4-17. Årstidsvariation i de vigtigste planktonalgers biomasse i de indre danske farvande. Jørgen Strunge efter Kaas et al., 1999.

Hen på foråret aftager algernes vækst i overfladevandet pga. faldende mængder næringsstoffer. Da en del alger samtidig synker ned til bunden og andre bliver ædt af dyreplankton, så bliver der færre og færre alger i vandet (se Protozoernes fordeling over året i vandsøjlen og Årstidsvariation i næringstilførsel, primærproduktion og algebiomasse). Kun i tilfælde af stormvejr kan der føres næringsstoffer fra bundvandet op igennem springlaget til de belyste overfladelag, hvor planktonalgerne lever. Derfor er algerne sommeren igennem afhængige af de næringsstoffer, der er blevet tilbage efter forårsopblomstringen, og af nye næringsstoffer, som tilføres fra land eller fra luften.

I åbne havområder er mængden af alger i overfladevandet lav fra april til juni, for her er tilførslerne fra land små. I denne periode består algesamfundet af både små og store alger. Dog bidrager små algeformer mest til produktionen. De vokser hurtigt, samtidigt med at de er meget effektive til at optage næringsstoffer pga. deres høje overflade/volumen-forhold. Større alger, som mange kiselalger og dinoflagellater, kan dog også være ret almindelige om sommeren. Det kan enten dreje sig om store pansrede former med udvækster eller små celler, som er samlet i store kolonier. Ved at være store undgår de at blive ædt af dyreplankton. I perioden april til juni vil en del alger desuden ernære sig mixotroft og derved kunne kompensere for lave næringsstofkoncentrationer.

I løbet af efteråret øges perioderne med kraftig blæst, og overfladevandet blandes med en del af bundvandet. Det fører næringsstoffer til det øverste vandlag og danner grundlag for opblomstringer af kiselalger og dinoflagellater. Som efteråret skrider frem falder algemængden, fordi lyset bliver svagere, og opblandingen fører algerne længere og længere ned i vandsøjlen. Men helt hen i december kan der i stille vejr stadig forekomme ret høje algemængder, hvis vandsøjlen igen lagdeles.

Alger i springlaget og ved fronter

Vandsøjlen er som nævnt ofte opdelt i lag med forskellig saltholdighed eller temperatur. Især om sommeren oplever man algeopblomstringer i overgangen mellem disse lag, fordi der kun her findes rigeligt med næringsstoffer og samtidig tilstrækkeligt med lys. Hvis lagdelingen er meget stabil igennem længere tid, vil man kunne se, at tætte algebestande udvikler sig på undersiden af springlaget. Det skyldes, at algerne opbruger næringsstofferne øverst i springlaget og den største algetilvækst finder derfor sted lidt dybere nede i vandsøjlen. En anden grund til ophobningen er, at algernes synkehastighed er mindre i springlaget, der pga. faldende temperaturer og øget saltholdighed har større vægtfylde end vandet ovenfor.

Blandt de alger, der blomstrer op i springlaget, findes stilkalger af slægten Chrysochromulina, gulalger af slægten Dinobryon og dinoflagellaten Karenia mikimotoi. Fælles for disse alger er, at de kan svømme og derfor til en vis grad har indflydelse på, hvor præcist i vandsøjlen de befinder sig. Svømning hjælper dog kun algerne, hvis vandets egen bevægelse er lille. Algerne svømmer nemlig blot med en hastighed på mellem 2 og 10 m i døgnet, så hvis vandstrømningerne er store, har algernes egen svømning ingen betydning.

Strømforholdene i havet kan også skabe betydelige forskelle i tætheden af algerne inden for få kilometers afstand. Disse forskelle ses ofte i forbindelse med fronter, dvs. mere eller mindre lodretstående skilleflader mellem vandmasser med forskellig temperatur og saltholdighed. Her kan næringsrigt bundvand bringes til havoverfladen og stimulere algevæksten. Det kan f.eks. dreje sig om kystnære områder med tidevand (tidevandsfront), opvældsområder, udstrømning fra ferskvandsområder eller lagdelte havområder, som for nylig har været udsat for en storm (se Årstidsvariation i næringstilførsel, primær produktion og algebiomasse).

Sommeropblomstringer

FIGUR 4-19. Opblomstringer af Phaeocystis globosa forekommer stort set hvert år ved den jyske vestkyst, ofte med kraftig skumdannelse til følge.

.

Om sommeren kan der opstå masseforekomster af planktonalger. Det viser sig som grumset eller misfarvet vand. I særlige tilfælde bliver vandet helt rødt eller grønt af alger, og stranden kan være dækket af et tykt lag skum. Sådanne algeopblomstringer opstår især under lange perioder med solrigt og stille vejr.

Et eksempel på en alge, som næsten hvert år danner iøjnefaldende opblomstringer langs den jyske vestkyst er stilkalgen Phaeocystis globosa. Dens opblomstringer ses oftest som stærk skumdannelse i vandkanten eller på stranden (figur 4-19). Skummet består af sukkerstoffer, som arten udskiller i store mængder. Opblomstringerne kan være ulækre og ildelugtende for badegæster på grund af stoffet dimethylsulfid, men ellers er algen helt uskadelig for mennesker.

Sådanne sommeropblomstringer er helt naturlige fænomener, som også ville forekomme uden menneskers påvirkninger. Udledninger af næringsstoffer fra byspildevand og fra landbruget har dog forøget hyppigheden af sådanne opblomstringer. Den årlige algeproduktion er således fordoblet i Kattegat igennem de sidste 40 år.

Boks

FIGUR 4-18 (a). Algeopblomstringer i springlaget forekommer hvert år fra maj til august i Kattegat. Her er vist dybdefordelingen af klorofyl-fluorescens, der er et udtryk for, hvor mange alger der er til stede, på en station i det sydlige Kattegat.

.

FIGUR 4-18 (b).

.

FIGUR 4-18 (c).

.

FIGUR 4-18 (d).

.

FIGUR 4-18 (e).

.

FIGUR 4-18 (f).

.

FIGUR 4-18 (g).

.
Figur 4-18.
Algeopblomstringer i springlaget forekommer hvert år fra maj til august i Kattegat. Her er vist dybdefordelingen af klorofyl-fluorescens, der er et udtryk for, hvor mange alger der er til stede, på en station i det sydlige Kattegat. Jørgen Strunge, omtegnet efter Bjørnsen et al., 1992.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Planktonalgernes fordeling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig